Mødedato: 14.11.2007, kl. 08:15

Høring om Vedligeholdelsesplan - prioritering af grundbudget 2008

Se alle bilag

Høring om Vedligeholdelsesplan - prioritering af grundbudget 2008

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. november 2007

 

 

11.      Høring om Vedligeholdelsesplan - prioritering af grundbudget 2008   J.nr. 2007-93269

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til forslag til høringssvar om Københavns Ejendommes Vedligeholdelsesplan.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.      at udvalget godkender udkast til høringssvar

 

Problemstilling

I overensstemmelse med beslutningsgrundlaget for etablering af ejendomsenheden skal Københavns Ejendommes forslag til prioritering af vedligeholdelsesindsatsen sendes i høring i kommunes fagudvalg. Københavns Ejendomme har oplyst, at man forventer et vedligeholdelsesbudget på ca. 208 mio. kr. i 2008, hvoraf 42 mio. kr. er afsat til Genopretningsplanen (GOP). Københavns Ejendomme har vurderet, at der af de ca. 208 mio. kr. kan anvendes ca. 70 mio. kr. til vedligeholdelse af øvrige ejendomme (institutioner og ejendomme, der ikke er skoler, idrætsanlæg og selvejende institutioner). Grundet GOP er folkeskoler ikke omfattet af denne Vedligeholdelsesplan.  

 

Løsning

I forhold til BUUs ressortområde omhandler Vedligeholdelsesplanen kolonier, daginstitutioner, fritidshjem og klubber.

 

Forvaltningen foreslår følgende høringssvar:

"Børne- og Ungdomsudvalget ønsker indledningsvis at tilkendegive, at der i den fremsendte vedligeholdelsesplan savnes væsentlige oplysninger om grundlaget for prioriteringen af de afsatte vedligeholdelsesmidler. Vedligeholdelsesplanen for 2008 indeholder ikke nøgletal, som Børne- og Ungdomsudvalget efterspurgte sidste år, hvorfor prioriteringen af midler på forvaltningsniveau virker uigennemskuelig. Det er nødvendigt, at Københavns Ejendomme udarbejder en behovsopgørelse på forvaltningsniveau, således at de afsatte vedligeholdelsesmidler afspejler behovene. Børne- og Ungdomsudvalget opfordrer til, at Vedligeholdelsesplanen bliver flerårig med nøgletal opgjort på forvaltningsniveau, hvorved det bliver muligt at sammenholde forvaltningens samlede vedligeholdelsesbehov med andelen af prioriterede projekter.

Herudover er de selvejende daginstitutioner, som Københavns Ejendomme i øvrigt har samme vedligeholdelsespligt overfor som de kommunale institutioner, i lighed med 2006 og 2007 ikke inkluderet i Vedligeholdelsesplanen for 2008. Dette på trods af, at Børne- og Ungdomsudvalget også sidste år påpegede dette forhold. Københavns Ejendomme henviser til, at vedligeholdelsen af de selvejende institutioner finansieres af andre puljer, jf. BR 415/07 "Prioritering af 25 mio. kr. til ekstraordinær vedligeholdelse". Det er imidlertid Børne- og Ungdomsudvalgets opfattelse, at midlerne fra denne pulje er afsat til ekstraordinær vedligeholdelse/genopretning i forlængelse af vedligeholdelsesprioriteringen for 2007, og derfor ikke kan opfattes som led i den ordinære vedligeholdelse for 2008.

Herudover skal Børne- og Ungdomsudvalget på ny opfordre til, at der udarbejdes en oversigt over tilstanden på køkkener og toiletter/skifterum på BUFs institutioner på baggrund af den igangværende tilstandsregistrering. Med ca. 800 institutioner vil det være naturligt, at der årligt afsættes midler til renovering af køkkener og toiletter/skifterum på institutionerne. Køkkener og toiletter/skifterum forventes at have en gennemsnitlig levetid på ca. 30 år. BUF vurderer, at mange køkkener og toiletter/skifterum må anses for at være udtjent.

Afslutningsvis skal udvalget gøre opmærksom på, at der synes at være en betydelig mangel på overensstemmelse mellem overførte midler fra det tidligere FAF og UUF og det samlede beløb, der i planen er afsat til BUF´s institutioner. Fra FAF og UUF blev der på institutionsområdet overført ca. 30 mio. kr. til årlig vedligeholdelse i forbindelse med etableringen af Københavns Ejendomme. I den fremlagte Vedligeholdelsesplan for 2008 er der kun afsat 3,7 mio. kr. til samme område.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for BUFs budget.

 

Videre proces

Københavns Ejendomme har sendt "Vedligeholdelsesplan – Prioritering af grundbudget 2008" til høring i samtlige forvaltninger. På baggrund af fagudvalgenes høringssvar udarbejdes en indstilling om Vedligeholdelsesplanen til Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget med henblik på endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen den 21. februar 2008.

 

Bilag

1.      Høringsbrev fra Københavns Ejendomme med bilag

 

 

                               Else Sommer                        Knud Langberg

 



 

Til top