Mødedato: 14.11.2007, kl. 08:15

Høring om Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet

Se alle bilag

Høring om Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. november 2007

 

 

9.      Høring om Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet  J.nr. 2007-84374

 

 

 

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til forslag til høringssvar om Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet.

 

BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1. at                            udvalget godkender forslag til høringssvar til Økonomiudvalget om Rammeaftale 2008.

2. at                            udvalget tager til efterretning, at forvaltningen i forbindelse med regnskabsaflæggelsen vil fremsætte ønske om en eventuel tillægsbevilling over for Økonomiudvalget, såfremt de nye takstprincipper samlet set medfører merudgifter for BUU.

 

PROBLEMSTILLING

Økonomiudvalget har efter behandling i udvalget den 30.10.2007 sendt forslag til Rammeaftale 2008 i høring hos Socialudvalget (SUD), Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) og BUU. Rammeaftalen er et planlægnings- og udviklingsværktøj på det sociale område og specialundervisningsområdet, der bliver udarbejdet i regi af Kommunekontaktrådet (KKR) i Region Hovedstaden.

Formålet er at sikre et samlet overblik over viften af tilbud på det specialiserede socialområde samt dele af specialundervisningsområdet. Endvidere skal Rammeaftalen skabe overensstemmelse mellem efterspørgsel og udbud af ydelser samt sikre en balanceret udvikling.

Således blev der, ved indgåelsen af Rammeaftalen mellem de 29 kommuner i hovedstadsregionen samt Region Hovedstad, afgivet borgmes tered på, at kommunerne ville sikre de eksisterende tilbud, samt gøre brug heraf frem til udgangen af 2008.

Økonomiudvalget har sendt forslag til høring om, at de økonomiske konsekvenser af Rammeaftalen 2007 ses under et, og lægges til grund for regulering af de berørte udvalgs budgetter i 2008 og frem.

 

LØSNING

Borgerrepræsentationen godkendte den 14. november 2006 Rammeaftalen for 2007 og besluttede i den forbindelse, at de økonomiske konsekvenser for Rammeaftalen ses under ét og finansieres samlet (BR 702706). Argumentet for ovenstående er, at den takstmodel, der anvendes til beregning af takster i flere tilfælde resulterer i stigende takster. SUD er nettokøber af pladser, hvorfor takstmodellen medfører merudgifter for SUD i 2007. BUU og SOU er nettosælger af pladser, og takstmodellen medfører ifølge Økonomiforvaltningens beregninger, merindtægter for disse to udvalg i 2007.

I henhold til Økonomiudvalgets indstilling er det Børne- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at det ikke kan anbefales, at finansieringsmodellen fra 2007 videreføres længere end til 2008.

Forvaltningen foreslår følgende høringssvar:

"Børne- og Ungdomsudvalget er uenig i, at finansieringsmodellen fra 2007 videreføres længere end til udgangen af  2008.

Børne- og Ungdomsudvalget finder, at det er et væsentligt argument, at Rammeaftalen baserer sig på en borgmestered, der kun er indgået til og med år 2008. Da kommunen med andre ord ikke ved hvad, der sker, når de involverede kommuner ikke længere er forpligtet i forhold til borgmestereden, bør Københavns Kommune heller ikke låse sig fast på en aftale, der løber længere.

Udvalget finder endvidere, at fagforvaltningerne skal have mulighed for at evaluere konsekvenserne af de beregninger, der ligger til grund for finansieringsmodellen. Indstillingen åbner op for, at der - såfremt der sker væsentlige ændringer, som berettiger en revision af finansieringsmodellen - kan fremlægges en indstilling herom fra forvaltningerne. Det er BUUs holdning, at der - ved kun at videreføre finansieringsmodellen til 2008 - bliver indbygget en automatisk evaluering af konsekvenserne, der sikrer, at forvaltningen kan opfange og tilrette eventuelle fejl.

Udvalget finder ligeledes, at der jf. sagen fra ØU allerede har været uenighed om, den eksisterende takstmodel. En arbejdsgruppe nedsat i KKR regi har således fremlagt forslag til en takstmodel, der nedbringer stigningen i taksterne, og Kommunaldirektørudvalget under KKR har anbefalet den reviderede model. Da der ikke kunne opnås politisk enighed om en nedbringelse i år, blev det besluttet, at takstmodellen for 2007 anvendes uændret i Rammeaftalen for 2008. Udvalget finder således, at det kan være problematisk, at ØU antager, at de økonomiske konsekvenser for de berørte udvalg i 2007 vil være det samme i 2008 og frem, når der i KKR regi arbejdes for en nedsættelse af de takster, der ifølge Økonomiforvaltningens beregninger giver Børne- og Ungdomsudvalget en merindtægt.

Slutteligt finder Børne- og Ungdomsudvalget, at det er uhensigtsmæssigt, at videreføre de økonomiske konsekvenser, da de økonomiske beregninger for Børne- og Ungdomsudvalget er baseret på en situation som nettosælger af pladser på den landsdelsdækkende institution Skolen på Kastelsvej. Børnetallet på Skolen på Kastelvej er stærkt faldende, da tilgangen af nye døve og hørehæmmede børn falder i takt med, at nyfødte døve børn igennem de seneste år pr. automatik er blevet CI-opereret inden for det første leveår. Dermed vil grundlaget for beregningen ændre sig markant i de kommende år. Børne- og Ungdomsudvalget finder det således uhensigtsmæssigt, at den merindtægt på de 3.483.000 kr., som udvalget er opgjort til at have i august 2007, skal reserveres til at dække eventuelle dokumenterede merudgifter på Socialudvalgets område i 2007 og frem, når indtjeningsgrundlaget er kraftigt faldende."

 

ØKONOMI

BUF vurderer, at der er behov for at evaluere konsekvenserne af de beregninger, der ligger til grund for finansieringsmodellen. Hertil kommer de usikkerhedsmomenter, der ligger i, at borgmestereden kun løber til udgangen af 2008, at der i KKR regi arbejdes på at nedbringe stigningen i taksterne og slutteligt, at det konkrete beregningsgrundlag for udvalgets merindtægt ved salg af pladser på Skolen på Kastelsvej er kraftigt faldende.

BUUs budgetramme reduceres med 3,5 mio. kr. årligt som følge af rammeaftalens isolerede økonomiske konsekvenser. Såfremt de omkostningsbaserede takster samlet set medfører merudgifter for BUU, vil forvaltningen søge disse udgifter dækket via en tillægsbevilling fra Økonomiudvalget.

 

VIDERE PROCES

På baggrund af de indkomne høringssvar genbehandles sagen i ØU den 20.11.2007 og forelægges Borgerrepræsentationen den 29.11.2007.

 

BILAG

1. Beslutningsprotokol fra ØU. Bilagene til ØU-mødet  kan ses på følgende links: Bilag 1 Rammeaftale 2008, Bilag 2 - bilag til Rammeaftale 2008.

 

 

                                    

                                      Else Sommer                                    Lise Poulsen

 



 

Til top