B-sag: Årlig status på KK's handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser
Indstilling
BUF indstiller til BUU,
- at status for indsatser under "Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser (2025)" godkendes, jf. bilag 1.
Problemstilling
BR godkendte den 22. juni 2023 Københavns Kommunens Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Alle fagudvalg skal årligt behandle en status for handleplanen, hvorefter en samlet status vil blive forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) og efterfølgende BR. Denne status sendes efter udvalgets behandling derfor til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF).
BR pålagde derudover den 26. juni 2025 BUF at udvikle initiativer mod antisemitisme, racisme og diskrimination målrettet kommunens folkeskoler og at afdække, om der opleves racisme på folkeskolerne. Begge opgaver skal løses med afsæt i handleplanen og afdækningen skal ske med inddragelse af relevante aktører og forskere.
Løsning
I Københavns Kommunes Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser fra 2023 er der beskrevet fire indsatser under Børne- og Ungdomsudvalget, der forudsætter finansiering:
- Undervisningstilbud om forebyggelse af diskrimination, racisme og hadforbrydelser under ”Åben Skole” for indskoling, mellemtrin og udskoling
- Forsøg med udvikling af strategier eller handleplaner for forebyggelse af diskrimination og racisme i københavnske folkeskoler
- Håndtering af diskrimination og ubevidste bias blandt lærere på københavnske grundskoler
- Mulighed for samarbejder med eksterne om udvikling af undervisningsmaterialer og forløb
Alle fire indsatser fremgår af bilag 1.
Status
BIU har i forbindelse med OFS 24/25 afsat 0,2 mio. kr. i 2025 til undervisningstilbud under "Åben Skole" (indsats 1). Tilbuddene er forebyggende og har fokus på temaer som interkulturel forståelse, tro, mangfoldighed, tolerance, kritisk tænkning, medborgerskab og fællesskaber. Forløbene bliver efterspurgt af skolerne og stort set alle indkøbte forløb bliver afviklet. Der blev søgt varige midler i BU26 til indsatsen, som også kunne understøtte BR’s beslutning af 26. juni 2025, men dette blev ikke prioriteret (BU26).
De øvrige tre indsatser i handleplanen er ikke tidligere finansieret og er derfor endnu ikke iværksat. I Budget 2026 blev der afsat 1,0 mio. kr. fra 2026-2028 til kompetenceløft om diskrimination og ubevidste bias blandt lærere (indsats 3), og det bliver derfor iværksat fra 2026.
Der blev desuden afsat 0,8 mio. kr. i 2027 til en afdækning af oplevet racisme på de københavnske folkeskoler, jf. BR's beslutning af 26. juni 2025. Denne indsats er ikke en del af handleplanen, men gennemføres som led i arbejdet med denne.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte at prioritere én eller flere indsatser ifm. overførselssagen eller kommende budgetforhandlinger. Hvis der ikke findes finansiering til de indsatser, der endnu ikke er prioriteret midler til, vil de ikke blive iværksat. Udvalget kan også foreslå nye initiativer, som kan indgå i handleplanen.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Status for Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser (2025) behandles i BIU den 8. december 2025 og efterfølgende i BR.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve