Lukning af institutionen Smørklatten
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at vuggestuen Smørklatten lukkes med udfasning i løbet af efteråret 2026.
Problemstilling
Smørklatten er en to-gruppers vuggestue beliggende på Christianshavns Voldgade og er en del af klynge IBØ-A. Københavns Ejendomme har vurderet, at Smørklattens bygning, som er en pavillon, har et så omfattende vedligeholdelsesbehov, at en renovering ikke vurderes realistisk. Samtidig gør grundens størrelse og gældende krav til daginstitutionsbyggeri det usandsynligt, at der kan opføres en ny institution på grunden. Vuggestuen har derfor ikke mulighed for at blive i sine nuværende lokaler.Lukning af daginstitutioner er en politisk beslutning. Derfor forelægges sagen for Børne- og Ungdomsudvalget med henblik på beslutning om at udfase og lukke vuggestuen.
Løsning
Forvaltningen foreslår, at vuggestuen Smørklatten udfases og lukkes i efteråret 2026. Udfasningen vil ske gradvist af hensyn til børn og forældre, så overgangen kan planlægges i et tempo, der tager højde for børnenes trivsel og for familiernes situation. Udfasningen forventes gennemført frem mod 1. oktober 2026, hvor institutionen forventeligt lukker.Smørklatten har aktuelt 23 indmeldte børn. Forvaltningen vurderer, at der fortsat vil være tilstrækkelig kapacitet i området til at modtage børnene fra Smørklatten i andre institutioner i samme klynge. Samtidig viser befolkningsprognoserne, at der ikke er behov for at etablere ny daginstitutionskapacitet som erstatning for Smørklatten.
Børnene vil blive tilbudt pladser i andre institutioner i klyngen, såsom Blikfang og Krudthuset. Forvaltningen og klyngeledelsen vil i dialog med familierne tilrettelægge overgangen, så der i videst muligt omfang tages hensyn til børnenes trivsel og familiernes behov. For nogle børn vil det være muligt at flytte sammen med andre børn og voksne fra Smørklatten til en anden institution, men den konkrete tilrettelæggelse vil afhænge af familiernes ønsker og de praktiske muligheder i klyngen. Medarbejderne i Smørklatten vil fortsat være sikret ansættelse i klyngen, hvis de ønsker det.
Forældre, der ønsker en plads i en anden institution uden for klyngen, vil blive vejledt af pladsanvisningen om mulighederne. Det sker efter de almindelige regler for anvisning af plads. Da der ikke er mulighed for forrang på ventelister eller overførsel af anciennitet, vil det i nogle tilfælde være vanskeligt at imødekomme alle ønsker.
Klyngen vil i udfasningsperioden modtage økonomisk støtte, så det er muligt at opretholde en forsvarlig drift frem til lukning. Der har desuden været dialog med forældrerådet og klyngebestyrelsen om planer for udfasning og lukning. I dialogen er der udtrykt forståelse for lukning som følge af bygningens tilstand, og der er generelt opbakning til udfasning under forudsætning af, at processen tilrettelægges med fokus på børnenes trivsel og en tryg overgang. Dialogen er nærmere beskrevet i bilag 1 og 2.
Hvis Børne- og Ungdomsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen - i samarbejde med klyngeledelsen - planlægge udfasningen og lukningen af vuggestuen. Forældre og medarbejdere vil blive orienteret om beslutningen og om den videre proces for børnenes overgang til andre institutioner. Institutionen vil forventeligt lukke den 1. oktober 2026.
Politisk handlerum
Udvalget kan bede om yderligere eller uddybende oplysninger og vurderinger.
Økonomi
Lukningen af Smørklatten medfører samlet set en mindre besparelse på husleje og driftsmidler.Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde