Studietur for Børne- og Ungdomsudvalget
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender en studietur til Skotland den 27.-30. april 2026 mhp. at få viden og inspiration om bl.a. inkluderende fællesskaber og
- at der afsættes 250.000 kr. (skønsmæssigt overslag) i alt til studieturen, der finansieres via udvalgets bevilling, Administration.
Problemstilling
BUU har i hver valgperiode mulighed for at tage på studierejser og hente inspiration, der skal være med til at styrke udvalgets politiske arbejde på børne- og ungdomsområdet. Forvaltningen foreslår, at udvalget tager til Skotland den 27. april til 30. april 2026 for at se, hvordan der bliver arbejdet med mangfoldige børnefællesskaber og forskellige læringsindsatser.
Studieturen gennemføres, hvis mindst halvdelen af udvalget deltager.
Løsning
En af de opgaver, BUU står over for i den kommende valgperiode, er at realisere målsætningerne om at styrke de mangfoldige børnefællesskaber i dagtilbud og skoler. Derfor foreslås det også, at temaet for turen er mangfoldige børnefællesskaber og inklusion, herunder særligt pædagogiske, didaktiske og sociale indsatser.
I Skotland udgør inklusion en central del af udviklingen af skolesystemet og er blandt andet rammesat gennem den nationale lovgivning Additional Support for Learning (ASL) og Getting it right for every child (GIRFEC). ASL-loven forpligter skolesystemet til at identificere og tilbyde støtte til alle elever ud fra en bred forståelse af støttebehov, mens GIRFEC-loven pålægger alle sektorer, der arbejder med børn, at samarbejde vedholdende med barn og familie på tværs af fagområder med fokus på, hvad der gør en positiv forskel for det enkelte barn så alle børn kan nå deres fulde potentiale.
Formålet med studieturen vil være at få viden om og indsigt i arbejdet med inklusion i det skotske skolesystem og inspiration til, hvordan erfaringerne kan styrke og kvalificere arbejdet med mangfoldige børnefællesskaber i København. Det foreslås, at der indgår besøg i både Edinburgh og Glasgow, så udvalget kan se forskellige eksempler på arbejdet.
Ledere fra Børne- og Ungdomsforvaltningen har i 2024 og 2025 besøgt Skotland for at få viden om den kommunale udmøntning af lovgivningen og det konkrete pædagogiske arbejde med inklusion. På baggrund af besøgene fremhæves en række iagttagelser, som vurderes at være relevante i forhold til arbejdet med mangfoldige børnefællesskaber i Københavns Kommune:
Samarbejdet mellem skole og supportfunktioner er organiseret ved at barnet deltager i møder, der vedrører barnets støtte. Barnets perspektiv tillægges betydning i både vurdering, planlægning og løbende evaluering af den støtte, barnet modtager.
De fysiske rammer tillægges stor betydning og anvendes bevidst i hverdagen til at understøtte elevernes oplevelse af tilhørsforhold til fællesskabet. Der er en udtalt stolthed over rammerne, som indgår aktivt i det pædagogiske arbejde.
Ledelsesopgaven er tydeligt rammesat med klare forventninger til ledelsens ansvar i forhold til inklusionsindsatsen. Samtidig er der åbenhed i ledelsesrummet over for at inddrage ekstern faglig støtte, når der er behov for det.
Tilgangen til inklusion er gennemgående og forankret på tværs af organisationen. Det kommer til udtryk i undervisningens mål, indhold og pædagogiske tilrettelæggelse samt i ledelsen, blandt medarbejdere, elever og i undervisningsrummet.
Forældresamarbejdet er struktureret og systematisk og omfatter også forældre til børn med skolevægring. Der arbejdes med en fælles og positiv fortælling om skolen i Skotland, som bidrager til forældrenes oplevelse af engagement og stolthed.
Et besøg i Skotland vil kunne bygge videre på tidligere studiebesøg og bidrage til at perspektivere erfaringer fra tidligere indsatser, ligesom det vil give udvalget mulighed for at se samme praksiseksempler, som en del af sektorens ledere også har set.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte en anden destination og et andet tema for studieturen eller vælge at forkaste indstillingen.
Økonomi
Forvaltningen foreslår, at der afsættes 250.000 kr. (skønsmæssigt overslag) til studierejsen. Studierejsen finansieres på udvalgets bevilling, Administration.
Videre proces
Hvis BUU beslutter, at udvalget ønsker at tage på den foreslåede studietur, går forvaltningen i gang med planlægning af turen. Udvalget vil forud for studieturen modtage supplerende informationsmateriale samt en samlet plan for turen.
Der vil senere blive forelagt en særskilt sag i Borgerrepræsentationen om grundlaget for udgiftsgodtgørelse.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve