Mødedato: 25.02.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Bevillingsmodel for den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU)

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til, hvorvidt forslaget til en tilpasset bevillingsmodel for kommunale STU-pladser og forslag om den særlige jobformidling skal sendes i høring.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at forslag om bevillingsmodel for kommunale STU-pladser og om den særlige jobformidling sendes i høring

Problemstilling

Den Særlig Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) er et 3-årigt undervisningsforløb målrettet elever, der ikke forventes at kunne benytte det ordinære ungdomsuddannelsessystem.

Børne- og Ungdomsudvalget godkendte på sit møde den 27.2.2013 forslag til proces og initiativer for at højne kvaliteten af STU-området startende med de ikke-kommunale STU-udbydere. På mødet den 28. maj 2014 godkendte Børne- og Ungdomsudvalget, at forvaltningen videreførte den igangsatte proces med de kommunale STU-tilbud. Denne proces afsluttes nu med forslaget om en tilpasset bevillingsmodel for kommunale STU. Samtidig udmøntes en effektivisering på 1,9 mio. kr., som er besluttet i Budget 2015.

Løsning

Baggrund
Formålet med ungdomsuddannelsen er, at eleverne i den beskrevne målgruppe opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt kvalifikationerne til videre uddannelse og beskæftigelse. Aktiviteterne skal være af høj faglig standard og stile mod, at de unge opnår synlige kompetencer inden for specifikke områder, herunder livsduelighed. For en stor gruppe af de unge forudsætter hverdagen også et pleje- og omsorgshensyn, der rækker ud over den traditionelle forståelse af en ungdomsuddannelse. STU er samtidig en ny start på livet for de unge efter deres specialtilbud i grundskolen og 10. klasse.

Forslag til tilpasset bevillingsmodel
I København er der ca. 400 unge fordelt på 115 pladser i københavnske kommunale STU-tilbud samt ca. 285 købte pladser hos private udbydere og andre kommunale udbydere. Forslaget om en tilpasset bevillingsmodel angår de københavnske kommunale pladser fordelt på de to tilbud: Ungdomsskolen i Utterslev (UiU) og Skolen i Borgervænget (Lavuk). UiU og Lavuk har primært unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder, som efterfølgende ikke forventes at komme i videre uddannelse eller ordinær beskæftigelse.

Forslaget om bevillingsmodel for kommunale STU-pladser ændrer ikke på modellen for pladserne på Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). CSV fik fastlagt en pladsprismodel og serviceniveau i forlængelse af løsningen for de private udbydere, da STU på CSV vedrører en lettere elevgruppe, som også håndteres af de private udbydere.

I forbindelse med annonceringen af de ikke-kommunale udbydere blev der stillet skærpede krav til leverandørerne af STU om kvalitet og indhold i tilbuddene til de unge, herunder øget fokus på udbytte af uddannelsen, højt fremmøde, årligt kvalitetseftersyn, en uddannelse målrettet voksenlivet og et aktivt fritidsliv. Disse krav har også dannet udgangspunktet for processen med de kommunale udbydere.

Det er forvaltningens opfattelse, at udgifterne til de kommunale STU-pladser kan reduceres samtidig med, at et højt kvalitetsniveau bevares.  Denne opfattelse baserer sig på erfaringerne fra annonceringsrunden med de private STU-udbydere, sammenligning af udgifterne i tilsvarende tilbud i andre kommuner og en faglig vurdering af en fornuftig personalesammensætning.

Erfaringerne fra annonceringsrunden med de ikke-kommunale STU-udbydere i 2014 viste bl.a. i henhold til målet om livsduelighed, at underviserne flere steder repræsenterer et bredt felt af fagligheder, der tilsammen bringer den unge videre i forhold til den enkelte unges individuelle behov og ønsker. Disse erfaringer er derfor medtaget til nærværende forslag til budgetmodel. Endvidere blev der med annonceringsrunden indhentet en betydelig effektivisering for de ikke-kommunale STU-udbydere.

Forvaltningen har sammenlignet udgifterne pr. kommunal STU-elev med sammenlignelige tilbud i de øvrige 6-bykommuner, samt to konkrete institutioner Egedammen (Hillerød) og Maglemosen (Ballerup). Disse er alle kendetegnet ved at have et lavere udgiftsniveau pr. elev, hvilket bl.a. også skyldes en større repræsentation af andre personalegrupper end lærere. Dette understøtter de gode erfaringer, der er indhentet ved annonceringsprocessen med de ikke-kommunale STU, og tilsammen udgør disse erfaringer grundlaget for at revidere bevillingsmodellen for de kommunale STU-udbydere.

I forhold til den konkrete udformning af en tilpasset bevillingsmodel er det relevant at se på det gældende serviceniveau for 10. specialklasse, da en stor andel af de unge går direkte herfra til STU. I 10. specialklasse er undervisningsomfanget i timetal det samme som på et STU-tilbud. Forskellen imellem specialskole og STU består i, at der på STU ikke er krav om bestemte personalesammensætninger, da uddannelsen skal bygge på aktiviteter, der retter sig mod overgangen fra ungdomsliv til fremtidig voksentilværelse.

Med udgangspunkt i 10. specialklasse og erfaringerne fra hhv. de øvrige kommunale og ikke-kommunale STU-tilbud foreslås en bevilling baseret på en ændret personalesammensætning på de kommunale STU. Den nuværende bevillingsmodel er historisk betinget, og der er i denne ikke taget stilling til personalesammensætningen.

Med den tilpassede model foreslås en tildeling baseret på en 50/25/25-personalesammensætning, hvorved forstås at lærertimer udgør 50 %, mens 25 % udgøres af pædagogtimer og de øvrige 25 % af timer med Pædagogisk Assistenter, SOSU, eller en helt tredje faggruppe. Den foreslåede personalefordeling baserer sig på faglige vurderinger om en hensigtsmæssig personalesammensætning. Det er dog vanskeligt at fastsætte denne sammensætning præcist. På de private STU-tilbud er medarbejdersammensætningen således meget forskellige afhængig af de enkelte STU-tilbuds profiler.

Flere pædagoger/andet personale og færre lærerpersonaler giver samme antal hænder (2,5) pr. elev som i 10. specialklasse, men grundet lavere løn og overenskomstaftaler om flere timer i kontakt med eleverne for pædagoger, set ift. lærere, giver dette samlet en lavere udgift pr. elev, som bliver på 213.556 kr. (2015pl). Se nærmere i teknisk bilag for de nuværende pladspriser.

Udgiften pr. elev vil fremover med den tilpassede bevilling stadig ligge over de øvrige 6-bykommuners udgiftsniveau og ca. 6-8 % over niveauet i de to institutioner Maglemosen og Egedammen, da disse fortsat har mere differentierede medarbejdergrupper, end hvad der foreslås implementeret med denne tilpassede bevillingsmodel. Det skal endvidere bemærkes, at de opnåede besparelser på de private institutioner procentuelt har været betydeligt større end de foreslåede reduktioner af bevillingerne til de kommunale STU-tilbud.

Med indførelsen af en tilpassede bevillingsmodel vil de økonomiske forudsætninger være til stede for et STU-tilbud, hvor der ikke alene er vægt på undervisning og udvikling, men også de unges basale behov som pleje og omsorg, hvilket også er kendetegnende for de tilbud de møder efter STU. Sideløbende vil de unge og deres forældre i dagligdagen opleve en fortsættelse af det serviceniveau de allerede kender fra 10. specialklasse, da økonomien er på samme niveau.

Samtidig indføres en afregningsmodel for UiU og Lavuk, der følger den gældende afregningsmodel for de ikke-kommunale STU-udbydere, hvor der afregnes for faktisk aktivitet. Dette kan potentielt skabe mindre budgetsikkerhed for særligt UiU, der er ikke tidligere er blevet afregnet for den faktiske aktivitet. Men der er ikke store udsving i antallet af elever på UiU i løbet af et skoleår pga. den særlige elevgruppe på UiU, så usikkerheden vil være begrænset.

De berørte institutioner har alle været inddraget i udarbejdelsen af den forslåede model, og forudsætningerne om personalefordelingen er allerede implementeret på UiU. Både UiU og Lavuk forholder sig skeptisk i forhold til den foreslåede model, og UiU påpeger særligt en bekymring for eleverne på et tidligt udviklingstrin, som har brug for ekstra personale.

Den særlige jobformidling
Den særlige jobformidling foreslås flyttet fra UiU til Ungdommens Uddannelsesvejledning. Jobformidlingen drives af BUF og har siden 2001 etableret job med løntilskud for førtidspensionister (skånejob for mennesker med udviklingshæmning). Det drejer sig især om formidling af job til unge med særlige behov, som er tilkendt førtidspension, men som ønsker et arbejdsliv efter endt ungdomsuddannelse ved at blive beskæftiget i et løntilskudsjob. Af historiske årsager er formidlingen placeret i UiU, men det er forvaltningens vurdering, at den bør flyttes til Ungdommens Uddannelsesvejledning, så tilbuddet bliver institutionsuafhængigt og integreres i vejledningen omkring STU og mulighederne efter endt uddannelse.

Implementering
Forvaltningen foreslår implementering af de tilpassede bevillinger i skoleåret 2016/17, så institutionerne har god tid til at forberede sig på de tilpassede vilkår. Konkret vil UIU, med pt. i alt 66 STU-elever, gå fra en elevtalsafhængig tildeling på 17,1 mio. kr. til 15,1 mio. kr., mens Lavuk med 6,5 årselever vil gå fra 2,0 mio. kr. pr. år til 1,4 mio. kr. UIU har allerede 19 elever i 10. specialklasse, disse berøres ikke af denne bevillingsmodel.

Det skal tilføjes, at selvforvaltningen stadig gælder, og at UIU og Lavuk er frit stillet ift. personalesammensætningen. Beregningerne for pladsprisen i bevillingsmodellen er baseret på principperne for sammensætning af personalet, og hvor antallet af hænder pr. elev er uforandret set i forhold til 10. specialklasse.

Der vil også med den nye bevillingsmodel være mulighed for tildeling af personlig medhjælp midler til STU elever. Denne pulje vedrører eleverne på det tidligste udviklingstrin på UiU, og er en årlig medfinansiering på 2,7 mio. kr.

I forhold til den faglige kvalitetssikring vil forvaltningen følge op via faglige tilsyn efter godkendelsen af den tilpassede bevillingsmodel.

Økonomi

Den tilpassede bevillingsmodel imødekommer den allerede vedtagne beslutning fra Budget 2015, om en effektivisering på 1,9 mio. kr. Men med implementeringsfasen fra 2016/17 betyder det dog, at dette først bliver indfaset med henholdsvis 1,1 mio. kr. i 2016, stigende til 2,6 mio. kr. i 2017. Forskellene indarbejdes i forvaltningens regnskabsprognoser for 2015 og budgetforslag 2016 og 17.

For nærmere økonomiske detaljer henvises der til det tekniske bilag.

Videre proces

Det foreslås, at den nye bevillingsmodel og placeringen af den særlige jobformidling sendes i 6 ugers høring (forlænges med påsken) hos UIU og Lavuks bestyrelser, Handicaprådet, som videreformidler til relevante brugergrupper, samt en række faglige organisationer (Landsforeningen for Socialpædagoger, HK, FOA, Københavns Lærerforening, Københavns Skolelederforening, Ergoterapeutforeningen, Kost- og ernæringsforbundet, Dansk sygeplejeråd og BUPL).

 

        Else Sommer     /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Henrik Svendsen (O) tisluttede sig følgende protokolbemærkning fra Gorm Gunnarsen (Ø) og Karina Vestergård Madsen (Ø): "Vi ønsker at fastholde og udbygge solide faglige miljøer omkring STU-elevernes undervisning og er derfor bekymret for, at forslaget åbner for at rykke grænserne mellem lettere og sværere elevgrupper, således at de kommunale tilbud vil omfatte færre elever fra sværere grupper, og således at det ikke vil være muligt at opretholde og udvikle bredden i faglige specialer i de kommunale tilbud i fremtiden. Vi er tillige bekymret for, at forenklingen kan lede til forfordeling af undervisning af elever på grænsen mellem grupper, og at kvaliteten af undervisningen af de sværere elevgrupper kan forringes".

Til top