Status på akademikerindsatsen
Resumé
Med denne sag skal udvalget godkende, at forvaltningen ved udløb af de nuværende aftaler hjemtager den del af indsatsen for ledige med en lang (akademisk) uddannelse, som p.t. varetages eksternt. Den kommende interne håndtering af indsatsen indebærer, at jobcenteret fremover får ansvaret for al indsats til målgruppen fra ledighedsuge 14 og frem.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at indsatsen for ledige akademikere varetages internt, når de nuværende rammeaftaler udløber den 30. november 2025.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandlede den 22. januar 2024 udbudsplanen for 2024-2025 og godkendte dermed, at forvaltningen undersøgte behovet for udbud af indsatsen for en bred gruppe af jobparate borgere. Dette som en mulig erstatning for den nuværende eksterne indsats for ledige akademikere. På nuværende tidspunkt varetages den tidlige indsats (tilbud efter 3- måneders ledighed) eksternt, mens langtidsledighedsindsatsen varetages internt i Jobcenter København.
For alle andre jobparate ledige varetages indsatsen som udgangspunkt internt.
De nuværende ”akademikeraftaler” er blevet midlertidigt forlænget frem til 30. november 2025 og kan ikke forlænges yderligere. Forvaltningen skal derfor sikre, at ledige akademikere kan blive tilbudt en indsats, når aftalerne udløber.
Løsning
Forvaltningen vurderer, at der nuværende tidspunkt ikke er grundlag for et bredere udbud af indsatsen for jobparate ledige. Det skyldes hovedsagelig en forventning om store besparelser på de midler, der vil være til rådighed for ”øvrig vejledning og opkvalificeringstilbud”.
Forvaltningen vurderer samtidig, at et (gen)udbud af den tidlige indsats for ledige akademikere er for smalt. En vurdering af et eventuelt bredt eller smalt udbud bør efter forvaltningen vurdering afvente det kommende konkrete reformforslag.
Intern indsats
Med beslutningen skal jobcenteret igangsætte en plan for en intern håndtering af indsatsen for ledige akademikere. Jobcenteret har siden 2021 håndteret langtidsledighedsindsatsen til akademikerne og har på den baggrund et solidt kendskab til, hvordan en indsats kan tilrettelægges. Det er på den baggrund forvaltningens vurdering, at jobcenteret, med en overgangsperiode, vil kunne håndtere indsatsen til de akademikere, som hidtil har modtaget indsats ved eksterne leverandører.
En hjemtagelse af indsatsen vil forenkle forløbet set fra borgernes perspektiv. P.t. har a-kasserne ansvaret de første 13 uger, eksterne leverandører varetager indsatsen frem til et års ledighed, mens jobcentret er ansvarligt for indsatsen til de langtidsledige.
Ved hjemtagelse vil ledige akademikere fortsat være tilknyttet a-kasserne i de første tre måneder af deres ledighedsperiode, og herefter overtager jobcenteret ansvaret for indsatsen.
Økonomi
Jobcenteret vil i 2025 overtage eksisterende budget til indsatsen. Herefter vil området indgå i de samlede overvejelser ifm. udmøntning af den kommende reform.
Politisk handlerum
Udvalget kan bede forvaltningen om hurtigst muligt at udbyde indsatsen.
Videre proces
Forvaltningen planlægger en intern indsats til målgruppen. De nuværende leverandører underrettes om beslutningen.
Henrik Lund / Marianne Becker Andersen