Mødedato: 21.10.2026, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Lukning af Multiverset og nedlæggelse af Klynge K på Amager

Se alle bilag

Indstillingen omhandler to forslag om tilpasning af dagtilbudsområdet på Amager som følge af udviklingen i børnetallet. Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til henholdsvis lukning af Multiverset i Klynge D på Amager og nedlæggelse af Klynge K.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at Multiverset i Klynge D lukkes med udgangen af 2026 og

2. at Klynge K nedlægges med udgangen af 2026, og at Burlunden pr. 1. januar 2027 overgår til Klynge H, mens Bryggens Bastion overgår til Klynge B.

Problemstilling

Multiverset
Multiverset har gennem længere tid haft faldende børnetal, og der er ikke børn på venteliste til institutionen i 2026. Samtidig har institutionen gennem flere år været på faglig udviklingsplan, og der har været iværksat en række støtteindsatser for at styrke kvaliteten i det pædagogiske arbejde. Indsatserne har ikke ført til en tilstrækkelig stabil og bæredygtig udvikling, og institutionen har senest modtaget et strakspåbud i det pædagogiske tilsyn.

Multiverset ligger i Amager Vest, hvor behovsprognosen for 2026 viser et overskud af dagtilbudskapacitet på 28 grupper og fortsat overskud frem mod 2040. Med udgangspunkt i servicemålet om en dagtilbudsplads inden for 4 km kan Multiversets placering ikke bidrage til at dække de øvrige dele af Amager, hvor der er er et udbygningsbehov.

Klynge K
Klynge K blev etableret ud fra en forventning om befolkningsvækst i området og deraf følgende udbygning af dagtilbudskapaciteten. Befolkningsudviklingen har ikke været som forventet, og der er derfor ikke udsigt til, at klyngen bliver udvidet med flere institutioner i den nærmeste fremtid. Klynge K består i dag alene af Burlunden og Bryggens Bastion. De to institutioner ligger ca. fire kilometer fra hinanden, hvilket begrænser mulighederne for et tæt samarbejde mellem institutionerne, herunder fx i forbindelse med sampasning.

Løsning

Multiverset
Forvaltningen anbefaler, at Multiverset lukkes med udgangen af 2026.

Bestyrelsen i Klynge D anbefaler ligeledes en lukning, jf. bilag 1. Forældrerådet bakker op om anbefalingen og lægger vægt på, at der sikres en tryg proces for børn og familier, herunder at der så vidt muligt tages hensyn til søskende, venskaber og eksisterende relationer, jf. bilag 2.

Alle børn i Multiverset vil kunne tilbydes plads i andre institutioner i samme klynge. Der arbejdes samtidig med, at kendte medarbejdere så vidt muligt følger med børnene til de nye institutioner.

Efter lukningen som selvstændig institution fastholdes Multiversets matrikel i Børne- og Ungdomsforvaltningen og anvendes indtil videre til genhusning. Matrikel og kapacitet bevares dermed, så institutionen kan genåbnes, hvis udviklingen i børnetallet på et senere tidspunkt medfører et fornyet kapacitetsbehov i området.

Klynge K
Forvaltningen anbefaler, at Klynge K nedlægges med udgangen af 2026, og at de to institutioner overgår til de omkringliggende klynger.

Da der ikke er udsigt til, at Klynge K bliver udbygget med yderligere institutioner i den nærmeste fremtid, vurderer forvaltningen, at det er mere hensigtsmæssigt at placere Burlunden og Bryggens Bastion i de omkringliggende klynger.

Burlunden overgår til Klynge H. Burlunden har tidligere været en del af Klynge H og ligger tæt på flere af klyngens øvrige institutioner. Bryggens Bastion overgår til Klynge B, som institutionen ligger geografisk tæt på. Klynge B og Klynge H vil efter ændringen fortsat have en størrelse inden for det politisk besluttede spænd for klynger.

Som følge af nedlæggelsen af Klynge K reduceres antallet af klyngelederstillinger på Amager med én. Pr. 1. januar 2027 bliver en klyngelederstilling på Amager ledig, og klyngelederen for Klynge K overgår til denne stilling.

Der er gennemført en inddragelsesproces med de berørte ledelser, medarbejdere og forældre, der bakker op om indstillingen i forhold til Klynge K, jf. bilag 3, 4 og 5.

Politisk handlerum

Børne- og Ungdomsudvalget kan beslutte ikke at lukke Multiverset og/eller ikke at nedlægge Klynge K. Hvis udvalget ikke ønsker den foreslåede løsning for Klynge K, vil forvaltningen udarbejde et nyt forslag til den fremtidige organisering.

Økonomi

Lukningen af Multiverset medfører ikke en huslejebesparelse, da matriklen fastholdes i Børne- og Ungdomsforvaltningen og indtil videre anvendes til genhusning.

Nedlæggelsen af Klynge K medfører en årlig besparelse på ca. 0,95 mio. kr. svarende til én gennemsnitlig klyngelederstilling. Besparelsen forventes at indgå som en effektivisering i Børne- og Ungdomsudvalgets opfyldelse af effektiviseringsmåltallet i budget 2028.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                            Sti Andreas Garde

 

Til top