Reduceret forældrebetaling på dagtilbudsområdet
Der skal tages stilling til om forældrebetalingen i kommunens dagtilbud fra maj 2026 skal reduceres til 21,3 pct. af bruttodriftsudgifterne. Baggrunden er, at kommunerne med finansloven for 2026 modtager statslige midler til bl.a. en reducering af forældrebetalingen fra 2026, som fra 2027 bliver et lovkrav.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forældrebetalingen på dagtilbudsområdet (vuggestue, børnehave og dagpleje) sænkes til 21,3 pct. af bruttodriftsudgifterne med virkning fra betalingen for maj 2026 og resten af 2026 og
- at der gives en tillægsbevilling på 100,6 mio. kr. på service i 2026 til Børne- og Ungdomsudvalget til at dække lavere indtægter fra forældrebetalingen på dagtilbud, finansieret af finanslovsmidlerne for 2026 (jf. tabel 1 i økonomiafsnittet).
Problemstilling
Med finansloven for 2026 er det besluttet, at den maksimale forældrebetalingsandel i dagtilbud sænkes fra 25 pct. til 21,3 pct. med virkning som lovkrav fra 1. januar 2027.
Kommunerne modtager allerede i 2026 midler til at understøtte indfasningen. Det fremgår således af aftalen mellem KL og staten, at kommunerne så vidt muligt i 2026 skal anvende de tildelte midler til at sænke forældrebetalingen allerede i 2026, selv om loftet først er juridisk bindende fra 2027. Ligeledes har ministeriet oplyst, at de normale tre måneders varsling ved takstændringer ikke er gældende i dette tilfælde, da borgerne stilles bedre med den foreslåede ændring.
Finanslovsmidlerne i 2026 vedrører flere formål på dagtilbudsområdet, hvoraf de to mest centrale er hhv. lavere forældrebetaling og flere pædagogiske personaleressourcer som følge af ændret opgørelse af minimumsnormeringer, hvor pædagogiske ledere ikke længere indgår i normeringsopgørelsen. Denne udvalgssag vedrører alene beslutning om forældrebetalingen i 2026.
Løsning
Forvaltningen foreslår, at forældrebetalingen i 2026 sænkes til 21,3 pct. af bruttodriftsudgifterne med virkning fra betalingen for maj måned og resten af året. Det indebærer, at de månedlige takster ekskl. frokost vil være 3.489 kr. for dagpleje, 3.555 kr. for vuggestue og 1.988 kr. for børnehave, svarende til reduktioner på henholdsvis 606 kr., 617 kr. og 345 kr. pr. måned pr. barn.
Det koster 11,4 mio. kr. pr. måned at gennemføre sænkelsen af forældrebetalingen til dette niveau. Med virkning fra maj 2026 udgør den faldende indtægt fra forældrebetalingen i 2026 således 91,5 mio. kr.
Københavns Kommune modtager samlet 200,7 mio. kr. i 2026 til de to initiativer på finansloven om nedsat forældrebetaling og flere pædagogiske personaleressourcer som følge af ændret opgørelse af minimumsnormeringer. Kompensationen for 2026 er beregnet ud fra børnetallet.
Når taksterne til de kommunale dagtilbud ændres, reguleres kommunens tilskud til de private institutioner tilsvarende, og en del af midlerne vil derfor også tilfalde disse institutioner, svarende til 9,1 mio. kr. i 2026.
Midlerne fra staten tilføres kommunekassen i forbindelse med den første sag om bevillingsmæssige ændringer i 2026. Den resterende del af midlerne efter en eventuel sænkelse af forældrebetalingen i 2026 er reserveret centralt og kan prioriteres i forbindelse med Overførselssagen 2025-2026 fx til ansættelse af mere pædagogisk personale i dagtilbud. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil udarbejde et budgetnotat til Overførselssagen, hvor midlerne foreslås udmøntet til institutionerne.
Fra 2027 er der usikkerhed om, hvorvidt den statslige finansiering via DUT-nøglen fuldt ud vil kompensere for de økonomiske konsekvenser af initiativerne fra finansloven, herunder sænkelsen af loftet for forældrebetaling og ændringen af opgørelsen af minimumsnormeringer, hvor pædagogiske ledere udgår af normeringstallet. Omfanget afhænger af den endelige aftale mellem KL og staten om kommunernes økonomi for 2027. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil i samarbejde med Økonomiforvaltningen forelægge endelige estimater for de to initiativers økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune med budgetforslaget til budget 2027.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte at fastsætte forældrebetalingen i 2026 til et andet niveau end det foreslåede. En mindre sænkelse vil reducere udgiften i 2026, mens en større sænkelse vil øge udgiften og dermed reducere det råderum, der er til en eventuel styrkelse af den pædagogiske bemanding i 2026.
Økonomi
Børne- og Ungdomsforvaltningens lavere indtægter som følge af nedsættelsen af forældrebetalingen i kommunens dagtilbud fra 25 pct. til 21,3 pct. i 2026 er 91,5 mio. kr. med virkning fra maj 2026. Hertil kommer øget tilskud til de private institutioner på 9,1 mio. kr. I alt er der derfor behov for en bevilling på 100,6 Finansieringen kommer fra kommunekassen, hvor midlerne fra finanslov 2026 er blevet reserveret i forbindelse med første sag om bevillingsmæssige ændringer i 2026.
De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af tabel 1.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
|
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr. (2026 p/l) |
Varig? |
|||
|
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
|||||
|
2 |
BUU |
3310 – Dagtilbud |
I |
91.500 |
|
|
|
Nej |
|
2 |
BUU |
3310 – Dagtilbud |
U |
9.100 |
|
|
|
Nej |
|
2 |
ØU |
Finansposter (Kassen) |
U |
-100.600 |
|
|
|
Nej |
|
I alt |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
Videre proces
Efter vedtagelse i BUU forelægges sagen for Økonomiudvalget d. 17. marts 2026 og Borgerrepræsentationen d. 26. marts 2026. Hvis indstillingen vedtages, implementeres beslutningen derefter administrativt, så de nye takster får virkning fra betalingen for maj måned 2026.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde