Mødedato: 13.08.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Distriktsændringer for skoleåret 2026-27 - efter høring

Se alle bilag
Der skal træffes beslutning om to mulige skoledistriktsændringer, efter forslagene har været i høring. Forslagene vedrører distriktsændringer for Skolen i Sydhavnen og Nørrebro Park Skole, da skolerne indskriver flere elever, end der er plads til. 

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) over for Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,

  1. at karré 17001C, del af karré 17004 og del af 17005a flyttes fra Skolen i Sydhavnen til Skolen ved Dybbølsbro og
  2. at karré 14605-14608 flyttes fra Nørrebro Park Skole til Rådmandsgade Skole og rode 142 fra Nørrebro Park Skole til Guldberg Skole samt at rode 152 flyttes fra Rådmandsgade Skole til Guldberg Skole.

Problemstilling

Den 23. april 2025 besluttede BUU at sende tre forslag om distriktsændringer for skoleåret 2026/27 i høring. BUU skal dog kun forholde sig til to forslag i indstillingen, da det ene forslag vedrørte en ny skolestruktur for Blågård Skole. Det forslag er frafaldet, da BUU den 18. juni 2025 besluttede, at der ikke skal ændres på skolestrukturen. Derfor skal udvalget kun forholde sig til forslagene for Skolen i Sydhavnen og Nørrebro Park Skole.

Løsning

I høringen er der modtaget 34 høringssvar. Tilbagemeldingen for hvert forslag er opsummeret i afsnittene herunder.

Forvaltningen anbefaler fortsat, at der laves distriktsændringer for skolerne, men på baggrund af høringen præsenteres der alternative løsninger til forvaltningens indstilling. For Skolen i Sydhavnen beskrives et forslag om at flytte Engholmene samlet til Skolen ved Dybbølsbro, mens der for Nørrebro Park Skole fremgår et forslag om at inddrage Blågård Skole i distriktsændringerne.

Distriktsændringer mellem Skolen i Sydhavnen og Skolen ved Dybbølsbro

Skolen i Sydhavnen er en firesporet skole og indskriver fem spor i det kommende skoleår. Den tendens forventes at fortsætte, og derfor har forvaltningen foreslået en distriktsændring til Skolen ved Dybbølsbro, så skolen ikke optager for mange elever. Tidligere har skolen haft et mindre elevoptag, men der er sket en væsentlig stigning i antallet af børn i skolens grunddistrikt, hvilket nødvendiggør en ændring, da børnetallet også forventes at stige de kommende år. 

Der er modtaget 20 høringssvar vedrørende ændringen. Høringssvarene er fra borgere, Vesterbro Lokaludvalg, Brug Folkeskolen og skolebestyrelser på begge skoler samt skoleledelsen på Skolen i Sydhavnen.

Fra skolebestyrelser, skoleledelse og Vesterbro Lokaludvalg er der opbakning til ændringen på baggrund af pladsproblemerne på Skolen i Sydhavnen. Der fremhæves dog også udfordringer ved forslaget, hvor det påpeges, at der bør være fokus på, hvordan skolevejen fra Havneholmen og Engholmene kan styrkes. Herudover gøres der opmærksom på, at det også er vigtigt, at de flyttede områder har en naturlig sammenhæng geografisk.

Begge opmærksomhedspunkter fremhæves også af borgersvarene, som alle er imod, at der i det hele taget foretages en distriktsændring. Borgerne gør derudover opmærksom på, at Engholmene med forvaltningens forslag splittes uhensigtsmæssigt op, da Lyngholm bliver adskilt fra de øvrige holme, når de flytter til Skolen ved Dybbølsbro. Det vil udfordre børnefællesskaberne og det lokale miljø i området.

Det er ikke muligt at annullere distriktsændringen, da Skolen i Sydhavnen i så fald vil optage for mange børn de kommende skoleår. Men hvis holmene skal holdes samlet, så anbefaler forvaltningen, at Lyngholm også skal flytte med til Skolen ved Dybbølsbro, så Engholmene flyttes samlet. Det vil flytte 2 børn mere end med den nuværende ændring, og det vil dermed flytte lidt flere elever end nødvendigt. Derved vil det heller ikke følge princippet om mindste indgriben. Af bilag 2 fremgår hvilket område, som i så fald flyttes med.

I forhold til sikre skoleveje, så er det TMF's vurdering, at eleverne fra både Havneholmen og Engholmene kan køre ad cykelslangen op til Dybbølsbro, så de undgår Vasbygade, som er en meget trafikeret vej. Herefter kan de ad Dybbølsbro tage over til skolen. Herved undgår eleverne en større del af biltrafikken i området. Derudover er det aftalt med TMF, at der bliver opsat skilte om skolestartende børn i starten af skoleårene, så der gøres opmærksom på, at der skal tages ekstra hensyn omkring overgangen til Dybbølsbro.

Distriktsændringer mellem Nørrebro Park Skole, Rådmandsgades Skole og Guldberg Skole

Nørrebro Park Skole er en tresporet skole og indskriver fire spor i det kommende skoleår. Den tendens forventes at fortsætte, og derfor har forvaltningen foreslået en distriktsændring til Rådmandsgade Skole og Guldberg Skole, så skolen ikke fortsat vil optage for mange elever.

Der er modtaget 14 høringssvar vedrørende ændringen. Høringssvarene er fra borgere, Nørrebro Lokaludvalg, Brug Folkeskolen og skolebestyrelser fra Nørrebro Park Skole, Rådmandsgades Skole og Blågård Skole.

Skolebestyrelsen på Nørrebro Park Skole bakker op om løsningen, hvor de også fremhæver behovet for en løsning på skolens kapacitetsudfordringer. Hertil bemærker bestyrelsen, at de er bekymret for, om der flyttes nok børn med denne løsning. Der er forvaltningens vurdering, at der flyttes nok børn, men skulle det mod forventning være for få, så revurderes behovet igen næste år.

Skolebestyrelsen på Rådmandsgade Skole forholder sig ikke konkret til de foreslåede løsninger, men fremsætter et ønske om langsigtet planlægning, hvor man undgår mange løbende mindre distriktsændringer, da det udfordrer skolernes drift samt forudsigeligheden for forældrene.

På baggrund af principperne for skoledistriktsændringer, så gennemføres distriktsændringer kun, når det er allermest nødvendigt, så forældre og skoler oplever kontinuitet og gennemsigtighed omkring byens skoledistrikter. På grund af de skiftende søgemønstre på Nørrebro, er det dog et vilkår for området, at der ofte bliver behov for distriktsændringer, da ændringer i søgningen til skolerne kan give kapacitetsudfordringer, som nødvendiggør nye distriktsgrænser.

Skolebestyrelsen på Blågård Skole og Nørrebro Lokaludvalg har i deres høringssvar præsenteret et nyt forslag, hvor rode 137 flyttes til Blågård Skole fra Nørrebro Park Skole. Rode 137 er placeret midt i Blågård Skoles distrikt og i forhold til den geografiske sammenhæng af skoledistrikterne, kan forslaget give god mening. Forslaget vil flytte 3 børn og kan enten erstatte flytningen af karré 14605-14608 til Rådmandsgade Skole eller tilføjes til det nuværende forslag. Forvaltningen har ifm. den sidste indstilling også overvejet muligheden, men har på baggrund af Blågård Skoles nuværende udfordringer ikke ville anbefale en løsning, hvor der tilføjes elever til Blågård Skoles distrikt.

Herudover er der i høringsmaterialet indgået et alternativ til den indstillede distriktsændring, hvor der ligeledes flyttes roder fra Nørrebro Park Skole til Rådmandsgade Skole og Guldberg Skole, men omfanget vil være større end med det nuværende forslag. Der er ikke kommet tilkendegivelser i høringen, som har givet anledning til, at denne løsning anbefales i stedet. Derfor fastholder forvaltningen det nuværende løsningsforslag.

De øvrige borgersvar ønsker at bevare de nuværende skoledistrikter, da ændringerne vil give en længere skolevej, som også opleves mere usikker. Der bor dog i forvejen elever i samme område, som skal tage samme skolevej, og TMF vurderer, at det ikke vil give væsentlige udfordringer i forhold til trafiksikkerhed.

Politisk handlerum

Indstillingen kan forkastes. I så fald bliver skolerne presset på deres kapacitet, da skolerne vil optage for mange elever, hvilket der skal findes kapacitetsløsninger på. Det kan også vælges at vedtage de forslag til ændringer til forvaltningens indstilling, som er fremkommet under høringen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sagen skal behandles i ØU og BR, hvorefter distriktsændringerne træder i kraft og er gældende fra den kommende skoleindskrivning i november 2025.

 

Tobias Børner Stax                                                        Sti Andreas Garde
Til top