Budget 2027: Børne- og ungefaciliteter i byudviklingsområdet Nordsøkvarteret
BUU skal tage stilling til, om der skal udarbejdes et budgetnotat til Budget 2027 med en hensigtserklæring om, at den videre planlægning af Nordsøkvarteret skal omfatte arealer til et ungehus og kulturskoleaktiviteter, herunder med fokus på mulighederne for sammentænkning med kultur- og fritidsfunktioner.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
- at der udarbejdes et budgetnotat til Budget 2027 med en hensigtserklæring om, at den videre planlægning af Nordsøkvarteret skal omfatte arealer til et ungehus og kulturskoleaktiviteter, herunder med fokus på muligheder for sammentænkning med øvrige kultur- og fritidsfunktioner.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen og By & Havn har igangsat planlægningen af Nordsøkvarteret, som udgør næste større etape af byudviklingen i Nordhavn.
Som led i planlægningen har Økonomiforvaltningen bedt forvaltningerne om at afklare behov for kommunale funktioner, der skal indgå i den videre planlægning af området. De kommunale behov skal indarbejdes i den kommende masterplankonkurrence og den efterfølgende lokalplanlægning.
For Nordsøkvarteret er der allerede identificeret behov for en firesporet skole med KKFO og fritids- og juniorklub, ligesom området indgår i den videre planlægning af daginstitutionskapacitet i Nordhavn. Derudover har BUF identificeret et muligt behov for et ungehus og kulturskoleaktiviteter.
Økonomiforvaltningen har oplyst, at funktioner, der ikke falder inden for need to-kategorien, som ungehuse, kulturhuse og lignende, kræver en særskilt politisk stillingtagen, før de kan indgå i det samlede kommunale program for området. Hvis ønsket om et ungehus og kulturskoleaktiviteter skal indgå i den videre planlægning af Nordsøkvarteret, kræver det derfor et politisk ophæng via en hensigtserklæring i aftalen om budget 2027.
En afklaring er nødvendig nu, da planlægningen af Nordsøkvarteret er i gang. Hvis ønsket om et ungehus og kulturskoleaktiviteter ikke indgår i de kommende politiske prioriteringer, vil funktionerne ikke indgå i den videre planlægning af området.
Løsning
Nordsøkvarteret udgør næste større etape af byudviklingen i Nordhavn og forventes at få et omfang, der omtrent svarer til Jernbanebyen. Der er derfor behov for allerede nu at overveje, hvordan den nye bydel kan understøttes med attraktive fritids- og kulturtilbud til børn og unge.
Erfaringer fra tidligere byudviklingsområder som Ørestad og Sluseholmen viser, at det kan være vanskeligt og væsentligt dyrere at finde egnede placeringer til ungdoms- og kulturfaciliteter, hvis behovet først identificeres, efter at områderne er udbygget. Hvis der skal være mulighed for at etablere sådanne funktioner i Nordsøkvarteret, er det derfor hensigtsmæssigt allerede nu at undersøge behovet og reservere de nødvendige arealer.
Det er vanskeligt at opgøre kapacitet og behov på ungdomsklubområdet, da der modsat dagtilbuds- og skoleområdet ikke findes et egentligt medlems- eller indskrivningsbegreb. De unge kan frit benytte tilbuddene uden forudgående tilmelding, og "normerede pladser" er derfor i højere grad et administrativt kapacitetsmål end et udtryk for det faktiske antal brugere.
Skal det fremtidige kapacitetsbehov estimeres, kan der tages udgangspunkt i den nuværende dækningsgrad på ungeklubområdet i København. Med ca. 4.000 normerede pladser svarer den nuværende kapacitet til omkring 6 pladser pr. 1.000 indbyggere. Overført til et fuldt udbygget Nordhavn med ca. 40.000 indbyggere peger dette på et kapacitetsbehov på omkring 240 normerede pladser til unge i UK-målgruppen.
Der er allerede planlagt ungeværkskapacitet i Nordhavn som led i udviklingen af Levantkaj. Det planlagte ungeværk vurderes at have en størrelse svarende til ca. 165 normerede pladser, hvilket ligger på niveau med gennemsnittet for de eksisterende københavnske ungeværker. Et eventuelt ungehus i Nordsøkvarteret vil både kunne bidrage med yderligere kapacitet og skabe rammer for aktiviteter, fællesskaber og kreative tilbud til unge. Samtidig vil et ungehus med særlige faciliteter og aktiviteter kunne have en funktion, der rækker ud over Nordhavn og tiltrækker unge fra andre dele af byen. Tilsvarende kan faciliteter til kulturskolerne styrke adgangen til aktiviteter som musik, teater og billedkunst.
Der er indledt en dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen om mulighederne for at sammentænke eventuelle nye unge- og kulturfunktioner i Nordsøkvarteret med øvrige kultur- og fritidsfunktioner i området. Kultur- og Fritidsforvaltningen har tilkendegivet en positiv interesse i at undersøge sådanne muligheder nærmere. I de foreløbige drøftelser har der blandt andet været peget på potentialer i at tænke kulturskoleaktiviteter, herunder musik, teater og billedkunst, sammen med kultur- og fritidsfunktioner som eksempelvis bibliotek, kulturhus eller ungefaciliteter.
Formålet er ikke alene at undersøge, om lokaler og faciliteter kan anvendes effektivt på forskellige tidspunkter, men også om der kan skabes et mere sammenhængende tilbud og et samlet miljø for børn, unge og familier i området. Den konkrete model for en eventuel sammentænkning vil skulle afklares nærmere i den videre planlægnings- og screeningsproces.
Den konkrete størrelse, organisering og placering af funktionerne vil afhænge af de modeller, der undersøges nærmere.
Forvaltningen anbefaler derfor, at der udarbejdes et budgetnotat til Budget 2027 med en hensigtserklæring om, at den videre planlægning af Nordsøkvarteret skal omfatte arealer til et ungehus og kulturskoleaktiviteter, herunder at mulighederne for sammentænkning med kultur- og fritidsfunktioner afsøges nærmere. Hensigtserklæringen vil alene få virkning, hvis den prioriteres som led i de politiske forhandlinger om Budget 2027.
Politisk handlerum
BUU kan vælge at prioritere andre fritids- og kulturrelaterede funktioner for børn og unge end et ungehus og kulturskoleaktiviteter.
BUU kan også vælge ikke at arbejde videre med fritids- og kulturrelaterede funktioner for børn og unge i Nordsøkvarteret. I så fald vil planlægningen af området alene omfatte de lovbundne og demografisk begrundede funktioner, herunder daginstitutioner og skolekapacitet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen udarbejder et budgetnotat til Budget 2027 med en hensigtserklæring om, at den videre planlægning af Nordsøkvarteret skal omfatte arealer til et ungehus og kulturskoleaktiviteter, herunder at mulighederne for sammentænkning med kultur- og fritidsfunktioner afsøges nærmere.
Hvis hensigtserklæringen prioriteres i Budget 2027, indarbejdes funktionerne i den fortsatte planlægning af Nordsøkvarteret, og konkrete modeller for organisering, omfang og placering undersøges.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde