Mødedato: 20.09.2006, kl. 15:00

Skolestrukturen på Nørrebro (Heimdalsgades Skole, Rådmandsgades Skole og Hillerødgades Skole)

Se alle bilag

Skolestrukturen på Nørrebro (Heimdalsgades Skole, Rådmandsgades Skole og Hillerødgades Skole)

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. september 2006

 

 

7.      Skolestrukturen på Nørrebro (Heimdalsgades Skole, Rådmandsgades Skole og Hillerødgades Skole)

  J.nr. 275670

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

 

at                  Heimdalsgades Overbygningsskole nedlægges pr. 31. juli 2007

 

at                  Rådmandsgades Skole fra 1. august 2007 omfatter børnehaveklasse til

og med 9. klassetrin, samt 10. klassesmiljø ved inddragelse af bygningerne i Heimdalsgade (HGO)

 

at                  rode 149 og 151 overføres fra grunddistriktet for Sjællandsgades Skole

 til grunddistriktet for Rådmandsgades Skole

 

at                  Rådmandsgades Skole indgår i Københavnermodellen for Integration i

samspil med Vibenshus Skole, idet Vibenshus Skole reserverer 10

 pladser til integration af tosprogede elever bosat i grunddistriktet for Rådmandsgades Skole

 

at                  der fra skoleåret 2007/08 etableres heldagsskoletilbud for børnehave

klasse til 9. klassetrin med fritidstilbud på Hillerødgades Skole, idet

 fritidsinstitutionspladserne i Lundtoftegade (Kloden) indgår som en del

af den samlede bygningsmæssige løsning

 

at                  rode 145 overføres fra Hillerødgades Skole til Havremarkens Skole

 

 

 

 

 

RESUME

På baggrund af daværende Uddannelses- og Ungdomsudvalgs beslutning den 5. oktober 2005 om "Evaluering af skoleforsøget på Ydre Nørrebro", samt i forbindelse med "Faglighed for Alle" er der iværksat en proces omkring forslag for fremtidig skolestruktur på Ydre Nørrebro.

 

Der er nedsat en forældregruppe der har givet forskellige forslag til skolestrukturen på Ydre Nørrebro. Den 18. marts 2006 afholdt forældregruppen en afsluttende offentlig konference. Forældrenes forslag til skolestruktur omfatter Heimdalsgades Overbygningsskole, Rådmandsgades Skole, Hillerødgades Skole, Jagtvejens Skole og Haremarkens Skole.

 

På baggrund af disse forslag besluttede Borgerrepræsentationen den 1. juni 2006 (BR 344/06) 2006 at sende et samlet forslag om skolestrukturen på Ydre Nørrebro i høring. Forslaget indebærer skolelukninger og har derfor været sendt i høring både hos de berørte skoler og institutioner og i offentlig høring.

 

Forslaget tilstræber at imødekomme forældreønskerne, samt at underbygge integrationsindsatsen på Ydre Nørrebro ved dels at oprette Heldagsskoletilbud på Hillerødgades Skole, og dels at opnå en mere balanceret elevsammensætning på Rådmandsgades Skole og Havremarkens Skole samt Jagtvejens Skole ved at gennemføre distriktsændringer og indføre Københavnermodellen for integration. Endvidere søger forslaget at imødekomme problematikken omkring den udsivning, som finder sted på de højere klassetrin på skolerne i distriktet.

 

Forslaget indebærer, at Heimdalsgades Overbygningsskole nedlægges og indgår som en del af Rådmandsgades Skole. Endvidere er det foreslået, at nedlægge Jagtvejens Skole og Havremarkens Skole med henblik på at danne en samlet skoleenhed på tre spor med en specialklasserække. Hermed sikres ubrudt skoleforløb fra 0. til 9. klassetrin, hvilket kan medvirke til at fastholde en større del af eleverne på skolerne i distriktet, og ligeledes etableres større skoleenheder, der er mere robuste over for den udsivning som måtte finde sted på de højere klassetrin.

 

Der er indkommet høringssvar fra alle de berørte skolebestyrelser, fra forældreforeningen "Brug Folkeskolen på Nørrebro", fra lærergruppen på HGO, fra seks forældre på Jagtvejens Skole og fra to tekniske ejendomsledere.

 

På baggrund af høringen fastholdes forslaget om, at Heimdalsgades Overbygningsskole nedlægges og skolen indgår som en del af Rådmandsgades Skole. Endvidere foreslås at distriktsændringen gennemføres og at skolen indgår i Københavnermodellen for integration med Vibenshus Skole.

 

På baggrund af høringen foreslås tillige, at Hillerødgades Skole omdannes til Heldagsskoletilbud med fritidstilbud. Herunder at skolen og fritidsinstitutionen i Lundtoftegade (Kloden) indrettes til brug for Heldagsskolen, og at den foreslåede distriktsændring gennemføres. Endvidere foreslås, at konceptet for heldagsskolen udvikles i en lokalt forankret arbejdsgruppe i Børne- og Ungedistrikt Nørrebro med repræsentanter for skolen og fritidsdelen.

 

Slutteligt foreslås på baggrund af høringen, at forslag omkring skolestruktur på Havremarken og Jagtvejens Skole fremsættes i en særskilt indstilling. Høringen på forslaget omkring samling af disse to skoler har givet anledning til at søge Undervisningsministeriet om dispensation fra bestemmelserne i folkeskoleloven omkring skoledistrikter og holddannelse. Børne- og Ungdomsforvaltningen afventer svar fra Undervisningsministeriet forinden sagen indstilles til udvalget.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

På baggrund af beslutning i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 5. oktober 2005 er der iværksat en proces hvori forældreorganisationer, forældre og skolebestyrelser har udarbejdet forskellige forslag til d en fremtidige skolestruktur på Ydre Nørrebro.

 

På baggrund af disse forslag besluttede Borgerrepræsentationen den 1. juni 2006 (BR 344/06) 2006 at udsende et samlet forslag for skolestruktur i høring. Formålet er at få en samlet plan for skolestrukturen på Ydre Nørrebro, der omfatter Heimdalsgades Overbygningsskole, Rådmandsgades Skole, Hillerødgades Skole, Jagtvejens Skole og Havremarkens Skole, og som imødekommer:

 

·        Fordelingen af etniske danske elever og tosprogede elever ved indførelse af Københavnermodel for integration og ved distriktsændringer

·        Etablering af Heldagsskoletilbud

·        Hensigtsmæssig placering af specialklasserækken

·        Problematikken omkring udsivning i de ældste klasser, som finder sted på Nørrebro

 

Det samlede forslag imødekommer ovenstående punkter, idet der oprettes Københavnermodel for integration og foretages distriktsændringer som medfører en mere balanceret fordeling af elevunderlaget ved skolerne. Endvidere foreslås det, at der etableres Heldagsskoletilbud på Hillerødgades Skole med fritidstilbud. Ligeledes forventes forslaget at imødegå problematikken omkring udsivning på de ældste klassetrin, idet forslaget indebærer ubrudt skoleforløb fra 0. til 9. klassetrin, samt samling af to skoler til en større skole med større elevunderlag, der dermed er mere robust over for en eventuel udsivning af elever på de højere klassetrin.

 

Det samlede forslag for skolestrukturen har været i høring og der er indkommet høringssvar fra de berørte bestyrelser, samt fra forældreorganisationen; Brug Folkeskolen på Nørrebro, fra seks forældre på Jagtvejens Skole og fra to tekniske ejendomsledere.

 

Høringen vedrørende forslaget om samling af Havremarken og Jagtvejens Skole har givet anledning til at søge dispensation i Undervisningsministeriet fra folkeskolelovens bestemmelser om skoledistrikter og holddannelser. Idet forslaget om skolestruktur på disse skoler forudsætter et svar fra Undervisningsministeriet, indstilles forslag om skolestruktur på Havremarken og Jagtvejens Skole i en særskilt indstilling som fremlægges, når der modtages svar fra Undervisningsministeriet.

 

Nedenstående sagsfremstilling gennemgår hovedlinierne i de øvrige høringssvar, samt bemærkninger fra forvaltningen.

 

 

HØRING

Forældreorganisationen; Brug Folkeskolen på Nørrebro, har afgivet et svar hvori forældrene i foreningen tilkendegiver, at de er positive overfor de foreslåede strukturændringer:

 

"I Forældreorganisationen Brug Folkeskolen på Nørrebro er vi overordnet set positive overfor de foreslåede strukturændringer på Ydre Nørrebro (SYN), under forudsætning af, at de sikrer stabile folkeskoletilbud i bydelen som bidrager til at løse integrationsopgaven for Nørrebro. Tiltaget skal fremtidssikre de kommunale skoletilbud på Nørrebro. Dette indebærer bl.a. at man dyrker de styrker, som de enkelte skoler allerede har."

 

Forældreorganisationen har endvidere knyttet bemærkninger til de enkelte dele af forslaget jf. nedenstående.

 

Rådmandsgades Skole og Heimdalsgades Overbygningsskole

Rådmandsgades Skoles bygninger kan i sammenhæng med Heimdalsgades Skoles bygninger rumme en 4 sporet skole med fuld klassetrinsdækning, samt et 10. klassescenter.

 

Forslaget forudsætter, at HGO afvikles og at skolens bygninger herefter indgår i det samlede skoletilbud for den nordlige del af Ydre Nørrebro. Skolen får to adresser, men der er tale om en samlet skole med en ledelse og et ubrudt skoleforløb for eleverne.

 

For at fremme en mere ligelig fordeling af elevunderlaget og integration i forhold til tosprogede elever, overføres rode 149 og 151 fra Sjællandsgades Skole til Rådmandsgades Skole og endvidere indgår Rådmandsgades Skole i Københavnermodellen for Integration i samspil med Vibenshus Skole.

 

Der er indkommet høringssvar fra skolebestyrelsen og lærergruppen på Heimdalsgades Overbygningsskole og fra Skolebestyrelsen på Rådmandsgades Skole, samt fra forældreorganisationen: Brug Folkeskolen på Nørrebro.

 

Endvidere er der indkommet svar fra Skolebestyrelsen på Sjællandsgades Skole, der tilslutter sig forslaget om distriktsændringerne.

 

Skolebestyrelserne på Rådmandsgades Skole og Heimdalsgades Overbygningsskole ha r samarbejdet om høringen, og der forekommer bl.a. derfor samstemmende udtalelser til forslaget.

 

Således er begge skolebestyrelser: "absolut positive overfor ideen" om at samle skolerne til en enhed. Ligeledes fremhæver Heimdalsgades Overbygningsskole at "Skolebestyrelsen går ind for en sammenlægning af HGO og Rådmandsgades Skole". Begge skolebestyrelser betoner det gode samarbejde, der i dag fungerer mellem de to skoler bl.a. i forhold til ledelsen og skolebestyrelsen. Dette samarbejde har bl.a. medført, at ca. halvdelen af eleverne på HGO kommer fra Rådmandsgades Skole.

 

Begge skolebestyrelser påpeger dog også, at "der er tale om to meget forskellige skoler". Dette gælder både pædagogisk og bygningsmæssigt, herunder bærende principper for organisering af undervisningen og indretning af undervisningslokalerne.

 

Rådmandsgades Skole er traditionelt indrettet, skolen vægter "traditionel undervisning, med klasselærerstyring og med vægt på faglighed og trivsel".

 

Heimdalsgades Overbygningsskole er etableret med store temabaserede og fleksible lokaler. Skolen har opbygget en kultur som indebærer:

 

"Den projektorienterede undervisning er en meget brugt metode, og selvstyrende teams, fleksibel planlægning og storklassestruktur er grundpiller i skolens undervisning og organisering. HGO arbejder med et værdisæt, der er rettet mod udskolingen med vægt på ligeværd, gensidig respekt og demokratisk dannelse".

 

Begge skolebestyrelser er enige om at "Forudsætningen for at disse skoler skal udgøre en god velfungerende enhed er, at: "Der skal tages det bedste fra begge verdner – som skal koges sammen på en god måde".

 

Begge skolebestyrelser mener, at denne samling "kræver en god stærk ledelse" og begge skolebestyrelser peger på, at der bør være en pædagogisk afdelingsledelse på hver af de to skoler.

 

Forvaltningen skal i den forbindelse bemærke, at der ved etablering af en samlet skoleenhed vil blive etableret en skoleledelse, der så vidt muligt underbygger og tilgodeser de forskellige skolekulturer og deres fortsatte udviklingsmuligheder.

 

Skolebestyrelsen på Heimdalsgades Overbygningsskole har endvidere fremlagt forslag til fremtidig placering af 7. klasserne og forslag til etablering af tre profilliner, herunder en international profil, der skal medvirke til at underbygge og forstærke skolens image overfor eleverne på Rådmandsgades Skole forud for overgangen mellem mellemtrinnet på Rådmandsgade og udskolingen på Heimdalsgade. Et forslag der i øvrigt også er fremhævet i høringssvaret fra lærergruppen på Heimdalsgades Overbygningsskole.

 

Forvaltningen skal i forlængelse heraf bemærke, at placeringen af 7. klasserne vil være et spørgsmål for skolebestyrelsen på den nye sammenlagte skole. Ligeledes skal forvaltningen tilkendegive sin tilskyndelse og støtte til forslaget om oprettelse af en international linie i forbindelse med udskolingen.

 

Forslaget om sammenlægning møder i øvrigt også tilslutning i Forældregruppen Brug Folkeskolen på Nørrebro. Foreningen betoner vigtigheden af, at "det bedste af HGO's nuværende pædagogiske metoder og særpræg bevares ved sammenlægningen".

 

Idet forslaget om nedlæggelse af Heimdalsgades Overbygningsskole og samling af de to skoler til en enhed således støttes af berørte parter fastholdes forslaget. Endvidere fastholdes forslaget om distriktsændringer og Københavnermodellen for Integration.

 

 

Hillerødgades Skole

Det er foreslået, at der etableres Heldagsskoletilbud med gratis fritidstilbud på Hillerødgades Skole som det fremgår af forliget "Faglighed for Alle".

 

Etablering af fritidstilbud i forbindelse med Heldagsskolen forudsætter bl.a. at der foretages bygningsmæssige tilpasninger på skolen, samt evt. bygningsmæssige tilpasninger i fritidsinstitutionen Kloden i Lundtoftegade, som er tilknyttet Hillerødgades Skole.

 

Det foreslås endvidere, at der nedsættes en projektgruppe bestående af repræsentanter for skolen og fritidsdelen. Projektgruppen er lokalt forankret i Børne- og Ungedistrikt Nørrebro og har til opgave at udvikle konceptet for Heldagsskolen, samt i samarbejde med forvaltningen at udarbejde forslag til fysisk indretning af skolen.

 

Af hensyn til fordelingen af elevunderlaget mellem skolerne foreslås endvidere, at rode 145 overføres fra grunddistriktet for Hillerødgades Skole til grunddistriktet for Havremarkens Skole. Yderligere forslag om grunddistriktet for Havremarkens Skole og Jagtvejens Skole indstilles særskilt til udvalget under forudsætning af Undervisningsministeriets behandling af ansøgning om dispensation for folkeskolelovens bestemmelser om skoledistrikter.

 

Forældrebestyrelsen i fritidsinstitutionen Kloden i Lundtoftegade og Skolebestyrelsen for Hillerødgades Skole og Forældreforeningen: Brug Folkeskolen på Nørrebro har afgivet høringssvar til forslaget.

 

Det fremgår af svarene, at begge institutioner ser Heldagsskolen som en udfordring, der modtages positivt, og bestyrelserne giver mange konstruktive forslag til organisering og pædagogisk indhold for skolen og fritidsdelen.

 

Således skriver Hillerødgades Skole, at skolen har "taget ufordringen omkring oprettelsen af en ny skole positivt op" og fortsætter "Vi er indstillet på at gå foran i arbejdet med at etablere en ny skole, og på den måde at skabe større sammenhæng mellem skole og fritid".

 

Forældrebestyrelsen på fritidsinstitutionen Kloden "Vi glæder os til et tæt samarbejde med Hillerødgades Skole, for at skabe den bedst mulige hverdag for børn og unge på skolen".

 

Hillerødgades Skole giver endvidere konkrete forslag til organisering af undervisningsdagen, og foreslår yderligere en række temaer der kan medtages i skolens pædagogisk faglige grundlag, herunder idræt og andre kreative fag, samarbejde med lokale idrætsklubber, et sundhedsfremmende skolemiljø, morgenmad og frokost, samt udadrettede initiativer f.eks. i forhold til naturskole og venskabsklasser m.v.

 

Endvidere fremgår det af høringen, at både skolen og fritidsinstitutionen ønsker at bibeholde lokalerne i Lundtoftegade, og de mener disse lokaler er en forudsætning for etablering af skole og fritidstilbud på Heldagsskolen.

 

Forældreforeningen; Brug Folkeskolen på Nørrebro skriver at "som vi allerede har bemærket i vores høringssvar til Faglig for Alle, går vi ind for heldagsskolen". Foreningen forudsætter endvidere, at skolens bygninger indrettes til formålet og fortsætter:

 

"Vi forventer at forvaltningen og Udvalget optræder visionært i udformningen af heldagsskolen og lytter meget til forældre, elever og lærere under den konkrete udformning af skolen".

 

Slutteligt fremgår det af høringen, at skolebestyrelsen på Hillerødgades Skole gerne havde set, at skolen bibeholder rode 145 i skolens grunddistrikt.

 

Forvaltningen vil arbejde videre ud fra den iderigdom og den konstruktive modtagelse, som skolebestyrelsen og forældrebestyrelsen for Kloden har modtaget forslaget om Heldagsskoletilbud med.

 

I forlængelse heraf foreslås, at konceptet for Heldagsskolen og det pædagogiske indhold videreudvikles i en lokalt forankret projektgruppe.

 

Endvidere foreslås, at lokalerne i Lundtoftegade indgår i den samlede bygningsmæssige tilpasning og etablering af Heldagsskoletilbuddet.

 

På baggrund af høringen fastholdes forslaget, og idet der lægges vægt på hensynet til at opnå en mere ligelig fordeling af elevunderlaget mellem skolerne i området fastholdes endvidere forslaget om at overføre rode 145 fra Hillerødgades Skole til Haremarkens Skole.

 

Økonomi

Der må forudsættes udgifter til etablering af Heldagsskoletilbud på Hillerødgades Skole og fritidsinstitutionen Kloden.

Idet forslag til revision af Børneplan I 2004-2007 for skole og fritidsområdet, samt i forslag til Børneplan II 2008-2011 som forventes forelagt Udvalget på et snarest kommende møde fremgår, at der afsættes 1 mio. kr. til planlægning og projektering af Heldagsskoletilbud i 2007, samt at Heldagsskolernes ombygning fra 2008 finansieres af de i Børneplan II optagne anlægspuljer til integrationsformål, herunder etablering af fritidstilbud på Heldagsskolerne.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsudvalgets positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

BILAG VEDLAGT

·        Indkomne høringssvar

 

 

                                            Else Sommer

                                                                                       Knud Langberg

 


 

Til top