Mødedato: 11.06.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Sammenlægning af Den Selvstændige Skole Grupperne og Familiekurserne København

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til forslag om organisatorisk sammenlægning af specialskolen Den Selvstændige Skole Grupperne og Familiekurserne København pr. 1.08.2014 efter høring.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
  1. at forslaget om sammenlægning af specialskolen Den Selvstændige Skole Grupperne og Familiekurserne København med virkning fra 1.8.2014 godkendes

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget vedtog den 2.04.2014 at sende forslaget om at sammenlægge Den Selvstændige Skole Grupperne og Familiekurserne København i høring (se bilag 1). Udvalget skal nu tage stilling til sammenlægningen efter høringen.

Løsning

Forvaltningen har modtaget i alt 7 høringssvar, der alle er positive overfor forslaget om sammenlægning. Forvaltningen aanbefaler derfor forslaget gennemført.

1. Handicaprådet i Københavns Kommune har ikke indvendiger mod forslaget under forudsætning af, at kvaliteten ikke forringes.

Forvaltningens bemærkning:
hensigten med sammenlægningen er at øge kvaliteten og sikre en robust drift. Forvaltningen vil løbende være opmærksom på kvaliteten i tilbuddene.

2. Skole og Forældre København støtter op om forslaget og forventer, at der vil kunne opstå positive synergieffekter i sammenlægningen af de to tilbud. Endvidere opfordrer Skole og Forældre København til, at der gøres en indsats for at sikre oprettelsen af en skolebestyrelse.

Forvaltningens bemærkning: Den Selvstændige Skole Grupperne vil aktivt understøtte arbejdet med at oprette en skolebestyrelse fra skoleåret 2014/2015.

3. Københavns Lærerforening kan tilslutte sig ideen om at samle Den Selvstændige Skole Grupperne og Familiekurserne København og foreslår endvidere at finde en mere samlet fysisk placering af Den Selvstændige Skole Grupperne og at udbrede kendskabet til Familiekuserne København.

Forvaltningens bemærkning:
Forvaltningen arbejder på at samle Den Selvstændige Skole Grupperne på færrest mulige af de eksisterende lokaliteter til skoleåret 2014/2015. Formålet med sammenlægningen er desuden at skabe synergieffekt, hvilket sammen med kompetencecenteret hos Familiekurserne forventes at udbrede kendskabet til de to tilbud samt hvor de kan supplere hinanden.

4. Valby Lokaludvalg ser overordnet sammenlægningen som et positivt tiltag. Derudover nævner Valby Lokaludvalg, at det kan være en fordel med en fysisk samplacering med en folkeskole, hvor Den Selvstændige Skole Grupperne kan have et selvstændigt undervisningsmiljø og opfordrer endvidere til, at det sikres, at kvaliteten øges i et samlet tilbud.

Forvaltningens bemærkning:
Forvaltningen vil, på længere sigt, arbejde på at finde en mere samlet fysisk placering af Den Selvstændige Skole Grupperne, gerne i tilknytning til en folkeskole, således at eksisterende idrætsfaciliteter, faglokaler etc. kan udnyttes.

5. Amager Vest Lokaludvalg har telefonisk bemærket, at eleverne ikke bør have for lang transporttid ved evt. samling af fysiske lokaliteter.

Forvaltningens bemærkning: I tilfælde en en reduktion af de fysiske lokaliteter vil forvaltningen være opmærksom på de enkelte elevers transporttid.

6. Amager Øst Lokaludvalg har ikke bemærkninger til forslaget om sammenlægningen under forudsætning af, at selve tilbuddene til elever og familier fortsætter uændrede.

Forvaltningens bemærkning: Selve tilbuddene til elever og familier i henholdsvis Den Selvstændige Skole Grupperne og Familiekurserne København vil fortsætte uændrede.

7. Vesterbro Lokaludvalg har ikke umiddelbart bemærkninger til forslaget om sammenlægning under forudsætning af, at kvaliteten i opgaveløsningen bevares.

Forvaltningens bemærkning:
hensigten med sammenlægningen er at øge kvaliteten og sikre en robust drift. Forvaltningen vil løbende være opmærksom på kvaliteten i tilbuddene.

Økonomi

Både Den Selvstændige Skole Gruppernes og Familiekurserne Københavns bevilling er sammensat af en elevtalsafhængig bevilling, en skolespecifik bevilling samt en generel bevilling. Ved sammenlægning af de to organisationer opnås en økonomisk besparelse på den grundbevilling, som i dag tildeles til Familiekurserne svarende til 868.963 kr. (2014 niveau).

Ved en sammenlægning laves der en indfasningsordning i skoleåret 2014/2015, så skolen får et indfasningsbeløb svarende til den nuværende grundbevilling for Familiekurserne. Dermed vil der først være en økonomisk besparelse ved sammenlægning fra skoleåret 2015/2016. Besparelsen ved sammenlægningen vil indgå i forvaltningens effektiviseringsstrategi til budget 2015.

Videre proces

Hvis forslaget godkendes vil sammenlægningen blive gennemført med virkning fra 1.8.2014.                  

                 Else Sommer                       /Nina Hemmersam

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top