Mødedato: 18.09.2019, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Investering i optimeret klassedannelse

Se alle bilag
Der skal tages stilling til investeringsforslag vedrørende ”Investering i optimeret klassedannelse” med midler fra investeringspuljerne til Smarte investeringer i 2020.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at investeringsforslag på 3,9 mio. kr. vedrørende ”Investering i optimeret klassedannelse” (bilag 1) implementeres med midler fra investeringspuljerne til Smarte investeringer i 2020, og at driftseffektiviseringen på 0,4 mio. kr. i 2021 stigende til 1,0 mio. kr. i 2022 og frem indarbejdes i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2021.

Problemstilling

Københavns Kommune har en effektiviseringsudfordring på ca. 400 mio. kr. om året, og Børne- og Ungdomsudvalgets andel er ca. 160 mio. kr. i 2020. Der lægges op til, at budget 2020 skal indeholde investeringspuljer på i alt 450 mio. kr., som skal understøtte effektiviseringskravene. Investeringspuljen kan anvendes til alle typer af investeringer, så længe de er fremsigtede og bidrager til bedre tilrettelæggelse af arbejdet.

Den foreslåede investering til denne ansøgningsrunde lever op til investeringspuljerne "Smarte investeringer i kernevelfærdens" krav om en maksimal tilbagebetalingstid på 6 år og en tæt kobling mellem investeringstiltagene og den opnåede effektivisering.

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet et forvaltningsspecifikt investeringsforslag. Forslaget er godkendt i Økonomiforvaltningen i forhold til de krav, der er stillet for at modtage bevillinger fra investeringspuljerne, herunder kravet om tilbagebetaling af investeringen.

Børne- og Ungdomsforvaltningen anmoder samlet set om 3,9 mio. kr., hvilket resulterer i effektiviseringer for 1,0 mio. kr. årligt fuld indfaset.

1. Investering i optimeret klassedannelse

Børne- og ungdomsforvaltningen ønsker med denne case at investere i en inddragelsesproces og kommunikationsindsats, der har til formål at inddrage borgere og personale i hvilke muligheder for en optimeret klassedannelse, der lader sig realisere i København Kommunes forskellige områder, samt hvilke fordele og ulemper der er forbundet med løsningsmodellerne ift. elevernes trivsel og faglighed. I processen skal forældre, børn, fagpersoner samt øvrige interessenter på området inddrages i, hvilke modeller for en mere optimal klassedannelse der egner sig bedst til at blive realiseret i byens forskellige områder. I kraft af ovenstående vil det være muligt at optimere klassedannelsen på kommunens skoler og reducere antallet af københavnske skoler, som modtager garantibevilling med minimum én.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af investeringsforslaget fremgår af tabel 2 nedenfor. Investeringen forudsættes dækket af investeringspuljerne til Smarte investeringer. Nettoeffektiviseringerne vil blive indarbejdet i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2021 og blive brugt til at indfri Børne- og Ungdomsudvalget forvaltningsspecifikke effektiviseringskrav til budget 2021 og frem.

Tabel 2: Økonomiske konsekvenser af Børne- og Ungdomsforvaltningens forslag til Smarte investeringer i kernevelfærden.

 

Videre proces

Såfremt Børne- og Ungdomsudvalget vedtager det forelagte investeringsforslag indgår det i forhandlingerne om budget 2020 med henblik på udmøntning af midler fra investeringspuljerne til smarte investeringer til implementering af forslaget i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Den afledte driftseffektivisering i 2021 og frem som følge af det godkendte forslag indarbejdes i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2021.

Børne- og Ungdomsforvaltningen forventer herudover at fremsætte investeringsforslag om hhv. udflytterkørsel, kompetencecentre, opsøgende klubarbejde samt bedre vagtplanlægning i daginstitutioner og på skoler til ansøgningsrunden på investeringspuljen ifm. overførselssagen 19/20.

 

Tobias Børner Stax                                                              /Sti Andreas Garde

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 18. september 2019:

Indstillingen blev godkendt, idet det er hensigten, at langt færre klasser fremadrettet skal have under 22 elever.

Klaus Mygind (F) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen, hvilket udvalget tilsluttede sig: "Vi går med i denne proces mhp. på, at skolerne får mulighed for at undgå at have klasser med under 22 elever".

Til top