Mødedato: 27.11.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Høringssvar vedrørende helhedsplan for De Gamles By

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til udvalgets høringssvar til BR's behandling af forslag til helhedsplan for De Gamles By.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at indstillingen godkendes som udvalgets høringssvar til Borgerrepræsentationens behandling af helhedsplanen for De Gamles By.

Problemstilling

I budget 2019 blev det besluttet at igangsætte udarbejdelsen af en helhedsplan for De Gamles By, jf. bilag 1. Økonomiforvaltningen (ØKF) har udarbejdet forslaget til helhedsplanen med deltagelse fra de øvrige forvaltninger. Planen omfatter en 3-sporet skole.

Borgerrepræsentationen (BR) har den 8. oktober 2019 besluttet, at helhedsplanen sendes i høring i de relevante udvalg og i offentlig høring, jf. bilag 2.

Løsning

Forslag til udvalgets høringssvar:

”Den seneste behovsprognose fra 2019 viser, at der på Nørrebro er behov for yderligere 3 skolespor. Behovsprognosen i 2017 viste imidlertid et behov for 5 skolespor. Der blev på baggrund af prognosen fra 2017 truffet beslutning om at afgive planlægningsbevillinger til 5 skolespor på Nørrebro.

Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) har yderligere d. 9. oktober 2019 igangsat en undersøgelse af hvorledes den eksisterende og kommende skolekapacitet på Nørrebro kan anvendes i en anderledes skolestruktur. Hvis der træffes beslutning om justeret skolestruktur, kan dette have betydning for behovet. Der skal derfor tages samlet beslutning i budget 21 om løsningen på behovet for skolekapacitet på Nørrebro. Der kan af ovenstående grunde være behov for justeringer ift. skolens volumen og udearealer, som beskrevet i nærværende helhedsplan.

På baggrund af behovet for skolekapacitet på Nørrebro, besluttede BUU d. 15. august 2018 at fremlægge en planlægningsbevilling til budget 19 med en placering af skolekapacitet svarende til yderligere 3 spor i De Gamles By. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre tilsluttede sig følgende protokolbemærkning:

”Vi støtter lokaludvalgets ønske om, at der parallelt med skolebyggeriet udarbejdes en helhedsplan for De Gamles By, så der kommer den helt rette balance med både plads til børnene og de grønne områder, som i størst muligt omfang skal bevares og integreres omkring skolen, og hvor nye grønne områder kan komme til, fx ved en bedre udnyttelse af vejarealerne omkring Sjællandsgade. Vi lægger vægt på, at det egentlige skolebyggeri så vidt muligt bygges i højden og at parkeringsfaciliteter så vidt muligt placeres under jorden - lige som vi ønsker mest mulig udnyttelse af tagarealet, fx til brug for boldbane, legeplads mv. Alt sammen for at skabe mest muligt rum til grønne arealer i området."

BUU noterer sig, at ønsket om at sikre den rette balance mellem kommunale funktioner og grønne arealer er opretholdt i den foreliggende helhedsplan, da der i helhedsplanen lægges op til, at der arbejdes med ny begrønning, bevaring af træer og at skolegården indgår i områdets helhed som et aktivt grønt område. I helhedsplanen foreslås det, at området kaldet ’Nordpolen’ omlægges fra erhvervsbyggefelt til rekreativt område, hvilket BUU mener er helt i tråd med visionen om at sikre De Gamles By, som et trygt og roligt sted for de lokale brugere og borgere – ikke mindst for børnene.

Placeringen af skolen i De Gamles By vil danne ramme om et børneliv med mulighed for at inddrage byen i skolen og samtidig sikre et trygt og roligt miljø omkring børnenes skolegang. Med placeringen i De Gamles By ligger det BUU på sinde at sikre, at der arbejdes med disponering af skolens arealer, så de kan anvendes af lokalområdet, herunder de ældre i De Gamles By, med respekt for elevernes skolegang og mulighed for at åbne de relevante lokaler op til lokal brug.

Generelt betragter BUU helhedsplanens tekst vedrørende skole og skolegård som et inspirationsoplæg og ikke et beslutningsgrundlag. Den specifikke udformning fastlægges i planlægningsfasen. Baseret på konkret vurdering, skal faglig funktionalitet, skoledrift og almindeligt driftshensyn mv. balanceres sammen med ønsker om eksempelvis åbenhed og tilgængelighed. Driftsansvar for den åbne skolegård skal afklares i den videre proces.

København er en by i vækst. En omfattende byudvikling i både eksisterende og nye byområder gør, at der skal etableres op mod 10-15 nye skoler over de næste 20-25 år. Det giver mulighed for at gentænke den fremtidige skolestruktur i København, så de nye skolers organisering og indhold fremmer både deres egen og naboskolernes økonomiske bæredygtighed, elevsammensætning og muligheder for at styrke faglighed og trivsel. BUU har i oktober 2019 besluttet at undersøge om skolen i De Gamles By skal indgå i en mulig ny skolestruktur med flere af skolerne på Nørrebro. Mht. placering af skolen, er afstanden og forbindelserne til resten af Nørrebro af betydning set ift. mulighederne for at beslutte en justeret skolestruktur på Nørrebro. Placeringen, som den fremgår, er acceptabel i den sammenhæng.”

Økonomi

Høringssvaret har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Høringssvaret fremsendes til ØKF. Helhedsplanen forventes behandlet endeligt i BR primo 2020.

 

 

Tobias Børner Stax                                         /                                         Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 27. november 2019:

Indstillingen blev godkendt.

Enhedslisten ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Enhedslisten mener fortsat, at den nødvendige udbygning af skolekapacitet på Nørrebro i stedet burde ske, hvor der i fremtiden ser ud til at være flest skolesøgende børn i nærområdet - nemlig DSB-området i Lersøen. Vi er bekymrede for helhedsplanens uklare beskyttelse af grønne områder og for, at byggeri bliver for højt og dermed ikke vil harmonere med områdets øvrige byggeri".

Til top