Plakatkampagne i uge 21
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager det vedlagte kampagnekoncept til efterretning.
Problemstilling
I uge 21 (19.-25. maj 2025) råder Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen over kommunens plakatstandere. Denne gang er der udviklet en plakat, som understøtter kommunens indsats under handleplanen mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.
Løsning
Kampagnen er denne gang en appel om rummelighed og tolerance. Baggrunden er dels de to rapporter om københavnske jøder og muslimers oplevelse af livet i København efter 7. oktober 2023, dels et ønske om at synliggøre Københavns Kommunes handleplan mod racisme.
Formålet med kampagnen er at opfordre alle borgere til at anerkende fredelig sameksistens og forskellighed i det københavnske bybillede. Som et konkret call to action sættes telefonnummeret til Diskriminationslinjen på plakaten, så borgere, der oplever racisme, diskrimination og hadforbrydelser, kan få gratis juridisk rådgivning. Diskriminationslinjen varetages af institut for Menneskerettigheder. Der kommer også en henvisning til en ny side på kommunens hjemmeside: kk.dk/diskrimination.
Økonomi
Der er ikke økonomiske konsekvenser forbundet med sagen.
Politisk handlerum
Udvalget kan give bemærkninger vedr. konceptet mv., som forvaltningen kan tage med i arbejdet med den kommende oplysningsindsats.
Videre proces
Kampagnen kører i bybilledet i uge 21, hvor der blandt andet også vil være SoMe-aktiviteter fra forvaltningens side. Kampagnen vil jf. beslutning i BIU den 31. marts senere i 2025 blive fulgt op af en yderligere oplysningsindsats om forebyggelse af racisme, diskrimination og hadforbrydelser.
Henrik Lund / Kirstine Korsager