Mødedato: 16.04.2020, kl. 12:00
Mødested: SKRIFTLIG VOTERING

Mulighed for orlov fra plads i dagtilbud i forbindelse med covid-19

Der er kapacitetsudfordringer i Københavns daginstitutioner, der efter covid-19 genåbningen skal efterleve nye retningslinjer for plads og hygiejne. Samtidigt er der forældre, som ikke får passet deres børn, men som fortsat betaler daginstitutionstakster.

Børne- og Ungdomsudvalget skal derfor tage stilling til en model, hvor forældre, der ikke har behov for pasning, kan få tildelt orlov fra deres institutionsplads og fritages fra betaling i en midlertidig periode.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at forslag om at forældre kan få tildelt orlov fra deres daginstitutionsplads med henvisning til covid-19 situationen godkendes.
  2. at udvalget tager til efterretning, at de mindreindtægter som muligheden for orlov vil føre til, håndteres i regi af overførselssagen 2019-2020.

Problemstilling

I genåbningen af landets dagtilbud efter påske har sundhedsmyndighederne en række retningslinjer for hygiejne og plads, som kommunerne skal efterleve. Retningslinjerne medfører, at en del daginstitutioner i Københavns Kommune ikke har den nødvendige plads eller bemanding til at kunne modtage alle de børn, der har plads i institutionerne. For at imødekomme kapacitetsudfordringerne har budgetparterne besluttet, at der skal indføres en mulighed for, at forældre der ikke har behov for deres institutionsplads, kan søge om midlertidig orlov og derved fritages for betaling i en begrænset periode.

Med denne sag skal Børne- og Ungdomsudvalget tage stilling til den konkrete model for daginstitutionsorlov i Københavns Kommune. Modellen skal understøtte forældre, der har mulighed for at passe deres børn selv i den periode, hvor regeringen har lukket dele af landet ned og hjemsendt offentlige ansatte som følge af covid-19. 

Løsning

I daginstitutionerne i København er der i dag en ordning, hvor forældre kan få orlov og dermed være fritaget fra forældrebetaling, hvis de grundet rejseaktivitet, sygdom eller lignende ikke har behov for at benytte sig af pladsen i min. tre måneder og maks. tolv måneder. Efter endt midlertidig udmeldelse/orlov er der garanteret plads i samme institution. I dag er praksis sådan, at denne plads kun er garanteret, såfremt forældrene har indgået en aftale om det med deres institution. Hvis familien ikke kan indgå en aftale med institutionen, er der mulighed for at udmelde barnet og søge om dispensation hos pladsanvisningen, om at få tilbudt den 1. ledige plads når orlovsperioden udløber.

I Gladsaxe kommune har de for at imødekomme kapacitetsproblemer som følge af covid-19 situationen udarbejdet en model, hvor de har ændret reglerne for tildeling af orlov midlertidigt. Andre kommuner overvejer også at indføre lignende modeller.

Det foreslås af reglerne for tildeling af orlov ændres i København, så forældre kan få tildelt midlertidigt orlov fra deres daginstitutionsplads med henvisning til covid-19 og bagefter være garanteret plads i samme daginstitution og børnegruppe. Forvaltningen foreslår følgende betingelser for, at forældre kan få tildelt orlov fra daginstitutionsplads med henvisning til covid-19:

  • Forældre kan til og med tirsdag d. 21. april søge om orlov fra deres daginstitutionsplads i perioden 15. april og to uger frem (april ud) eller i perioden fra 15. april og frem til og med 10. maj. Forældrene fritages dermed fra forældrebetaling fra 15. april og to uger frem (april ud) eller frem til og med 10. maj.
  • Forældre der søger efter tirsdag d. 21. april, kan med henvisning til covid-19 få tildelt orlov gældende fra den dag de søger og enten april ud eller frem til 10. maj.
  • Hvis der som følge af de konkrete udmeldinger fra statsministeriet om covid-19 efterfølgende er behov for det, vil udvalget tage stilling til, om perioden med mulighed for orlov skal forlænges. Forældrene vil derefter blive orienteret om beslutningen.
  • Tilmeldingen til orlov er bindende for den valgte periode uden fortrydelsesret.
  • Muligheden gælder ikke for private pasningsordninger herunder private passere og privat dagpleje.

Forslaget vil ikke berøre institutionernes økonomi. Forældre med orlov beholder pladsen i institutionen, og institutionen får dermed almindelig pladspris.

Økonomi

Størrelsen på mindreindtægten afhænger af, hvor mange forældre, der vælger at benytte sig af tilbuddet. I nedenstående tabel, er der angivet et estimat for, hvor meget den månedlige indtægt fra forældrebetalingen formindskes, hvis hhv. 5, 10, 15 eller 20 pct. vælger at benytte sig af muligheden for orlov.

 

I estimaterne er der taget udgangspunkt i den gennemsnitlige månedlige forældrebetaling i 2019. Den faktiske mindreindtægt i 2020 kan være lidt højere.

Hvis det forudsættes, at mellem 10 og 20 pct. gør brug af muligheden for midlertidig orlov i én måned, vil det som det fremgår af tabellen give en mindreindtægt på mellem 7 og 14 mio. kr. Mindreindtægten håndteres ved overførselssagen 2019-2020. Det vil derfor ikke berøre institutionernes økonomi, der stadig får pladspris for de børn, der har orlov.

Videre proces

Budgetparterne for budget 2019 er enige om, at håndtering af mindreindtægterne, som muligheden for orlov vil føre til, indgår som led i overførselssagen 2019-2020.  Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejder et budgetnotat til overførselssagen 2019-2020 om håndtering af de forventede mindreindtægter. Overførselssagen behandles af Borgerrepræsentationen på mødet den 4. juni.

 

Tobias Børner Stax

                                                          /                           Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning (skriftlig votering):

Indstillingen blev godkendt.

Helle Bonnesen (C) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Vi havde gerne set, at man også havde set på perioden siden den 13. marts 2020, da mange forældre reelt har stået uden pasning siden da.”

 

Til top