Mødedato: 09.05.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Faget kristendomskundskab

Se alle bilag
På baggrund af et medlemsforslag om henvendelse til regeringen vedr. kristendomsundervisning i folkeskolen (2012-32629) skal BUU tage stilling til, om udvalget ønsker et ændret indhold i faget kristendomskundskab.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget henvender sig til regeringen med ønske om en ændring af fagets navn til "Religion og medborgerskab" og ændring af rammerne for faget kristendomsundervisning, så undervisningen i højere grad favner andre religioner, livsopfattelser og filosofier, uden at kristendommen mister sin naturlige og historiske plads i undervisningen

Problemstilling

Medlem af Borgerrepræsentationen, Jaleh Tavakoli, løsgænger, stillede på mødet i Borgerrepræsentationen d. 8. marts 2012 forslag om, at faget kristendomskundskab i højere grad skal stå mål med folkeskolens formålserklæringer om alsidighed, åbenhed og åndsfrihed, se bilag 1.

På BR-mødet blev det besluttet, at medlemsforslaget skulle henvises til behandling i BUU.

Løsning

Styringen af undervisningens indhold finder sted på flere niveauer:
  • På lovgivningsniveau besluttes fagenes betegnelse, på hvilke klassetrin, der som udgangspunkt skal undervises, samt rammerne for undervisningens omfang. Den nuværende folkeskolelov er resultatet af et forlig i folketinget. De enkelte fags formål er ligeledes en del af folkeskoleforliget.
  • Ministeriet for børn og undervisning fastlægger slutmål, trinmål (med angivelse af, hvilke temaer der skal undervises i i hvilke faser) samt bestemmelser for de afsluttende prøver (der også omfatter fx kristendomskundskab).
  • Skolebestyrelsen kan udarbejde forslag til egne læseplaner for de enkelte fag på skolen ud fra lokale ønsker og behov, der skal leve op til fagets formål, slutmål samt trinmål. Kommunalbestyrelsen skal godkende konkrete ændringer af skolens læseplan. Kompetencen til godkendelse af læseplaner ligger hos Børne- og Ungdomsborgmesteren, jf. sagen om kompetence og delegation på Børne- og Ungdomsudvalgets område, BUU 13.1.10 (2009-174677). Dette er udtryk for en afvejning af, at der ikke er behov for, at alle mindre forslag til ændringer af læseplaner behandles politisk.

Ministeriet udsender en vejledende læseplan. Det kan kommunalbestyrelsen også gøre. Da kommunalbestyrelsen skal sikre, at enhver skole har en godkendt læseplan i alle fag, kan den beslutte, at såfremt skolen ikke har en lokal besluttet læseplan, så gælder den ministerielle læseplan på skolen. Dette er således udgangspunktet for skolerne i København. I fagene dansk, matematik, samfundsfag og det obligatioriske emne Sundheds-, seksualundervisning og familiekundskab er der i BUU vedtaget kommunale vejledende læseplaner, som  har status af gældende læseplan på skolen, medmindre skolen herefter udarbejder forslag om egen læseplan. 

Der er ikke i den nuværende udvalgsperiode behandlet lokalt besluttede forslag til læseplaner fra skolerne.

For at imødekomme medlemsforslaget forslår forvaltningen, at udvalget anmoder børne- og undervisningsministeren om at tage initiativ til, at de lovgivningsmæssige og bekendtgørelsesbestemte rammer for faget kristendomskundskab ændres, så de lever op til den indholdsbeskrivelse, der ligger i medlemsforslaget. Dette indebærer også et forslag om ændring af fagbetegnelsen til 'Religion og medborgerskab'. 

Inden for de overordnede rammer for folkeskolens formål og fagenes indhold og mål er det den enkelte skoles læreres opgave at tilrettelægge og prioritere undervisningen i fagene i forhold til elevgruppen.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Børne- og Ungdomsudvalget godkender indstilingen, sørger borgmesteren for henvendelse til regeringen (Ministeren for børn og undervisning) om forslag til ændringer af faget kristendomskundskab.

                 
                       Else Sommer                                  /Mikala Jørgensen 

Beslutning

Forslaget blev vedtaget efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: A, B, F og Ø.

Imod stemte ét medlem: C.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Rasmus Jarlov (C) ønskede sagen behandlet i Borgerrepræsentationen som en initiativretssag.

Rasmus Jarlov (C) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi er modstander af at forringe børns kendskab til dansk kulturs grundpiller og derfor af at forringe kristendommens plads i folkeskolen. Det vil hverken være godt for danske eller indvandrerbørn".


Til top