Mødedato: 08.10.2012, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Medfinansiering og samarbejde i forbindelse med boligsocial helhedsplan på Bispebjerg (fællesindstilling)

Se alle bilag

De boligsociale helhedsplaner er udarbejdet i samarbejde mellem boligorganisationerne i Bispebjerg og kommunens forvaltninger. Gennem samarbejdet har kommunen sikret sig, at de boligsociale indsatser er koblet til den kommunale kernedrift jf. intentionerne i Politik for udsatte byområder. I de indgåede samarbejdsaftaler mellem de almene boligorganisationer og kommunen forpligter begge parter sig til at koordinere og samarbejde om de beskrevne aktiviteter i de udsatte byområder.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen, Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget, Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen, anbefaler

1.                  at godkende den boligsociale helhedsplan for boligorganisationen fsb i Bispebjerg
                     (bilag 2a, b)
2.                  at godkende samarbejdsaftale og -kontrakter for Boligsocialt Forum Bispebjerg, hvori
                     forvaltningerne forpligter sig til at samarbejde med boligorganisationerne om de
                     boligsociale helhedsplaner (bilag 3, bilag 4a, b)

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

3.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at afholde udgifterne til at
                     medfinansiere de boligsociale helhedsplaner i Bispebjerg. Kommunens udgifter
                     udgør i alt 2,0 mio. kr. Anlægsbevillingen skal frigives med 1,848 mio. kr.
                     i 2013 og 0,152 mio. kr. i 2014 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling
                     Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.11.3.
4.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at godkende mindre ændringer i de
                     boligsociale helhedsplaner.

Problemstilling

Det landspolitiske boligforlig fra 2011 viderefører Landsbyggefondens ramme til boligsociale indsatser med 440 mio. kr. årligt fra 2011-2014.

 

De almene boligorganisationer søger Landsbyggefonden om tilskud til boligsociale helhedsplaner, som er sociale og forebyggende indsatser i problemramte afdelinger. De boligsociale helhedsplaner er tværfaglige. De udarbejdes af boligorganisationerne, og bliver finansieret af Landsbyggefonden, almene boligorganisationer og -afdelinger, beliggenhedskommunen samt evt. andre ikke-statslige organisationer. I Bispebjerg er fsb’s ti boligafdelinger alle boligområder med væsentlige boligsociale udfordringer. Landsbyggefonden har derfor givet tilsagn om støtte til boligsociale helhedsplaner. Dele af indsatsen i de boligsociale helhedsplaner er afdelingsspecifikke og berører udelukkende boligorganisationerne, f.eks. i forhold til beboeraktiviteter. Andre indsatser er af mere generel og bydelsdækkende karakter, som f.eks. kontakten til udsatte grupper, uddannelse og beskæftigelse, og har snitflader til kommunens kernedrift. Ifølge Landsbyggefondens regulativ skal de boligsociale helhedsplaner godkendes politisk i den kommune, hvor afdelingen er beliggende.

Løsning

Boligsociale helhedsplaner

Landsbyggefonden har givet tilsagn til en boligsocial helhedsplan for fsb’s ti boligafdelinger på Bispebjerg med titlen ”Beboerprojekt Bispebjerg”. Boligorganisationernes formål med helhedsplanerne er at medvirke til, at beboerne er trygge og glade for at bo i afdelingerne, samt at boligområderne er en integreret og aktiv del af bydelen. Indsatserne i helhedsplanerne bidrager til at bygge bro til og understøtte de kommunale kerneydelser i området. De boligsociale helhedsplaner er en god platform for mødet mellem udsatte borgere og de kommunale tilbud. Det sker ved at hjælpe beboerne til at benytte de kommunale tilbud og ved at udvikle nye metoder til at udsatte beboere og kommune kan mødes (bilag 2a, b).
 

Ny organisering af det boligsociale samarbejde i Bispebjerg

I den tidligere organisering af det boligsociale arbejde deltog kommunen med medarbejderressourcer i mere end 30 lokale styregrupper i hele København.

Den nye organisering betyder, at der i hvert udsat byområde er etableret ét Boligsocialt Forum, hvor kommune og boligorganisationer mødes om det boligsociale samarbejde. Boligsocialt Forum udarbejder samarbejdskontrakter om de fælles indsatser mellem kommune og boligsociale helhedsplaner. På den måde sikrer kommunen et koordineret og styrket fagligt samarbejde med aktørerne i bydelen. Samarbejdet skal være med til at sikre kobling til udviklingsplanen for bydelen, der er et led i udmøntningen af Politik for Udsatte Byområder.

 

I Bispebjerg består det boligsociale forum af repræsentanter fra kommunens syv forvaltninger og boligorganisationerne 3B, AAB, SAB, fsb og Lejerbo. De nævnte parter underskriver den overordnede samarbejdsaftale, der sætter rammen for samarbejdet om de boligsociale helhedsplaner mellem boligorganisationerne og Københavns Kommune i Bispebjerg (bilag 3).

 

Samarbejdet er specificeret i kontrakter om boligsocialt samarbejde. Heri er beskrevet hvilket ansvar og roller hhv. boligorganisationerne og forvaltningerne har, samt hvordan samarbejdet støtter op om det overordnede mål om at løfte byområdet til københavnerniveau (jf. Politik for Udsatte Byområder) (bilag 4a, b).

I Bispebjerg er der indgået kontrakter om følgende indsatser, som boligorganisationerne har valgt at arbejde med. Indsatserne har opbakning fra de involverede lokale områdechefer.

Fritidsjob
Samarbejde om at formidle fritidsjob, fastholde og støtte unge som har et fritidsjob, samt styrke de unge i forhold til uddannelsesvalg. Samarbejde om at indsluse og motivere børn i lektiecaféer på skoler og på bibliotek.

Samarbejde omkring børne- og ungearbejdet
Samarbejde med kommunale institutioner og foreninger om at få børn og unge til at deltage i kommunens pasnings-, kultur-, fritids- og foreningstilbud, og koordinering af aktiviteter i bydelen med henblik på udnyttelse af fælles ressourcer med udgangspunkt i det eksisterende samarbejde. Samarbejdet understøtter en fritids- og ungdomsklubstruktur, hvor klubberne er opsøgende, synlige og tilgængelige og også inkluderer udsatte unge.

Kontakt til udsatte familier, voksne og ældre
Samarbejde med kommunens lokale områdeforvaltninger om tættere koordinering af det opsøgende arbejde for at styrke kontakten til de mest udsatte familier og voksne og brobygge til kommunale tilbud eller civilsamfundets tilbud. Herunder samarbejde om at udvikle den lokale kommunikation mellem boligorganisationer og socialforvaltning bl.a. med henblik på forebyggelse af udsættelser hos udsættelsestruede beboere. 

Opsøgende sundhedsarbejde
Samarbejde om at øge beboernes kendskab til og brug af tilbud i sundhedsplejen, Forebyggelsescenter Nørrebro og Børnevægtcenteret med henblik på ændring af sundhedsadfærd og på sigt en forbedret sundhedstilstand på Bispebjerg, herunder nedbringelse af antallet af overvægtige børn.

ForeningsGuider og brobygning til kulturtilbud 
Samarbejde om, at boligområdernes børn og unge får et sundt og aktivt fritidsliv gennem øget kendskab til og indslusning i foreninger, kultur- og fritidstilbud. Gennem samarbejdet bliver ikke foreningsaktive børn og unge guidet ind i kultur- og idrætsforeninger, hvilket forventes at styrke deres aktive deltagelse i lokalsamfundet og medborgerskab. Der samarbejdes med lokale kulturinstitutioner om synliggørelse af tilbud, og afvikling af aktiviteter, hvor kultur er løftestang til social udvikling samt om etablering af nye tilbud med udgangspunkt i lokale behov.

Det boligsociale samarbejde evalueres årligt af Teknik- og Miljøforvaltningen. Under Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter er nedsat Center for Boligsocial Udvikling, der har ansvaret for at effektevaluere de boligsociale helhedsplaner på nationalt niveau.

 

Økonomi

Der er afsat en pulje i Teknik- og Miljøforvaltningen på 30 mio. kr. til medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner i perioden 2012-14. Kommunen medfinansierer helhedsplanerne med op til 12,5 % af det samlede budget. Når boligorganisationerne tilslutter sig den overordnede samarbejdsaftale for det boligsociale forum og indgår samarbejdskontrakter med kommunen, udløser det kommunal medfinansiering (Teknik- og Miljøudvalget den 12. dec. 2011).

Den boligsociale helhedsplan i fsb’s ti boligafdelinger på Bispebjerg har fået tilsagn fra Landsbyggefonden om en boligsocial helhedsplan i perioden 2013 - 2016. Finansieringen af den boligsociale helhedsplan fordeler sig således mellem boligorganisationer, Landsbyggefond og kommune.

Finansieringen af den boligsociale helhedsplan fordeler sig således mellem boligorganisationer, Landsbyggefond og kommune:

1.000 kr.

Beboerprojekt Bispebjerg

Landsbyggefonden

12.000

Boligorganisationer eller øvrige interessenter

2.340

Københavns Kommune

2.000

I alt

16.340


Budgettet til medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner i Bispebjerg på i alt 2.000.000 kr. er indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets budget under bevillingen Byfornyelse anlæg funktion 0.25.11.3 i 2012. Udgifterne fordeles, som vist herunder

1.000 kr. (2012 p/l)

2013

2014

I alt

Internt lønforbrug

152

152

304

  Lønmidler

152

152

304

Anlæg af projektet

1.696

0

1.696

  Tilskud til boligorganisationerne

1.696

0

1.696

I alt

1.848

152

2000


I den boligsociale helhedsplan Beboerprojekt Bispebjerg er den samlede kommunale medfinansiering på 2.000.000 kr. Hovedparten af midlerne går til kontant medfinansiering og en mindre del til facilitering af det boligsociale samarbejde på Bispebjerg (jf. beslutning på Teknik- og Miljøudvalget den 12. dec. 2011).

Videre proces

Efter kommunens godkendelse skal helhedsplanen godkendes af Landsbyggefonden. Herefter kan indsatserne og samarbejdet med kommunen gå i gang, forventeligt den 1. januar 2013.

 

Hjalte Aaberg                             Claus Juhl                    Anne Skovbro                   

Anette Laigaard                         Else Sommer               Carsten Haurum

Morten Binder

Beslutning

Susan Hedlund deltog ikke i punktets behandling på grund af inhabilitet.

Indstillingens 1. og 2. at blev godkendt.

Til top