B-sag: Aflæggelse af anlægsregnskaber 2025
Udvalget skal godkende særskilte anlægsregnskaber for anlægsprojekter over 2,0 mio. kr. Med denne sag behandles aflæggelse og bevillingsmæssige ændringer af 14 særskilte anlægsregnskaber.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget overfor Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,
- at anlægsregnskaberne jf. bilag 1 godkendes,
- at mindreforbrug på i alt 2,1 mio. kr. (2026 p/l) afregnes med Kassen jf. bilag 2,
- at merforbrug på i alt 4,6 mio. kr. (2026 p/l) afregnes med udvalgets overskuds-/underskudsmodel jf. bilag 2.
- at der frigives anlægsbevillinger på 5,6 mio. kr. jf. bilag 3
Problemstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen er i henhold til Københavns Kommune fællesadministrative forretningsgang for anlæg forpligtet til at aflægge anlægsregnskaber for kommunale anlægsprojekter senest 31. maj det andet år efter, at projektet er færdiggjort. Det fremgår desuden af forretningsgangen, at der skal aflægges særskilte anlægsregnskaber for anlægsprojekter på over 2,0 mio. kr., mens regnskaber for anlægsprojekter under 2,0 mio. kr. typisk vedlægges årsregnskabet.
BUU skal med denne indstilling godkende 14 særskilte regnskaber for projekter over 2,0 mio. kr. samt tilhørende bevillingsmæssige ændringer. I de bevillingsmæssige ændringer afregnes mindreforbrug enten med Kassen, eller afvigelserne bliver hos BUU og indgår i udvalgets overskuds-/underskudsmodel.
Løsning
Godkendelse af anlægsregnskaber
Med denne indstilling aflægger forvaltningen anlægsregnskaber for projekter, der er færdiggjort eller annulleret i 2024 og 2025. Der er aflagt anlægsregnskaber for alle projekter afsluttet før 2024, og regnskaberne aflægges dermed rettidigt.
BUF’s anlægsprojekter består af en række forskellige typer af projekter. En stor del af dem vedrører indretning og montering i forbindelse med større anlægsprojekter, hvor Økonomiforvaltningen (ØKF) står for selve byggeriet. BUF’s andel af budgettet i samspil med disse typer af projekter anvendes til rådgivning, montering og inventar.
BUF aflægger med denne indstilling særskilt regnskab for 14 anlægsprojekter på over 2,0 mio. kr. 4 af projekterne er bygge- og renoveringsprojekter, hvor BUF selv har bygherreansvaret, mens 6 projekter vedrører indretning og montering. De resterende 4 er puljer. Regnskabsresultatet og forklaringer på projektniveau fremgår af bilag 1.
Mindreforbrug på forvaltningens anlægsprojekter kan primært henføres til mindreforbrug på forvaltningens screenings- og planlægningspuljer til byudviklingsprojektet i Tingbjerg, hvor annulleringen af Væksthuset har resulteret i mindreforbrug på puljerne. Derudover har gunstige priser på inventar og montering i forbindelse med ibrugtagning af nybyggeri og i forbindelse med genhusning skabt en del mindreforbrug. Det drejer sig om byggesagerne ved Børnehuset Else samt tandklinikken på Nørrebrogade 209.
Merforbrug kan primært henføres til tidsforskydninger på byggesager med den konsekvens, at forvaltningen har været nødsaget til at forlænge genhusningsperioderne. Dette gælder især den tidlige opstart af diverse daginstitutioner i Ørestad Syd.
Godkendelse af bevillingsmæssige ændringer
Der skal med denne sag tages stilling til de bevillingsmæssige ændringer som følger af de 14 regnskaber for anlægsprojekter over 2,0 mio. kr. De bevillingsmæssige ændringer handler om, hvorvidt regnskabernes mer- eller mindreforbrug afregnes med kassen, BUF’s overskuds-/underskudsmodel eller fortsættende anlægsprojekter. I bilag 4 er der en uddybende forklaring på de tre forskellige afregningsformer.
Med O/U-modellen kan projekter med et mindreforbrug finansiere merforbruget på andre projekter og dermed skabe en mere smidig eksekvering af anlægssager i BUF. Det er kun projekter, hvor enten ByK eller KEJD har hovedansvaret for anlægsarbejdet, der er omfattet af O/U-modellen. I alt 6 regnskaber med et samlet merforbrug på 4,6 mio. kr. afregnes med O/U-modellen.
Alle øvrige projekter, som ikke er omfattet af O/U-modellen eller afregnes med et fortsættende anlægsprojekt, skal afregnes med Kassen. I alt 8 anlægsprojekter med et samlet mindreforbrug på 2,2 mio. kr. afregnes med Kassen.
Teknisk frigivelse af anlægsbevillinger
For at forvaltningen kan benytte O/U-modellen til at finansiere merfobrug på anlægsprojekter, skal udvalget beslutte en teknisk frigivelse af anlægsbevillinger. Derfor skal udvalget godkende en teknisk frigivelse af anlægsbevillinger på i alt 5,6 mio. kr. for at dække merforbruget på 4 anlægsprojekter. De 4 regnskaber fremgår af bilag 3. Merforbruget på de 4 anlægsprojekter skyldes primært merudgifter grundet forsinkelser på hovedbyggeriet af Langelinieskolen.
Politisk handlerum
Der kan ønskes uddybende forklaringer til anlægsregnskaberne.
Økonomi
Mindreforbrug på 2,2 mio. kr. leveres tilbage til Kassen. Merforbrug på i alt 4,6 mio. kr. dækkes af udvalgets O/U -model.
Videre proces
Sagen skal behandles i ØU og BR - og sendes efterfølgende til Intern Revision og Center for Økonomi i ØKF.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde