Mødedato: 10.01.2007, kl. 08:15

Redegørelse for økonomistyringen i den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning - UDSAT SAG

Redegørelse for økonomistyringen i den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning - UDSAT SAG

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 10. januar 2007

 

 

3.      Redegørelse for økonomistyringen i den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning - UDSAT SAG

  J.nr. 308510

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at      redegørelse for økonomistyringen i den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning tages til efterretning

 

at      udvalget tilslutter sig et fremadrettet fokus, hvor forvaltningens ressourcer anvendes i forhold til det tidligere besluttede Forandringsprogram for Børne- og Ungdomsforvaltningen

 

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 20. december 2006

 

Sagen blev udsat til kommende møde.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2007

Udvalget bad forvaltningen om en samlet oversigt over problemerne og en redegørelse for, hvordan budgetterne har været udarbejdet i perioden 1999-2005.

 

Udvalget bad forvaltningen om en række yderligere undersøgelser om den manglende styring og årsagerne hertil.

 

Udvalget bad desuden om at få fremlagt en sag som skitserer Revisionens bemærkninger til den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning samt det tidligere Uddannelses- og Ungdomsudvalgs besvarelser herpå. Det ønskes, at revisionsdirektøren deltager på dette møde.

 

Indstillingen blev godkendt med disse tilføjelser.

 

Udvalget vedtog følgende protokolbemærkning: "Udvalget udtaler sin allerdybeste kritik af den manglende styring i den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning både politisk, organisatorisk og økonomisk. Det er med dyb beklagelse, at der skal gennemføres en række besparelser for at rette op på fortidens synder. Udvalget udtaler tillid til, at den nye direktion nu retter op."

 

C og O ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "Vi må indrømme, at man forundres over, at man, for at få helt klart lys over den manglende styring af økonomien i Børne- og Ungdomsforvaltningen, ikke rådfører sig med den/de, der har haft kendskab til det manglende økonomiske overblik. De budgetter, der i mange år har været fremlagt, har været fiktive og derfor, når muligheden foreligg er, skal have en medfølgende forklaring. Der skal simpelthen skrives en rapport om, hvordan man har udarbejdet budgetterne fx fra 1999-2005. Det nytter ikke kun at skyde skylden på dem, der ikke er her længere, men når der er nogen tilbage af den gamle direktion, mener vi, at den/de skal redegøre for budgetternes opbygning."

 

 

 

RESUME

Den fremlagte redegørelse for økonomistyringen i den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning  beskriver de problemstillinger der knyttede sig til økonomistyringen i den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning.

 

Af redegørelsen fremgår, at den manglende styring i bred forstand har været den primære årsag til merforbruget i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i 2004-2005. Resultaterne af den manglende styring har også haft en markant betydning for merforbruget i 2006 i den nye Børne- og Ungdomsforvaltning.

 

Forvaltningen foreslår på baggrund af redegørelsen, at udvalget tilslutter sig et fremadrettet fokus, hvor forvaltningens ressourcer anvendes i forhold til det tidligere besluttede Forandringsprogram for Børne- og Ungdomsforvaltningen.

 

 

 


 

Til top