Mødedato: 30.05.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Samværstilbud til unge over 18 år med særlige behov (Tidlig Indsats- og Inklusionspakken)

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til om pilotprojektet om samværstilbud til unge med særlige behov over 18 år, skal gøres permanent i forbindelse med budget 2013.

 

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,             

 

1. at udvalget godkender, at finansieringen af forvaltningens anbefalinger om permanentgørelse af samværstilbud til unge over 18 år indgår som budgetforslag i Ungestrategien i forbindelse med budget 2013

Problemstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen har ansvaret for at tilbyde specialklubtilbud til unge med handicap i aldersgruppen 18-25 år. På den baggrund tilbydes der i Børne- og Ungdomsforvaltningens regi allerede klubtilbud til unge med udviklingshæmning, unge med bevægelsesvanskeligheder samt unge med hørevanskeligheder, der er over 18 år.

 

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde den 17.8.2011 (2011-2596), som en del af Tidlig Indsats- og Inklusionspakken, at udvide tilbuddene til aldersgruppen ved at etablere et pilotprojekt indtil 2013 til andre 18 – 25 årige med vanskeligheder af en sådan karakter, at de generelt har svært ved at etablere og vedligeholde et socialt netværk.

 

Det blev i denne sammenhæng besluttet, at der i april 2012 skulle udarbejdes en erfaringsopsamling af dette pilotprojekt, som baggrund for den fremtidige strategi på området.

Løsning

Pilotprojektet omfatter tre forskellige typer tilbud til følgende målgrupper:

  • Unge med lettere udviklingshæmning
  • Unge med autisme
  • Unge med ADHD

Tilbuddene er etableret i forbindelse med allerede eksisterende fritidstilbud til unge med særlige behov under 18 år. Åbningstiden har været 1 aften om ugen og til dette har der været afsat 6 åbningstimer pr. tilbud pr. uge inkl. personaleforberedelse. Der er lukket i juli måned, da det vurderes at der kun er et begrænset behov i denne måned. Tilbuddene startede op i perioden november - december 2011, hvilket betyder, at der er et forholdsvis kort erfaringsgrundlag på nuværende tidspunkt.

 

Erfaringsopsamlingen har bestået af semistrukturerede interviews med personale og brugere, samt af indberetninger over fremmødet fra hvert af de tre tilbud. Nedenfor gennemgås de enkelte tilbud.

 

Tilbuddet til unge med lettere udviklingshæmning

Dette tilbud er til unge, som har modtaget specialskoletilbud for elever med lettere udviklingshæmning som Engskolen eller et lignende tilbud. Tilbuddet er fysisk placeret i tilknytning til Fritidshjemmet ved Engskolen og er normeret til 30 medlemmer. Den 1. maj 2012 er der 18 medlemmer. Aktuelt er fremmødet på omkring 10 medlemmer pr. gang.

 

Uddrag fra interview med ledelse og personale

Personalet oplever, at de unge trives i tilbuddet, de unge nyder hinandens selskab og de aktiviteter de foretager sig sammen. De fremhæver at de altid spiser sammen med de unge, hvilket er populært. De unge har stor indflydelse på valg af aktiviteter, som kan variere mellem spil og anden form for socialt samvær i tilbuddet eller diverse ture i byen.

Det er personalets indtryk, at der er en del af de tilmeldte og andre potentielle medlemmer, der ikke kommer, fordi de har svært ved selv at transportere sig til tilbuddet. Personalet vurderer derfor, at der bør være en kørselsordning til en del af brugerne.

 

Personalet vurderer, at de fysiske omgivelser ikke vil kunne rumme 30 medlemmer på en gang. Personalet vurderer endvidere, at en åbningstid på flere dage om ugen vil være til glæde for de unge. Desuden vurderer personalet at der vil være brug for et engangsbeløb til materialeindkøb mv. hvis tilbuddet gøres permanent.

 

Uddrag fra interview med brugere

De fire interviewede unge giver udtryk for, at de trives i tilbuddet. De synes, at de har manglet et tilbud som dette her. Enkelte har efter, at de er begyndt i tilbuddet, endvidere set hinanden uden for samværstilbuddets åbningstid. Der var kun en af de interviewede unge, som gav udtryk for usikkerhed i forhold til at transportere sig selv til klubben.

 

Alle de unge gav udtryk for at én åbningsdag om ugen var passende. Flere fortalte, at de ville blive for ”stressede” hvis der var flere åbningsdage.


Tilbuddet til unge med autisme

Dette tilbud er til unge, som har modtaget specialskoletilbud for elever med autisme som Frejaskolen eller et lignende tilbud. Tilbuddet er fysisk placeret i tilknytning til Klub Rughave, som i forvejen modtager unge op til 18 år med autisme. Tilbuddet er normeret til 30 medlemmer. Den 1. maj 2012 er der 15 medlemmer og fremmødet er aktuelt på omkring 10 medlemmer pr. gang.

 

Uddrag fra interview med ledelse og personale

Personalet fortæller, at der efter lidt begyndervanskeligheder i forhold til at få fat i brugerne, nu er ved at være en stabil kerne, der kommer hver gang. Der er endvidere flere tilkendegivelser fra unge, som vil begynde efter sommerferien. De unge bestemmer selv hvad de vil lave. Aftenmåltidet er noget de unge sætter stor pris på. De unge kan i det hele taget godt lide samværet med hinanden i tilbuddet, snakke, spille spil mv. De er ikke så meget for ture.

 

Brugergruppen kan i overvejende grad godt transportere sig selv. De fysiske omgivelser er velegnede til målgruppen og personalet vurderer, at de unge trives i tilbuddet og har stor glæde af samværet med hinanden. Personalet vurderer, at de unge vil have glæde af flere åbningsaftener om ugen, så flere forskellige unge får mulighed for at benytte tilbuddet.

 

Uddrag fra interview med brugere

De syv interviewede unge gav alle udtryk for at trives i tilbuddet, ”det er næsten som at være på Sam´s Bar” (alle kender alle og alle er velkomne) fortalte en af dem. Ingen af de unge ser hinanden uden for åbningstiden. De unge gav udtryk for, at de er trygge ved at transportere sig selv til og fra tilbuddet. På spørgsmålet om de var tilfredse med, at tilbuddet kun er åbent en aften om ugen, gav de alle udtryk for, at det er passende med en aften, da det giver dem tid til at glæde sig til at mødes næste gang.


Tilbuddet til unge med ADHD

Dette tilbud er til unge med ADHD, som har modtaget specialskoletilbud for elever med ADHD som Skolen i Charlottegården eller et lignende tilbud. Tilbuddet er ligesom autismetilbuddet placeret i tilknytning til Klub Rughave. Tilbuddet er normeret til 20 medlemmer.  Den 1. maj er der 7 medlemmer og aktuelt er fremmødet på 1 til 2 medlemmer pr. gang (det er de samme to unge). Oprindeligt var ønsket at placere tilbuddet i forbindelse med KKFO tilbuddet på Skolen i Charlottegården, men det var ikke muligt jf. Folkeskolelovens § 3 stk. 4, da det kun må være skolens elever, der benytter et KKFO tilbud.

 

Uddrag fra interview med ledelse og personale

Personalet, som bl.a. tæller en tidligere lærer fra Skolen i Charlottegården, har udarbejdet beskrivelse af tilbuddet og sendt det til potentielle brugere. Personalet har endvidere haft telefonisk kontakt til 26 unge, mange af disse gav udtryk for, at de var interesserede, men kun få har tilmeldt sig.

 

Personalet i samværstilbuddet vurderer, at der er unge med ADHD over 18 år med behov. Når de ikke kommer i tilbuddet kan det skyldes, at mange af de unge i perioden, efter at de har forladt KKFO tilbuddet på Skolen i Charlottegården, er kommet i gang med andre fritidsaktiviteter eller blot har vænnet sig til ikke at være i et fritidstilbud. På Skolen i Charlottegården er der aktuelt kun fritidsdækning til omkring 5. klasse.

Personalet vurderer endvidere, at det vil være nemmere at tiltrække de unge hvis tilbuddet lå i forbindelse noget de unge kender i forvejen, f.eks. Skolen i Charlottegården.

 

Personalet vurderer at de to unge, der kommer i tilbuddet trives fint, samt at de ikke har så meget andet at foretage sig i deres fritid.

 

Uddrag fra interview med brugere

Der er ingen interviews af medlemmer, da ingen var mødt frem i klubben den dag interviewene blev gennemført.


Forvaltningens anbefalinger

Det er forventeligt, at der vil gå et stykke tid inden tilbuddene fyldes helt op. Både fordi det tager lidt tid for et nyt tilbud at blive kendt og fordi nye kommer til inden de unge, der aktuelt benytter tilbuddet, forlader det igen som 25 årige. På den baggrund ser det ud til, at tilbuddet til unge med lettere udviklingshæmning samt tilbuddet til unge med autisme vil udvikle sig til en succes. Det ser umiddelbart ikke ud til, at der er behov for et selvstændigt tilbud til unge med ADHD.

 

På baggrund af erfaringsopsamlingen anbefaler forvaltningen:

·at tilbuddet til unge med lettere udviklingshæmning og tilbuddet til unge med autisme gøres permanente

·at tilbuddene fortsat kun har åbent 1 dag om ugen.

·at tilbuddet til unge med ADHD nedjusteres og slås sammen med tilbuddet til unge med autisme til et fælles tilbud til 40 medlemmer på Klub Rughave.

·at der tilknyttes et beløb til kørsel til ca. halvdelen af de normerede pladser i tilbuddet for unge med lettere udviklingshæmning.

·at der i forbindelse med permanentgørelse af de to tilbud tildeles et etableringsbeløb på 50.000 kr. pr. tilbud.

 

I forhold til ADHD tilbuddet, som indtil videre kun har haft meget begrænset medlemstilslutning, foreslås det sammenlagt med autismetilbuddet. Ved udgangen af 2013 foretages en erfaringsopsamling med henblik på at vurdere tilbuddets fremtidige placering.

 

Forvaltningen vil endvidere følge udviklingen af tilbuddet til unge med lettere udviklingshæmning med henblik på om en anden placering på sigt skal arrangeres af hensyn til den fysiske kapacitet.

Økonomi

Der er i regi af Inklusions- og Tidig Indsats- og Inklusionspakken afsat 2,0 mio. kr. til de 80 unge i de tre tilbud i 2012. Der er en minimums normering i tilbuddene på 15 mens resten afregnes. Da tilbuddene endnu ikke er fyldt op, vil der i 2012 være et afregningsråderum, der kan finansiere etableringsomkostningerne i de permanente tilbud.

 

I budgetnotaterne i forbindelse med forslagene fra Ungdomskommissionen, har vurderingen været, at en fortsættelse af tilbuddene vil medføre en udgift på 1,9 mio. kr. varigt fra 2013.

 

Ved at sammenlægge tilbuddene til ADHD og autisme og nedjustere med 10 pladser vil omkostningen falde til ca. 1,5 mio. kr. for de 11 måneder om året tilbuddene holder åbent. Tilbud om kørsel til ca. 15 unge med lettere udviklingshæmning, vil have en omkostning på ca. 300.000 kr. afhængigt af mulighederne for samkørsel og decentral organisering af kørselstilbuddet. Samlet finansieringsbehov vil derfor være 1,8 mio. kr., som vil indgå i forhandlingerne om budget 2013 som en del af Ungestrategien.

 

En permanentgørelse vil betyde, at Bevillingsrammen 1305 Dagtilbud Special, funktion 05.25.17 opskrives med 1,8 mio. kr.

Videre proces

Tiltrædes forvaltningens anbefalinger fremsættes forslag til finansiering af tilbuddet i forbindelse med budget 2013 som en del af Ungestrategien.


                    Else Sommer                 /Nina Hemmersam

 

 

Beslutning

Sagen blev trukket ved mødets start. En indstilling behandles på et kommende møde.
Til top