B-sag: Ændring af vedtægter for Ungeråd KBH
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at forslag til ændring af vedtægter for Ungeråd KBH – jf. bilag 1 - godkendes.
Problemstilling
Ungeråd KBH fungerer som talerør for unge i kommunen og bidrager blandt andet med input til politiske drøftelser og beslutninger. De gældende vedtægter har ikke været opdateret siden 2019 og tager derfor ikke højde for en række udfordringer, som er opstået, særligt i forhold til frafald blandt medlemmer i løbet af valgperioden.
Forslaget er udarbejdet i samarbejde med Ungeråd KBH og er vedtaget af rådet ved afstemning den 8. oktober 2025. Af bilag 1 fremgår de tilrettede vedtægter til godkendelse. I bilag 2 er vedlagt en oversigt over ændringerne. Af bilag 3 fremgår de nuværende vedtægter.
Løsning
Det centrale formål med ændringerne er at imødekomme udfordringer i forhold til at sikre samt fastholde et tilstrækkeligt antal medlemmer af Ungeråd KBH gennem hele valgperioden. Ungeråd KBH har over nogle år erfaret, at der er en naturlig udsivning af ungerådsmedlemmer i løbet af forår- og sommersæsonen, fx når medlemmer skal starte på efterskole, flytter eller har travlt med prøver og eksamener. Det udfordrer rådets mulighed for kontinuitet og for at varetage sin rolle som talerør for unge i København.
For at fastholde medlemmers og suppleanters engagement og rådets funktionalitet foreslås det at ophæve det tidligere loft på 15 suppleanter, så der fremover kan vælges et ubegrænset antal suppleanter (§ 3, stk. 2 og § 6, stk. 6). Samtidig foreslås det, at suppleanter fremover gives mulighed for at deltage i rådets møder og aktiviteter på lige fod med øvrige medlemmer, dog uden stemmeret (§ 3 stk. 3).
Formålet er at sikre en bredere deltagelse og en mere smidig overgang mellem suppleanter og ordinære medlemmer. Samtidig sikrer det, at der løbende er et tilstrækkeligt antal aktive deltagere til at opretholde rådets arbejde, hvilket understøtter en mere åben og inkluderende arbejdsform og høj grad af repræsentativitet i ungerådets beslutninger.
Derudover er vedtægterne opdateret med en række sproglige og strukturelle præciseringer, der tydeliggør rådets rolle, formål og organisering. Ændringerne afspejler den praksis, Ungeråd KBH allerede arbejder efter, og har til formål at skabe tidssvarende og brugervenlige rammer for rådets virke, herunder en udbygning af formålsparagraffen (§1), fjernelse af bestemmelser om baggrundsgrupper (tidligere §4, stk. 3), samt en præcisering af samarbejdet med sekretariatet (§5, stk. 3).
Ungerådet har i arbejdet med vedtægterne undersøgt mulighederne for at indsupplere suppleanter løbende i løbet af året for at imødekomme det naturlige frafald. En sådan løsning ville dog kræve at der blev afholdt ordinært valg, fx midtvejs i ungerådsåret, hvilket ikke står i rimeligt forhold til de ressourcer, rådet råder over.
Politisk handlerum
Forslaget til reviderede vedtægter kan godkendes, afvises eller justeres.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sagen skal behandles i BR.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve