Mødedato: 12.09.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Ny budgetmodel for rengørings- og gårdmandsområdet på daginstitutionsområdet

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til  forslag til ny budgetmodel for rengørings- og gårdmandsområdet på daginstitutionerne efter høring.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller Børne- og Ungdomsforvaltningen,

  1. at forslag til ny budgetmodel for rengørings- og gårdmandsområdet på daginstitutioner godkendes

Problemstilling

På BUU-mødet den 30. maj 2012 besluttede udvalget at sende forslag til en ny budgetmodel for rengørings- og gårdmandsområdet i høring, jf. bilag 1. Tidl. politisk behandling.

Daginstitutionernes rengørings- og gårdmandsbudgetter er i dag præget af betydelige forskelle i budgettildelingen, som ikke kan forklares ud fra objektive kriterier. På den baggrund foreslår forvaltningen, at der implementeres en ny model, som på en mere retfærdig og gennemskuelig måde omfordeler ressourcerne på institutionsområdet. En harmonisering af budgettildelingsprincipperne medfører et besparelsespotentiale på henholdsvis 5 mio. kr. på rengøringsområdet og 5 mio. kr. på gårdmandsområdet. Besparelsen understøttes af nye fysiske opmålingsdata samt forbrugsdata.

De overordnede initiativer, herunder besparelsespotentialet, er behandlet på Børne- og Ungdomsudvalgets budgetseminar og 1. og 2. behandling af budgetforslag for 2013.

Løsning

Proces hidtil

Fra starten har lokalefortegnelser og adresseopgørelser på både rengørings- og gårdmandsområdet været meget mangelfulde. Forvaltningen har derfor i en årrække arbejdet på at forbedre datagrundlaget med henblik på at fremlægge en ny rengørings- og gårdmandsmodel.

Med baggrund i ønsket om en ny budgetmodel på rengørings- og gårdmandsområdet blev alle daginstitutioner i BUF målt op i perioden 2008-2009. Der blev således foretaget en konkret vurdering af rengøringsbehovet på den enkelte institution samt en kortlægning af institutionernes udendørsarealer.

Denne opmåling er opdateret og kvalitetssikret i 2011 og 2012.

Kvalitetssikringen har bl.a. omfattet, at forvaltningen i april/maj 2012 har fremsendt lokalefortegnelser til alle institutioner. Institutionerne har haft mulighed for at afgive bemærkninger til tegningerne med henblik på at sikre korrekt opgørelse af lokalefordeling og -anvendelse. Ligeledes har forvaltningen i oktober 2011 forsøgt at kvalificere oplysningerne om 3.-mandsleje med henblik på at afklare eventuelle usikkerheder.

I forbindelse med modelarbejdet har forvaltningen indhentet specialist viden fra en ekstern konsulent på rengøringsområdet og fra Rengøringssektionen, ligesom der på gårdmandsområdet er hentet erfaringer fra Gårdmandskorpset.

Endelig har forvaltningen afholdt møde med de faglige organisationer medio juni 2012 samt informationsmøder for institutionerne i de enkelte Områder i uge 25 og 26, hvor institutionerne har haft mulighed for at komme med bemærkninger til udkastet til modellen.

Da institutionsområdet konstant er under forandring, vil der løbende ske ændringer, som kan påvirke tildelingen til den enkelte institution. Skulle det efterfølgende vise sig, at der er afgørende forhold med betydning for den enkelte institution, som ikke fremgår af det nuværende materiale, vil dette blive rettet ved henvendelse. Yderligere informationer vil tillige blive sendt ud i Budgetvejledningen for 2013.

Høringssvar

Der er i alt indkommet 62 høringssvar, jf. bilag 2. Mange høringssvar anerkender behovet for harmonisering af området via en ny budgetmodel med mere gennemskuelige tildelingskriterier.

Den generelle accept af modellens formål følges dog på vej af en række forskelligartede bemærkninger, hvoraf hovedparten fordeler sig i følgende kategorier:

  • Indvendig vedligehold - høringssvar udtrykker utilfredshed med, at modellen ikke tildeler budget til løsning af indvendige opgaver, men udelukkende på baggrund af udearealets størrelse og antal børn.
  • Rengøringsopmåling  - høringssvar udtrykker bekymring for at rengøringsopmålingen indebærer en besparelse.
  • Børnepoint -  høringssvar udtrykker undren overfor, at modellen for tildeling af gårdmandsbudget anvender børnepoint.
  • Specialbørn - høringsvar påpeger problemstilling omkring særlige forhold for specialbørn, som modellen bør tage højde for.
  • 3.-mandsleje  - høringssvar udtrykker utilfredshed med, at institutioner i 3. mandsleje ikke modtager gårdmandsbudget, selvom disse inst. også har forpligtigelse til at vedligeholde bygninger indenfor.
  • Belastningsgrad - høringssvar udtrykker undren overfor, at modellen ikke tager højde for de enkelte lokalers belastningssgrad, dvs. antal børn i lokalet.

Bilag 3 gennemgår forvaltningens bemærkninger til ovenstående kategorier.

Ændringer til modellen

På baggrund af de indkomne høringssvar samt de mange bemærkninger på de afholdte informationsmøder i Områderne foreslår forvaltningen, at rengørings- og gårdmandsmodellen justeres på en række områder. Forvaltningen foreslår følgende:

  • At gårdmandsmodellen ændres fra udelukkende at tildele en takst pr. barn til at tildele et grundbeløb, et beløb pr. barn til indvendige serviceydelser, et beløb pr. barn til udvendige serviceydelser samt et tillæg for store udendørsarealer.
  • At gårdmandsmodellen justeres for specialbørn, således at specialbørn udløser den normale takst pr. barn gange 2,5 i gårdmandsbudgettet. Dette ligger på linje med håndteringen af specialbørn i andre budgetmodeller.  
  • At der overføres 768.709 kr. fra gårdmandsmodellen til specialmodellen til løsning af specialbørnehavernes opgaver i forbindelse med instrumenthåndtering. Historisk har disse midler været meldt ud i gårdmandsbudgettet, men forvaltningen vurderer, at der er tale om opgaver knyttet til kernedriften. Derfor bør midlerne overflyttes til pladsprisen. Dette særlige forhold gælder kun for specialbørnehaver, idet specialfritidshjem- og klubber historisk set ikke har haft sådanne midler placeret i gårdmandsbudgettet.
  • At rengøringsmodellen tilføres 386.705 kr. fra weekendmodellen til varetagelse af institutionernes rengøring i weekenden. Midlerne har tidligere figureret som et fastsat timetal til weekendåbne institutioner.
  • At rengøringsmodellen tildeler midler til weekendåbent på institutioner samt ferieåbent til KKFO’er.
  • At nogle få institutioner håndteres særligt i både rengørings- og gårdmandsmodellen, idet vilkårene for disse institutioner er markant forskellige fra de øvrige institutioners vilkår, jf. bilag 6.

En teknisk gennemgang af modellens enkelte elementer findes i bilag 7.

Tildelingskriterier

Med ovenstående ændringer er tildelingskriterierne for rengørings- og gårdmandsmodellen som følger:

  • Rengøringsmodellen:
    • Alle institutioner tildeles et antal rengøringstimer baseret på en konkret opmåling af den enkelte institution.
  • Gårdmandsmodellen:
    • Alle institutioner tildeles et grundbeløb på 10.000 kr. årligt til indvendige serviceydelser.
    • Alle institutioner tildeles et beløb pr. barn til indvendige serviceydelser, jf. bilag 3.
    • Institutioner med udendørsareal, der skal vedligeholdes, tildeles et beløb pr. barn til udvendige serviceydelser.
    • Institutioner med et udendørsareal, der skal vedligeholdes og er over 2000 m2, tildeles yderligere et tillæg på 20.000 kr. for stort udendørsareal.

Figur 1 illustrerer den samlede budgetmodel. 

 

 Konsekvenserne af de indarbejdede ændringer fordeler sig som i figur 2.

Figur 2 Konsekvens af ny budgetmodel

 

Procentvis ændring

Klynger

Selvejende

Kommunale uden klynge

50+

1

8

2

30-50

1

13

0

10-30

8

33

1

0-10

22

26

0

0-(-10)

22

51

3

(-10)-(-30)

22

67

4

(-30)-(-50)

0

41

8

mere end -50

0

4

7

I alt

76

243

25

 

I forhold til den model, som blev fremlagt forud for høringen, omfordeler den nye model, som indarbejder ovenstående ændringer, mindre. Der er altså færre institutioner, der enten taber eller vinder meget på modellen i forhold til det nuværende budget.

Det er vigtigt fortsat at bemærke, at institutionerne med det tildelte budget til rengøring og gårdmænd har mulighed for at få opgaven løst af henholdsvis Rengøringssektionen og Gårdmandskorpset i BUF. Dette er et tilbud, idet institutionerne fortsat kan vælge en anden løsning, f.eks. ansættelse af eget personale eller indgåelse af SKI aftaler efter regelsættet herfor.

Økonomi

Med de indarbejdede ændringer til kriterierne i budgettildelingen ser områdets samlede økonomi ud som i tabel 1.

  

Tabel 1 Modellens samlede økonomi

Rengøring

Gårdmand

Budget 2012

197.926.941

82.211.949

Tilført til weekendåbent

386.705

Fratrukket til specialbørn

768.709

Besparelse

5.000.000

5.000.000

Samlet økonomi

193.313.646

76.443.240

 

Der opnås en besparelse på henholdsvis 5 mio. kr. på rengøringsområdet og 5 mio. kr. på gårdmandsområdet, svarende til 2,5 pct. af det samlede rengøringsbudget i 2012 og 6,1 pct. af det samlede gårdmandsbudget i 2012.

Bilagene 4-6 giver et overblik over de økonomiske konsekvenser af den nye budgetmodel for de enkelte daginstitutioner.

Indfasningsordning

I forbindelse med implementeringen af den nye budgetmodel vil flere klynger og institutioner skulle foretage en budgettilpasning, som i sidste ende kan have personalemæssige konsekvenser.

Der indføres derfor en indfasningsordning, som til dels kan kompensere for denne strukturtilpasning. Indfasningsordningen kan delvist kompensere for de udgifter, som klynger og institutioner vil få i forbindelse med opsigelsesvarsler, der strækker sig ind i 2013. Indfasningen gives frem til 1. maj 2013, hvilket indebærer, at klynger og institutioner fra modellens vedtagelse i september 2012 frem til 1. maj 2013 har 6 måneder til at tilpasse personalestrukturen til den nye budgetmodel. Ligeledes vil klynger og institutioner i indfasningsperioden have mulighed for at indgå aftaler om den fremtidige løsning af gårdmands- og rengøringsopgaverne, eventuelt med Gårdmandskorpset og Rengøringssektionen i BUF.

Indfasningsordningen finansieres kollektivt, således at de institutioner, der tildeles et større budget i den nye budgetmodel sammenlignet med 2012-budgettet, i de fire første måneder af 2013 finansierer indfasningsordningen for de institutioner, som taber ved den nye budgetmodel.

Indfasningsbeløbet og det endelige budget ses af bilagene 4-6.

Videre proces

Efter udvalgets eventuelle godkendelse vil forvaltningen implementere modellen pr. 1. januar 2013.

I forbindelse med de ovenfor nævnte budgetmæssige ændringer, kan der opstå behov for nedsættelse af den enkelte medarbejderes arbejdstid, ændring af tjenestested, arbejde på flere tjenestesteder eller i yderste konsekvens opsigelse af medarbejdere.

Umiddelbart efter udvalgets eventuelle godkendelse vil forvaltningen iværksætte arbejdet i forhold til at håndtere omorganiseringer etc. Forvaltningen vil i denne forbindelse yde vejledning i forhold til at finde en løsning for den enkelte enhed. Yderligere information herom vil blive udsendt via Ugepakken. 

I tilfælde hvor Rengøringssektionen og Gårdmandskorpset overtager den fremadrettede opgaveløsning, vil Rengøringssektionen og Gårdmandskorpset overtage de konkrete medarbejdere.

                                                      Else Sommer                                         /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med nedenstående resultat, idet der som opfølgning på den nye budgetmodel for rengøring og gårdmænd nedsættes en følgegruppe med repræsentanter fra de faglige organisationer, de decentrale ledere og forvaltningen med det formål at følge op på implementeringen af modellen i det kommende år. Følgegruppen skal have særligt fokus på sammenhængen i de nye opmålinger i forhold til at sikre korrekte data, klare retningslinjer ved fremtidige ændringer i opmålinger samt opfølgning på de personalemæssige konsekvenser af modellen, herunder omplacering af medarbejdere i andre stillinger.

 


For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø.

Imod stemte 3 medlemmer: C, O og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Cecilia Lonning (V) benyttede sig af standsningsretten. Sagen skal således behandles i Borgerrepræsentationen.

Til top