Mødedato: 12.03.2008, kl. 08:15

Omprioritering af anlægsrammen

Omprioritering af anlægsrammen

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 12. marts 2008

 

 

8.      Omprioritering af anlægsrammen  J.nr. 2008-27257              

 

 

Udvalget skal tage stilling til forslag om etablering af en fleksibel rådighedsramme til finansiering af daginstitutionsprojekter i forbindelse med overholdelsen af pladsgarantien.

På udsendelsestidspunktet for denne sag er det forvaltningen bekendt, at finansloven lægger loft på anlægsudgifterne, hvilket utvivlsomt vil få konsekvenser for København. De præcise konsekvenser er dog i skrivende stund ukendt for BUF, hvorfor sagen fremsendes som planlagt.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation anbefaler,

1.                  at der etableres en fleksibel rådighedsramme på 46 mio. kr. i 2008 inden for anlægsplan 2008 - 2010 til finansiering af yderligere daginstitutionsprojekter.

2.                ;   at budgetdækningen for den fleksible rådighedsramme fremskaffes ved, at der fra konkrete projekter inden for anlægsplan 2008 - 2010 fremrykkes finansiering til 2008 på i alt 46 mio. kr. på funktion 5.25.14.3, integrerede institutioner, fordelt med 28 mio. kr. fra 2010 og 18 mio. kr. fra 2011.

3.                  at ovenstående vil forøge den manko, som forvaltningen mener, at der er behov for at få dækket i forhandlingerne om budget 2009.

4.                  at der indføres en række frihedsgrader i disponering af den nuværende anlægsramme.

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

5.                  at arbejdet med at realisere de daginstitutionsprojekter, der fremgår af bilag 1 og som efter en vurdering viser sig realistiske, godkendes.

6.                  at der fremlægges indstillinger om anlægsbevillinger til nye daginstitutionspladser, efterhånden som projekterne konkretiseres.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2008

Forvaltningen foreslog, at 2. og 3. at erstattes af følgende: "Der etableres en fleksibel pulje på 46 mio. kr. Forvaltningen vender tilbage med forslag til finansiering heraf inden for de af ØU fastlagte rammer som følge af finanslov 2008, idet forvaltningen samtidig oplyser, at anlægsrammen er presset og at det kan blive vanskeligt at overholde pladsgarantien."

 

Indstillingen med de af forvaltningen foreslåede ændringer blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 6 medlemmer: A, B og F

Imod stemte: ingen

2 medlemmer udlod at stemme: Gunnar Gunnarsen (Ø) og Louise Frevert (løsgænger).

 

Gorm Gunnarsen (Ø) ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "Enhedslisten undlader at stemme for indstillingen, fordi vi afventer overborgmesterens markering af utilfredshed med Finanslovens indgreb i det kommunale selvstyre, og hermed overborgmesterens stillingtagen til forslaget fra Albertslund Kommune på KLs møde i Aalborg den 13.-14.3."

 

Louise Frevert (løsgænger) ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "Det er ikke hensigtsmæssigt, at der pga. Finanslov 08 er sat begrænsninger på anlægsprojekter i kommunerne. BUFs område er trængt, fordi det kan gå ud over pladsgarantien, nybyggeri og renoveringer i det hele taget. Jeg undlader at stemme og afventer den videre planlægning af budgettet 09."

 

Bo Asmus Kjeldgaard (F) og Signe Goldmann (F) ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "SF finder det dybt kritisabelt, at regeringen har lagt loft over anlægsudgifterne. Det får som konsekvens, at pladsgarantien er truet, ligesom en række skolerenoveringer ikke kan gennemføres." A og Ø tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

Problemstilling

Københavns Kommune har i øjeblikket svært ved at overholde pasningsgarantien på daginstitutionsområdet i forhold til at tilbyde forældrene plads inden for en afstand på 4 kilometer fra deres bopæl eller bare i nærheden af denne grænse, jf. indstillingen om status på pasningsgarantien.

De aktuelle problemer med pasningsgarantien skyldes primært, at behovet har udviklet sig hurtigere end ventet på Amager, Vesterbro og i Indre By kombineret med, at to daginstitutionsprojekter på Amager med samlet 9 grupper er forsinkede.

Af behovsprognosen fra august 2007 fremgår det, at der er behov for flere pladser til dækning af kommende spidsbelastningsperioder. Tallet kan dog først valideres, når en ny befolkningsprognose foreligger og det i den efterfølgende behovsprognose i juni 2008 kan vurderes om de nuværende bevægelser i søgemønstre er permanente.

Af behovsprognosen fra august 2007, fremgår det, at selv med alt det byggeri, der er igangsat, vedtaget eller planlagt, vil der stadig mangle omkring 500 pladser, hvis der skal være pladser nok til at dække kommende spidsbelastningsperioder. Tallet kan dog først valideres, når der kommer en ny befolknings- og behovsprognose i juni 2008, men p.t. forventes der i den nye prognose at være et endnu ukendt stigende behov i 0-6 års gruppen af børn.

Børneplan 1 omfattede alle kendte anlægsbehov, hvorimod budgetforhandlingerne for 2008 ikke medførte et anlægsbudget, der efter BUF's vurdering svarer til behovet. Derfor er der fravalgt en række væsentlige projekter, herunder specialområdet. På grund af udviklingen i pasningsgarantien vurderer BUF, at det er nødvendigt i højere grad at prioritere de nuværende anlægsmidler ud fra den akutte situation og mindre udfra kommende behov og andre mere overordnede forudsigelser.

Dette indebærer, at dele af de allerede kendte a nlægsbehov, der først bliver aktuelle om et par år, må nedprioriteres til fordel for projekter, der her og nu er nødvendige af hensyn til pladsgarantien.

 

En overholdelse af pladsgarantien forudsætter derfor, at der hvert år ved budgetforhandlingerne tilføres de nødvendige midler.

 

Løsning

Omprioritering af nuværende Anlægsramme.

For at afhjælpe det aktuelle pres på pasningsgarantien indstilles det, at der inden for anlægsplan 2008 – 2010 etableres en fleksibel rådighedsramme på 46 mio. kr. i 2008. Rådighedsrammen skal anvendes til finansiering af yderligere daginstitutionsprojekter.

Af bilag 1 fremgår en række af de konkrete daginstitutionsprojekter, forvaltningen arbejder med. Efterhånden som det afklares om projekterne kan realiseres, og til hvilken økonomi, vil forvaltningen fremlægge indstillinger om anlægsbevillinger.

Der er et stort behov for fleksibelt at kunne arbejde med alle projekter inden for en 4 kilometers radius i forhold til de pladsmæssigt udsatte steder.

 

Øget fleksibilitet inden for den nuværende anlægsramme

BUF vurderer, at der kan etableres pladser hurtigere og med færre procesgange mellem forvaltningerne, hvis udvalget godkender følgende frihedsgrader inden for anlægsrammen:

  - mulighed for at erhverve grunde og ejendomme, der ligger over den markedspris der anlægges i kommunen.

Hvis købs- og vurderingsprisen for ejendomme og grunde er højere, end den vurdering der laves internt i kommunen (i Økonomiforvaltningen), er Børne– og Ungdomsforvaltningen p.t. ikke i stand til at indgå aftaler om køb af grunde eller ejendomme uagtet, at der i området ikke findes andre muligheder for at få etableret pladser.

BUF vil i givet fald indlede en dialog med ØKF og KEjd om, hvordan der etableres en anden arbejdsform vedr. mulighederne for ejendomserhvervelse.

 

- mulighed for at indlægge fast buffer til pasningsgaranti

På både anlægs- og driftsområdet vil det være hensigtsmæssigt at etablere en buffer, som kan iværksættes på baggrund af politiske beslutninger, hvis der sker hurtige ryk i behovet.

Årsagen til det akutte behov for omprioritering i Anlægsplanen er, at der ikke vurderes at være anlægsmidler nok og at Københavns Kommune p.t. ikke er i stand til at holde det serviceniveau, for pasningsgarantien, som er politisk besluttet og, hvor forældrene tilbydes plads inden for 4 kilometers afstand af deres bopæl.

Udover denne indstilling omkring omprioritering af Anlægsplanen, som ikke vil kunne give flere pladser på det helt korte sigt, arbejder BUF med en række forskellige analyseredskaber i forhold til: Antallet af pladser, anvisning af pladser og behovsmønstre, dette med henblik på så hurtigt som muligt at finde nye pladser og igangsætte garantipladser.

Derudover gennemfører konsulentfirmaet Deloitte en analyse af anvisningsreglerne og hvorvidt det er muligt ved en ændring af disse at udnytte en større del af den eksisterende kapacitet eller gøre kapaciteten mere fleksibel.  Deloitte vil derudover se på, hvilke evt. andre faktorer, der påvirker muligheden for at overholde pasningsgarantien og, om det vil være hensigtsmæssigt at ændre nogle af disse.

 

 

Økonomi

Den 30. januar 2008 tiltrådte Børne- og Ungdomsudvalget indstillingen "Anlægsplan 2008-2010", (j.nr. 2008-4470). Anlægsplanen indeholder en afvejning af den begrænsede økonomiske ramme i forhold til behovet for udbygning og for strukturtilpasninger på skole-, daginstitutions- og fritidsområderne.

I bilag 3 er redegjort for differencen mellem ansøgte og tildelte anlægsmidler.

Det er ikke muligt at finansiere yderligere daginstitutionsprojekter inden for anlægsplanen, da ingen af de planlagte projekter kan undværes. I stedet indstilles det, at budgetdækningen for den fleksible rådighedsramme fremskaffes, at der fra konkrete projekter indenfor anlægsplan 2008 - 2010 fremrykkes finansiering til 2008 på i alt 46 mio. kr. på funktion 5.25.14.3, integrerede institutioner, fordelt med 28 mio. kr. fra 2010 og 18 mio. kr. fra 2011, og at ovenstående fremrykning vil forøge den manko, som forvaltningen mener, at der er behov for at få dækket i forhandlingerne om budget 2009.

Den fremrykkede finansiering kan henføres til følgende 2 daginstitutionsprojekter, der indgår i anlægsplanen.

Projekt

Planlagt byggestart

Afsat beløb

Daginstitution Ørestad City

2010

23 mio. kr.

Daginstitution Sydhavn

2010

23 mio. kr.

Antallet af daginstitutioner i Ørestad og Sydhavn er i forvejen beskåret med 2 institutioner i forhold til BUF's ønsker til i alt 3 fordelt med henholdsvis 2 i Ørestad og 1 i Sydhavn. Det er ikke muligt at undvære nogle af disse institutioner, men da byggestart først planlægges i 2010 på de to af institutioner, som er med i Anlægsplanen, kan finansieringen på i alt 46 mio. kr. anvendes til andre daginstitutionsprojekter på kort sigt. Dette forudsætter, at anlægsplanen i kommende budgetforhandlinger tilføres erstatningsfinansiering.

Fremrykning af finansiering på 46 mio. kr. påvirker næppe kommunens muligheder for at overholde regeringens loft over bruttoanlægsudgifterne i 2008, da beløbet kun udgør 2 % af kommunens samlede anlægsbudget i 2008 på 2.367 mio. kr.

Til rådighed er yderligere finansiering på 8,2 mio. kr., der er afsat i anlægsplanen til 2 flerbørnsdagplejer i Ørestaden. Imidlertid har ejerforeningen i den pågældende ejendom afvist, at der kan etableres flerbørnsdagplejer i ejendommen. Dermed er projektet opgivet og midlerne skal disponeres til andre projekter, der i første omgang skal erstatte de 16 vuggestuepladser, der var planlagt i de 2 flerbørnsdagplejer. 

 

Videre proces

-

 

Bilag

1.      Oversigt over mulige daginstitutionsprojekter

2.      Planlagte anlægsprojekter

3.      Redegørelse om anlægsmidler

 

 

                             Else Sommer                 Knud Langberg

 

 

 

 


 

Til top