Medlemsforslag om hyrdebrev angående ytringsfrihed
- at Børne- og Ungdomsudvalget pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et hyrdebrev til alle ansatte i forvaltningen, der kort og præcist opridser de vide rammer for deres ytringsfrihed. Hyrdebrevet skal forelægges Børne- og Ungdomsudvalget, som skal godkende ordlyden af brevet inden udsendelse.
(Stillet af Venstre og Enhedslisten)
Motivering
En række ærgerlige sager har på det seneste skabt tvivl hos blandt andre Københavns lærere om, hvor langt deres ytringsfrihed rækker, og om det at udtale sig kritisk i relation til deres arbejde kan få ansættelsesretlige konsekvenser.
Det er et stort problem, hvis lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, psykologer, socialrådgivere og andre medarbejdere ikke længere er trygge ved at sige højt, hvis noget ikke er, som det bør være. For det er de medarbejdere, der tydeligst ser, hvordan vores børn har det i skoler og institutioner, og hvordan vores pædagogiske tilbud fungerer. Det er afgørende, at kommunens ansatte ikke er bange for at dele den viden med os politikere, forvaltningen og offentligheden.
Derfor ønsker vi at sende et brev ud til alle ansatte i Børne- og Ungdomsforvaltningen, herunder ansatte i de selvejende institutioner, der kort og præcist opridser de vide rammer, som alle offentligt ansatte har for at ytre sig.Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 14. maj 2025:
Udvalget godkendte uden afstemning et ændringsforslag (ÆF1) fra Alternativet om tilføjelse af følgende nye supplerende 2. at-punkt:
ÆF1: ”2. at forvaltningen i samarbejde med relevante faglige aktører udarbejder en offentlig tilgængelig informations-side om BUF-ansattes ytringsfrihed”.
Udvalget godkendte uden afstemning et ændringsforslag (ÆF2) fra Alternativet om tilføjelse af følgende nye supplerende 3. at-punkt:
ÆF2: ”3. at forvaltningen går i dialog med de relevante faglige aktører om at indarbejde information om rettigheder vedr. ytringsfrihed i kommunale uddannelsestilbud til skoleledere”.
Med ovenstående tilføjelser blev medlemsforslaget herefter godkendt uden afstemning.