Mødedato: 13.08.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om afskaffelse af forskelsbehandling i den københavnske folkeskole

Det indstilles,

1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen med inddragelse af borgerrådgiveren vender tilbage til udvalget med en liste over oplevelser af forskelsbehandling på grundlag af herkomst fra folkeskolen og

2. at Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejder et budgetnotat, som både omfatter finansiering af en ligestilling af alle københavnske folkeskoleelever, der ønsker modersmålsundervisning, og det mindreforbrug, som afskaffelse af administration af den nuværende forskelsbehandlende indskrivning i modersmålsskolen og dens tilknyttede brugerbetaling må give.

(Stillet af Enhedslisten)

Motivering

Borgerrepræsentationen havde inden sommerferien en debat om forskelsbehandling og xenofobi i folkeskolen, som ledte til en beslutning om at udarbejde en handleplan mod racisme, antisemitisme og diskrimination. 

Et centralt skridt i denne handleplan er, at afdække hvilke former for racisme, der opleves på folkeskolerne. Denne afdækning bør bygge på et første overblik, således at eksterne aktører kan spørges til mere specifikke forhold.

Inden for det særdeles identitetsmæssigt sensitive sprogundervisningsområde er det dog allerede åbenlyst, at oplevelsen af forskelsbehandling findes og har sit grundlag i en BUU-vedtagelse fra 2008. Så det er derfor også passende, at BUU omgør denne beslutning for bedre at kunne sætte den netop vedtagne handleplan på ret køl.

Elever og deres forældre bør ikke opleve, at der skelnes mellem herkomst, når det afgøres, hvorvidt der for undervisning i netop deres modersmål skal opkræves brugerbetaling. Det krænker opfattelsen af ligebehandling uanset herkomst, når der kræves brugerbetaling for kinesisk, hebraisk, ukrainsk og urdu, mens der ikke er brugerbetaling for ungarsk, italiensk, hollandsk og lettisk.

Det er derfor passende, at vi i BUU tager initiativ til at fjerne et meget tydeligt element af oplevet diskrimination i skolesystemet. København har siden 2008-budgettet sparet midler ved at benytte Folketingets beslutning fra 2002 om forskelsbehandling af elever med sproglig baggrund i EU/EØS-lande og elever med anden sproglig baggrund. Midlerne til modersmålsundervisning er nedskåret ved at udnytte lovgivningens mulighed for at fjerne tilskuddet til modersmålsundervisning for ikke-europæere. 

Københavnske elever og forældre oplever denne forskelsbehandling som diskrimination og det er fuldt forståeligt for forslagsstillerne, at det er oplevelsen, for nogle forældre skal fra 6. klasse betale for en undervisning, som for andre forældre er uden betaling. Denne forskelsbehandling underminerer både forældre og børns fornemmelse af ligeværd - uanset herkomst. Denne forskelsbehandling kan ophæves gennem budget 2026, som helt bør afskaffe brugerbetaling for modersmålsundervisning i den københavnske folkeskole.

Til top