Mødedato: 07.06.2007, kl. 17:30

Status for udmøntning af beskæftigelsesaftalen for 2007

Se alle bilag

Status for udmøntning af beskæftigelsesaftalen for 2007

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 7. juni 2007

 

 

4.      Status for udmøntning af beskæftigelsesaftalen for 2007

      BIU 102/2007

Der er nu blevet udarbejdet en status for initiativerne fra beskæftigelsesaftalen "Plads til alle på arbejdsmarkedet" pr. 1. kvartal 2007.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.  at status for beskæftigelsesaftalen "Plads til alle på arbejdsmarkedet" 2007 tages til efterretning.

 

Problemstilling

Sidste år underskrev alle partier i København en beskæftigelsesaftale: "Plads til alle på arbejdsmarkedet", som indeholder en række beskæftigelsesinitiativer rettet mod særligt udsatte grupper i Københavns Kommune.

Formålet er at styrke indsatsen over for bla. langtidsledige, personer med sprogproblemer, unge marginaliseringstruede og andre, som har svært ved at indtræde på arbejdsmarkedet og i samfundslivet.

Indsatsen foregår på 5 områder:

·        Fokus på boligområder med høj ledighed (Jobpatruljer)

·        Modvirke isolation og fattigdom

·        Unge skal have en uddannelse

·        Beskæftigelse via forbedret dansk

·        Kompetencer og IT skal være i orden

BIU har ønsket en foreløbig status på aftalen efter første kvartal 2007, hvilket hermed forelægger. I vedlagte notat gives en kort beskrivelse af implementeringsstatus for hvert initiativ særskilt.

 

Løsning

En lang række af initiativerne i beskæftigelsesaftalen er udviklet og igangsat i de første måneder af 2007, og indsatsen forventes at kunne leve op til handlingsplanens mål. Varslingsindsatsen overfor personer, der potentielt kan falde for 300-timersreglen og den særlige indsats overfor unge (aktiv praktikpladssøgning og etablering af uddannelsesforberedende forløb mv.) er eksempler på dette.

Samtidig er der dog initiativer, som endnu ikke er implementeret fuldt ud efter første kvartal 2007. For de fleste af disse initiativers vedkommende er indsatsen dog tilrettelagt og organisatorisk forankret, således at driftsfasen kan igangsættes efter første kvartal.

Der er dog to initiativer, som vurderes ikke at opfylde målet i 2007.

Det første er initiativet vedr. fremskaffelse af 700 deltids/heltidsjob til de borgere, der kan miste retten til kontanthjælp som følge af 300-timersreglen. Initiativet har stødt på forskelligartede barrierer. En større gruppe har meldt sig syge eller søgt om førtidspension under formidlingsfasen, og samtidig har en del kontanthjælpsmodtageres forudsætninger ikke kunnet opfylde kravene på arbejdsmarkedet.  Der vil fortsat være fokus på, hvordan der kan skabes beskæftigelse, herunder deltidsjob, for målgruppen. Det kan imidlertid være vanskeligt at nå målet i 2007 med udgangspunkt i de nuværende erfaringer fra indsatsen. 

 

Det andet initiativ er vedr. den eksterne evaluering af synergieffekter. Jobcenter for Sygedagpenge – som er den ene part i analysen - er på nuværende tidspunkt gennem en større omstillingsproces i forbindelse med intensivering af indsatsen, og indgår samtidig i en konsulentundersøgelse og i Deloitt's undersøgelse af jobcentrene. Forvaltningen vurderer på den baggrund, at det ikke er relevant at foretage yderligere evaluering af Jobcenter for Sygedagpenge i 2007.

 

Økonomi

Initiativerne er indarbejdet i budgettet for beskæftigelsesindsatsen for 2007. For så vidt angår de midler, som - grundet de to igangværende analyser - ikke bruges til den eksterne evaluering af synergieffekter, anbefaler forvaltningen, at midlerne i stedet indgår i finansieringen af de to ovenstående undersøgelser.

 

Videre proces

Forvaltningen følger initiativernes implementering og udarbejder en endelig status på initiativerne efter 2007 til forelæggelse for BIU.

 

Bilag

1.      Beskæftigelsesaftalen "Plads til alle på arbejdsmarkedet" 2007 – status for initiativerne fra beskæftigelsesaftalen pr. 1. kvartal 2007.

 

 

         Morten Binder                                /Kaj Ove Christiansen

 

 



 

Til top