Mødedato: 12.08.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om Børnenes grundlovsdag - UDVALGSHENVIST FRA BR 18.6.26

Det foreslås at,

1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger udarbejder en sag, der belyser forskellige muligheder for at afholde et demokrati-arrangement for børn i forbindelse med grundlovsdag under navnet "Børnenes grundlovsdag". Sagen skal udvikles i samarbejde med relevante aktører. Desuden skal der udarbejdes et budgetnotat til Budget 2027 med forslag til finansiering af første afholdelse af Børnenes grundlovsdag i 2027.

(Stillet af Socialdemokratiet)

Motivering

Grundlovsdag er en vigtig del af Danmarks demokratiske historie. Ved at afholde en børnevenlig grundlovsdag i København kan børn på en sjov og engagerende måde lære om demokrati, medbestemmelse og fællesskab.

Det ønskes at sagen udarbejdes i samarbejde med relevante aktører såsom BUPL, FH Hovedstaden, Landsforeningen for socialpædagoger og Børns Vilkår med henblik på at dele erfaringer fra deres lignende arrangementer.

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. august 2026:

Medlemsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø.

Imod stemte 3 medlemmer: C og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Venstre ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Det Konservative Folkeparti tilsluttede sig: ”Grundlovsdag er en festdag i Danmark og i København. Men det gør det ikke til en kommunal opgave at arrangere grundlovsfejringer for udvalgte målgrupper. Kommunens penge kan kun bruges en gang, og vi mener, der er vigtigere kommunale udfordringer, som fx elevfravær og bedre daginstitutioner, at bruge pengene på. Derfor stemmer Venstre og Konservative imod forslaget.”

Til top