Mødedato: 27.02.2008, kl. 16:00

Modersmålsundervisning

Se alle bilag

Modersmålsundervisning

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. februar 2008

 

 

11.      Modersmålsundervisning  J.nr. 2007-94124

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til modersmålsundervisningens fremtidige organisering på baggrund af en gennemført høring.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1. at                            målgruppen for tilbud om gratis modersmålsundervisning er alle tosprogede elever i 1.-7. klasse

2. at                            der indføres delvis brugerbetaling på 1600 kr. pr. barn årligt med søskenderabat på 400 kr. for deltagelse i modersmålsundervisning for elever i 8.-9. klasse fra lande uden for EU og EØS lande

3. at                            den gennemsnitlige holdstørrelse øges til 16 elever

4. at   &n bsp;                        timetallet i modersmålsundervisningen følger minimumskravene for den lovpligtige modersmålsundervisning

5. at                            uddannelseskravet til fuldtidsansatte modersmålslærere er en dansk læreruddannelse

6. at                            forvaltningen i foråret 2008 fremlægger forslag for udvalget til en ny læseplan for modersmålsundervisningen

7. at                            forvaltningen implementerer planen for kvalitetssikring og -udvikling som beskrevet i bilag 2

 

 

PROBLEMSTILLING

Der er i forbindelse med vedtagelsen af budget 2008 sket en reduktion af budgettet til modersmålsundervisning. Forvaltningen fremlagde 5. december 2007 forslag til modeller til en ny ordning af modersmålsundervisning inden for den vedtagne budgetramme. Forslaget har nu været til høring.

 

LØSNING

Der er indkommet 14 høringssvar, der er vedlagt som bilag 3. Resumé af høringssvar fremgår af bilag 1. På baggrund af høringssvarene fremlægger forvaltningen forslag til den fremtidige organisering af modersmålsundervisningen.

Målgruppe

De fleste høringssvar peger på, at målgruppen for gratis modersmålsundervisning skal være tosprogede elever fra 1.-7. klasse. Ud fra det nuværende antal elever er det forvaltningens opfattelse, at denne løsning vil kunne rummes inden for den nye budgetramme.

Brugerbetaling

Flertallet af høringssvarene taler for gratis modersmålsundervisning. Dette er ikke muligt på grund af reduktionen i budgettet.

Forvaltningen anser det for urealistisk at indføre fuld brugerbetaling, som vil medføre en forældreudgift på 4.000-4.600 kr. årligt pr. barn. Dette vil give en betydelig social skævvridning i elevernes mulighed for deltagelse i modersmålsundervisning. Forvaltningen vurderer, at antal deltagende elever i 8.-9. klasse med brugerbetaling vil være 20 %  af det nuværende antal, og at de vil kunne rummes inden for budgetrammen ved en brugerbetaling på 1600 kr. pr. barn med en søskenderabat på 400 kr.

Holdstørrelse

En øget gennemsnitlig holdstørrelse medfører, at flere elever vil kunne rummes inden for budgetrammen. Samtidig vil det medføre, at flere elever skal henvises til anden skole end distriktsskolen for at deltage i modersmålsundervisningen, at flere modersmålslærere skal være tilknyttet flere skoler, end det er tilfældet under den nuværende ordning, samt at aldersspredningen på holdene øges.

Holdstørrelsen på specialskoler fastsættes efter en konkret behovsvurdering.

Timetal

Forvaltningen foreslår, at timetallet følger minimumskravene til den lovpligtige modersmålsundervisning. Eleverne tilbydes 3 lektioner pr. uge. Antal lektioner kan dog være 2 på hold med højst 8 elever fra højst 3 forskellige klassetrin.

Timetallet på specialskoler fastsættes efter konkret behovsvurdering

Lige adgang

Flere af høringssvarene peger på, at der i EU er ved at blive udarbejdet en samlet sprogpolitik, som inddrager minoriteters sprog, samt at det af integrationsmæssige årsager er vigtigt at fastholde modersmålsundervisning i kommunalt regi.

Ved den skitserede ordning vil der kun være forskel på tilbuddet til børn af borgere fra EU og EØS-lande og børn af borgere fra øvrige lande, når det angår tilbuddet til eleverne i 8.-og 9. klasse, hvor deltagelse for elever fra øvrige lande vil medføre forældrebetaling.

Uddannelseskrav

Det tilstræbes, at fuldtidsansatte modersmålslærere har dansk lærereksamen for at sikre kvaliteten i den undervisning, som kommunen tilbyder. Modersmålslærere, der efter 2 år ikke er i gang med læreruddannelsen, kan ikke forvente at bevare deres job.

Ny læseplan

Flere høringssvar peger på, at modersmålsundervisningen bør hænge sammen med den øvrige undervisning i skolen. Dette vanskeliggøres af, at modersmålsholdene ofte sammensættes af elever fra flere forskellige skoler, klasser og klassetrin.

Forvaltningen udarbejder en revideret læseplan for modersmålsundervisning med afsæt i Undervisningsministeriets Faghæfte 23, Fælles Mål for Modersmålsundervisning samt bilag 2 vedr. kvalitetssikring og -udvikling. Læseplanen kan anvise tematiske sammenhænge med undervisningen i de øvrige fag i skolen. Forslag til ny læseplan forelægges for BUU i foråret 2008.

Kvalitetssikring og -udvikling

Generelt udtrykkes der i høringssvarene stor tilfredshed med og opbakning til forvaltningens plan for kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.

Denne plan indeholder flere elementer, som samlet set skal skabe en bedre kvalitet i modersmålsundervisningen, herunder

·        at der udarbejdes koncept for tilsyn med modersmålsundervisningen

·        at forvaltningen indgiver ansøgning til Undervisningsministeriet om forsøgsordning med afgangsprøve i modersmålsundervisning. Dette forventes at give højere status til faget og stille større krav til undervisningen

·        at der satses på efteruddannelse af modersmålslærerne

·        at der lægges vægt på, at borgere/forældre i højere grad bliver informeret om modersmålsundervisningens organisering og indhold

·        at samarbejdet med Malmø Kommune fortsættes og udbygges

 

ØKONOMI

Der er i budget 2008 vedtaget en besparelse på 4,9 mio. kr. på modersmålsundervisningen i forhold til budget 2007. Som følge af gældende opsigelsesvarsler vil den foreslåede besparelse i 2008 kun udgøre 3,3 mio. kr. og vil først i 2009 udgøre den samlede besparelse på 4,9 mio. kr.

Udgifterne til modersmålsundervisning afholdes i 2008 inden for det afsatte budget på funktion 3.01 Folkeskoler på 11 mio. kr.  samt 1,6 mio. kr. fra besparelsen ved udsættelse af fase 3 i Københavnermodellen for Integration.

Hvis forudsætningerne for den nye organisering mod forventning viser sig ikke at holde, fremlægger forvaltningen en ny indstilling på baggrund af ændringerne.

 

VIDERE PROCES

Sagen skal efterfølgende behandles i ØU og BR.

 

BILAG

1. Resumé af indkomne høringssvar

2. Forvaltningens plan for kvalitetssikring og -udvikling

3. Indkomne høringssvar

 

                                    Else Sommer                        Søren Hegnby

                                                                 



 

Til top