Mødedato: 14.08.2019, kl. 17:00
Mødested: Frejaskolen, Rughavevej 6, 2500 Valby

B-sag: Bevillingsmæssige ændringer pr. august 2019

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til bevillingsmæssige ændringer pr. august 2019.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forslag til interne omplaceringer pr. august 2019 inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme.
  2. at udvalget godkender forslag til eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg pr. august 2019 med henblik på senere behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.  

Problemstilling

Bevillingsmæssige ændringer foretages fire gange årligt og vedrører budgetmæssige omplaceringer indenfor og/eller mellem udvalg. Omplaceringerne skal godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis der er tale om omplaceringer mellem udvalg.

Løsning

Formålet med bevillingsmæssige ændringer er at sikre en løbende opfølgning på udviklingen i udvalgenes økonomi, så budget og regnskab matcher hinanden. Bevillingsmæssige ændringer er et styringsmæssigt princip, hvor forbrug og budget placeres samme sted og på samme bevillinger. Ændringerne bidrager til at sikre en optimering af økonomistyringen og et retvisende regnskab. Dette er i tråd med den interne såvel som den eksterne revisions anbefalinger.

Der foretages tre typer omplaceringer – interne omplaceringer inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme, eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg samt omplaceringer indenfor anlægsområdet med Byggeri København.

Der er to grunde til at omplacere budget mellem udvalgets forskellige bevillingsområder, henholdsvis aktivitetsudvikling og teknisk omplacering.

Aktivitetsudvikling

  • Budgettet skal stemme overens med den forventede aktivitet, bevillingsmodeller og øvrig udmøntning af det vedtagne budget. Det betyder blandt andet, at hvis det forventede forbrug er større end budgettet på et bevillingsområde, skal der omplaceres budget fra et eller flere bevillingsområder med forventet mindreforbrug.

Teknisk omplacering

  • Omplacering af budget fra et bevillingsområde til et andet, hvis der er flytning af opgaver eller ændret bogføringspraksis mellem bevillingsområder.

Samlet medfører omplaceringerne en nedskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme med 32,0 mio. kr. og en nedskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme med 83,8 mio. kr. i 2019, jf. tabel 1. De bevillingsmæssige ændringer er uddybet i bilag 1 og 2, hvor bilag 2 er en del af afleveringskravet til Økonomiforvaltningen.

Tabel 1: Samlede omplaceringer i 2019

Der er tale om henholdsvis etårige, flerårige eller varige omplaceringer, der skal sikre, at budgettet er korrekt placeret i forhold til forbruget. Der er således forskellige typer omplaceringer, hvor de etårige omplaceringer udelukkende gælder i 2019, mens de varige er vedblivende.

Omplaceringer mellem udvalg i indeværende år (etårige)

Børne- og Ungdomsudvalget modtager samlet set 0,7 mio. kr. i driftsmidler og afgiver 83,8 mio. kr. i anlægsmidler, jf. bilag 1, tabel 2.

På driftssiden overføres der 0,7 mio. kr. fra Økonomiudvalget, der vedrører investeringscasen om optimering af regres i kommunens forsikringssager som vedtaget i Overførselssagen 2018-19. Investeringscasen omhandler øget fokus på Københavns Kommunes skadessager på bygning- og løsøre, hvor skaden er påført af en ansvarlig tredjemand, og hvor kommunen har mulighed for at søge erstatning for skadesudgifter (regres). Med investeringscasen nedsættes forsikringsordningens opkrævning af forsikringspræmie hos forvaltningerne.

På anlæg overføres der 83,8 mio. kr. til Byggeri København. Det drejer sig primært om midler til indretning af fritidslokaler ved Brønshøj Skole, etablering af tidlige opstarter af daginstitutioner og etablering af specialpladser på Kirsebærhavens Skole og Skolen i Charlottegården. Budgettet er tildelt Børne- og Ungdomsudvalget, mens opgaven udføres af Byggeri København.

Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder varige

Omflytningerne er beløbsneutrale for udvalgets samlede ramme, idet der er tale om at flytte midler fra en bevillingsramme til en anden, jf. bilag 1, tabel 3. Der er tale om en række mindre omflytninger af teknisk karakter, der imødekommer revisionskravet om, at budgettet placeres på de bevillingsrammer, hvor udgifterne faktisk afholdes. Omflytningerne er således ikke et udtryk for en politisk prioritering.  

Omplaceringer mellem udvalg varige

Børne- og Ungdomsudvalget afgiver samlet set 32,6 mio. kr. i driftsmidler, jf. bilag 1, tabel 4.  Omplaceringerne skyldes primært, at der overføres 32,9 mio. kr. til Koncern IT. Budget- og regnskabskredsen i kommunen har besluttet, at de fælles IT-systemer til løn og vagtplan fremadrettet skal være bevillingsfinansieret. Tidligere er forvaltningerne blev opkrævet regninger. Ordningen er dermed udgiftsneutral for forvaltningen.

Økonomi

Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår med denne sag, at Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme nedskrives med 32,0 mio. kr. og anlægsramme nedskrives med 83,8 mio. kr. som resultat af de foreslåede bevillingsmæssige ændringer.

Videre proces

Sagen forventes behandlet i Økonomiudvalget den 21. august 2019 og i Borgerrepræsentationen den 29. august 2019.

 

Tobias Børner Stax               /                   Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 14. august 2019:

Indstillingen blev godkendt.


Til top