Mødedato: 24.01.2007, kl. 15:00

Omstrukturering af observationskolonier

Omstrukturering af observationskolonier

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 24. januar 2007

 

 

7.      Omstrukturering af observationskolonier

  J.nr. 326259

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Udvalget skal tage stilling til forslag om omstrukturering af observationskolonierne, hvori indgår det forudsatte sparekrav på 4,7 mio. kr. for 2007.

 

BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

 

1. at der etableres en familiekoloni på Det kongelige Opfostringshus for 15 elever med adfærds-, kontakt- og trivselsvanskeligheder (AKT) pr. 1. august 2007 – i døgnophold

2. at Furesøkolonien pr. 1. august 2007 anvendes som flerfamilieskole for 15 elever med AKT- problemer – i dagophold

3. at observationskolonien Terrasserne nedlægges pr. 31. juli 2007

4. at observationskolonien Furesøkolonien nedlægges pr. 31. juli 2007

5. at et forventet øget provenu ved afvikling af Kallehave Strand anvendes til drift i 2007 i de 2 nye tilbud, beskrevet i 1. og 2. beslutningspunkt

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2006

C, O og V stillede ændringsforslag om, at udvalget henstiller til Økonomiudvalget at provenuet ved salg af koloni på mellem 2,9 og 3,6 mio. kr. går til dækning af udvalgets underskud.

 

Forslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 3 medlemmer: C, O og V.

Imod stemte 5 medlemmer: A og F.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

PROBLEMSTILLING

Borgerrepræsentationen (BR) besluttede i forbindelse med endelig vedtagelse af budget 2007 (BR 477/06), den 5. oktober 2006, at nedlægge observationskolonien Kallehave Strand med 20 døgnpladser. Københavns Kommune har derfor to observationskolonier tilbage: Furesøkolonien og Terrasserne, hver med plads til 20 elever i døgnophold. Desuden driften af Kallehave Strand frem til 30. juni 2007.

BUU har på sine møder den 25. oktober 2006 (J.nr. 327960) og 15. november 2006 (J.nr. 326259) drøftet forslag om omstrukturering af observationskolonierne. På mødet den 15. november 2006 blev det besluttet, at forvaltningen tillige skulle fremlægge forslag til alternative besparelser på 4,7 mio. kr. inden for udvalgets område. På BUU's møde den 6. december 2006 godkendte BUU, at CASA-rapportens resultater om udsatte børn og unge indgår som en del af grundlaget for udvikling af indsatsen for udsatte børn og unge (J.nr. 2006-3640). Forvaltningens forslag om omstrukturering af observationskolonierne skal ses i sammenhæng med forvaltningens indstilling i forbindelse med opfølgningen på CASA-rapporten, som fremlægges på dette møde.

 

LØSNING

Forvaltningens forslag tager udgangspunkt i

 

·        rummelighedsbestræbelserne, som de f.eks. fremgår af undervisningsministeriets nationale udviklingsprogram Kvalitet i Specialundervisningen (KVIS) og

 

·        CASA-rapportens anbefaling af, at der etableres flere familieorienterede tilbud og såkaldte "mellemformer af tilbud", som forebygger, at gråzonebørn udvikler sig til meget udsatte børn og unge.

 

Københavns Kommune har driftsoverenskomst med fonden Det Kongelige Opfostringshus (DKO) i Hellebæk. DKO står tomt, bygningerne er i god stand. Civilstyrelsen har godkendt, at DKO anvendes som observationssted efter fundatsen.

 

DKO foreslås anvendt til en flerfamiliekoloni til 15 elever med AKT-vanskeligheder (Adfærd, Kontakt og Trivsel) i alderen fra 7-14 år. Tilbuddet indebærer, at eleverne bor på institutionen fra mandag til fredag i midlertidige ophold. Med inspiration i den familiebaserede Marlborough-metode deltager elevernes forældre i undervisningen, møder og samtalegrupper i et udvidet forældresamarbejde. Det er flerfamilie-koloniens opgave, på grundlag af kendskabet til eleverne fra døgnophold og i samspil med forældrene og andre samarbejdspersoner, at søge at sluse eleverne tilbage til folkeskolens almindelige klasser i samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

 

Døgnmuligheden etableres for at give de elever, der har særligt brug for det, en chance for et midlertidigt ophold uden for nærmiljøet i kombination med det særligt tilrettelagte undervisningsmiljø.

 

Furesøkolonien foreslås etableret som en flerfamilieskole med dagtilbud til 15 elever med AKT-vanskeligheder i alderen fra 6-12 år. Med inspiration i Marlborough-metoden deltager elevernes forældre i undervisningen, møder og samtalegrupper i et udvidet forældresamarbejde.

 

Forslagene indebærer, at Furesøkolonien og Terasserne nedlægges som observationskolonier. Antallet af døgnobservationspladser reduceres således fra 60 i 2006 til 15 i 2007. Desuden oprettes der 15 dagpladser i 2007.

 

Forvaltningen vurderer, der kan være et behov for flere døgnpladser end de 15, der er økonomisk mulighed for at etablere. Dog kompenserer de 15 dagpladser, som forvaltningen foreslår etableret på den hidtidige Furesøkoloni for noget af behovet. Da både DKO og Furesøkolonien råder over et betydeligt antal kvadratmetre, vil der være udvidelsesmuligheder i fremtiden, såfremt der bliver behov derfor.

 

Afvikling

Det er nødvendigt at kolonierne færdiggør arbejdet med de elever, der pt. er indskrevet, senest ved sommerferiens begyndelse 2007. Det vil derfor ikke være muligt at lade nye elever begynde på kolonierne, såfremt nærværende indstilling bliver vedtaget.

 

Samtidig med at børneantallet på kolonierne falder, søges der frigjort ressourcer således at personalet så vidt muligt kan påbegynde uddannelse. Det er forvaltningens mål, at den familieorienterede indsats skal iværksættes fra august 2007.

 

Inddragelse af institutioner og faglige organisationer

Under udarbejdelsen af indstillingen har forvaltningen været i dialog m ed Skolelederforeningen, Københavns Lærerforening, Furesøkolonien, og Terrasserne. KLF ønsker, at ansættelse af personale i de nye tilbud sker med udgangspunkt i personalet på Terrasserne og Furesøen. Det overtallige personale bør have mulighed for at kunne deltage i fag- og opgavefordelingen på nye arbejdssteder. Udvælgelsesproceduren bør derfor være afsluttet senest den 1. april 2007.

Observationskolonierne udtaler, de er enige i behovet for indførelse af en familieorienteret indsats, hvor der etableres et undervisningstilbud for gråzonebørn. Observationskolonierne udtrykker dog stor bekymring over reduktionen af døgnpladser i de nye tilbud.

 

Forslag til alternativ besparelse

Hvis udvalget ikke ønsker at gennemføre den foreslåede omstrukturering af observationskolonierne skal der findes besparelser på 4,7 mio. kr. på andre områder. Med hensyn til eventuelle alternative besparelser henvises til sagen om udmøntning af budget 2007, som behandles på dette møde.

 

 

ØKONOMI

I nedenstående skema fremgår etablerings- og driftsomkostninger for forslaget.

 

 

År2007

 

År2008 ->

Omkostninger i mio. kr.

Etablering

Uddannelse

Drift

Drift

Familiekoloni DKO

1,8

0,3

4,3

10,3

Flerfamilieskole Furesø

0,2

0,2

2

4,7

 

Beløbet på 1,5 mio. kr. til finansiering af forandringen på DKO finansieres af det tilsvarende beløb, der er optaget i Børneplanen på skole- og fritidsområdet, jf. BUU møde den 4.oktober 2006 (J.nr. 298757). Beløbet på 0,5 mio. kr. til omdannelsen af Furesøkoloniens funktion finansieres af Børneplanens beløb på 4 mio. kr. til ombygning i forbindelse med den familieorienterede indsats for udsatte børn.

 

Med hensyn til driftsomkostninger, er der indregnet den foreslåede besparelse på 4,7 mio. kr. Der forventes at være et provenu på Kallehave Strands 2007 budget. Forvaltningen forventer, at provenuet kan dække en budgetusikkerhed på DKO. Såfremt det i regnskabsår 2007 viser sig, at driftsbudgettet på DKO er utilstrækkeligt, fremlægger forvaltningen ultimo 2007 forslag om justering af budgettet inden for udvalgets budgetramme.

 

Såfremt udvalget vedtager forslaget, anbefales det at uforbrugte driftsmidler i forbindelse med afviklingen af Kallehave Strand indgår i den generelle faglige opfølgning på de nye tilbud.

 

VIDERE PROCES

Som opfølgning på BUU's vedtagelse af denne indstilling vil der snarest muligt blive fremsat en bevillingssag indeholdende de nødvendige anlægsudgifter, som forventes afholdt inden for Børneplanens anlægsøkonomiske ramme. Det drejer sig om de bygnings- og legepladsforandringer, der er nødvendige til den nye brug af Furesøkolonien og DKO. Arbejdet kan iværksættes forår og sommer 2007.

 

BILAG

-

 

 

                                              Else Sommer

                                                                             Ole V. Rasmussen

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2007


 

Til top