Mødedato: 08.03.2006, kl. 08:15

Kommunalreformens økonomiske konsekvenser

Kommunalreformens økonomiske konsekvenser

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. marts 2006

 

 

7.      Kommunalreformens økonomiske konsekvenser

  J.nr. 297100

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller,

 

at     Børne- og Ungdomsudvalget ikke alene finansierer merudgiften på indtil 47,9 mio. kr. (2006 p/l) i budget 2007 som konsekvens af kommunalreformen, men at merudgiften fordeles på udvalgenes budgetter efter den forholdsmæssige fordeling af bidraget til prioriteringsrummet

 

 

 

RESUME

Økonomiudvalget tiltrådte på mødet den 7. februar 2006 indstilling om de økonomiske rammer for udvalgenes budgetbidrag 2007 (ØU 26/2006).

 

Ved kommunalreformen 1. januar 2007 overgår en række opgaver og den medfølgende økonomi fra Københavns Kommune til staten.

 

Beløbet, der overføres til staten fra Børne- og Ungdomsudvalgets område, udgør 597,2 mio. kr. (2006 p/l), men budgettet til de pågældende opgaver udgør 549,3 mio. kr. Dette giver en difference på 47,9 mio. kr. (2006 p/l). Konsekvensen af overførslen er, at Børne- og Ungdomsudvalget ikke har budget til at dække det angivne beløb.

 

Ud af de 47,9 mio. kr. kan de 32,1 mio. kr. henføres til to sager vedrørende henholdsvis løn til elever på social- og sundhedsuddannelserne samt til elevbefordring. I begge tilfælde har staten trukket kommunen for midler, der fortsat skal finansieres kommunalt. Økonomiforvaltningen har anmodet staten om at genåbne begge sager for at få korrigeret beløbet. Der er for indeværende ikke truffet afgørelse i de to sager.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget at Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller, at finansieringen af merudgiften på indtil 47,9 mio. kr. (2006 p/l) i budget 2007 som konsekvens af kommunalreformen fordeles på udvalgenes budgetter efter den forholdsmæssige fordeling af bidraget til prioriteringsrummet.

 


SAGSBESKRIVELSE

Økonomiudvalget tiltrådte på mødet den 7. februar 2006 indstilling om de økonomiske rammer for udvalgenes budgetbidrag 2007 (ØU 26/2006).

 

Indstillingen indeholder en særskilt del om ændringer i kommunens udgifter og indtægter som følge af kommunalreformen.

 

Ved kommunalreformen 1. januar 2007 overgår en række opgaver og den medfølgende økonomi fra Københavns Kommune til staten.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets opgaveportefølje berøres ved, at de komptencegivende ungdoms- og voksenuddannelser overføres til staten sammen med en række i økonomisk forstand mindre opgaver.

 

På baggrund af kommunens regnskabstal fra 2003 har staten opgjort det beløb, som kommunen skal afgive til staten og den nye region Hovedstaden.

 

For Børne- og Ungdomsudvalgets vedkommende overstiger det beløb, som staten skal have overført, udvalgets økonomiske rammer til de aktiviteter, som overføres.  Beløbet der skal overføres udgør 597,2 mio. kr. (2006 p/l), mens Børne- og Ungdomsudvalgets budget på de pågældende opgaver udgør 549,3 mio. kr. Dette giver en difference på 47,9 mio. kr. (2006 p/l).

 

Konsekvensen er, at Børne- og Ungdomsudvalget ikke har budget til at dække det angivne beløb.

 

Borgerrepræsentationen har ved behandlingen af redegørelsen for de økonomiske konsekvenser af DUT i sæson 2004-05 (BR 568/2005) vedtaget, at eventuelle mer- eller mindreudgifter for kommunen som helhed fordeles på udvalgene i budgetprocessen for det efterfølgende år og at den forholdsmæssige fordeling af prioriteringsrummet anvendes til fordeling på forvaltningerne.

Økonomudvalget vedtog den 7. februar 2006 indstilling om prioriteringsrummet for budget 2007(ØU 27/2006).

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget at børne- og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget indstiller, at finansieringen af Børne- og Ungdomsudvalgets merudgifter på indtil 47,9 mio. kr. (2006 p/l) i budget 2007 som konsekvens af kommunalreformen fordeles på udvalgenes budgetter efter den forholdsmæssige fordeling af bidraget til prioriteringsrummet. 

 

Fordelingen af merudgifter fremgår af tabel 1.

 

Merudgifterne er specificeret nedenfor.

 

Ungdoms- og Voksenuddannelserne – L106

 

Loven overfører kommunens gymnasier, hf-kurser, Københavns VUC og Social- og Sundhedsskolen til staten. Sankt Annæ Gymnasium har imidlertid både en folkeskoleafdeling og en gymnasieafdeling, hvorfor den forbliver i kommunen. Finansieringen af gymnasiedelen på Sankt Annæ Gymnasium vil dog fremefter være en statslig opgave.

 

Staten har anvendt kommunens regnskabstal fra 2003 som udgangspunkt for beregninger af, hvilke midler kommunen skal afgive til staten. Resultatet af beregningerne er København overfører 561,0 mio. kr. (2006 p/l) til staten.

 

Økonomiudvalget har fordelt beløbet med 8,5 mio. kr. i tjenestemandspensioner fra Økonomiudvalgets ramme og 552,5 mio. kr. i uddannelsesaktiviteter fra Børne- og Ungdomsudvalgets ramme.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har gennemgået beregningerne og konstateret at beløbet overstiger budgetrammen for 2007 med 38,6 mio. kr. (2006 p/l), som kan henføres til tre forhold:

 

Social- og Sundhedsuddannelser

 

Udgifterne til social- og sundhedsuddannelser beløb sig til 50,5 mi o. kr. (2006 p/l) som er fordelt med 29,1 mio. kr. til skoledrift og 21,4 mio. kr. til elevløn. Staten har trukket midler ud både til skoledrift og til elevløn. Det er dog alene skoledriften der overføres til staten, hvorfor eleverne også efter kommunalreformens gennemførelse vil være ansat og lønnet af Københavns Kommune.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har gjort Økonomiforvaltningen opmærksom på misforståelsen. Økonomiforvaltningen har anmodet staten om at bortfalde kravet om overførsel af de 21,4 mio. kr. (2006 p/l).

 

Staten har ikke for indeværende truffet afgørelse i sagen. 

 

Befordring af elever

 

København yder tilskud til befordring af elever i ungdomsuddannelser. Der er anvendt 2,2 mio. kr. (2006 p/l) til formålet. Staten har pålagt København at overføre 12,9 mio. kr. (2006 p/l) som følge af opgavens overdragelse. Beløbet dækker derved over mere end befordringsudgifter til elever på ungdomsuddannelserne. Der er med andre ord trukket midler ud, der er blevet anvendt til befordring af skoleelever på folkeskoleområdet. En opgave som fortsat vil være kommunalt finansieret.

 

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har gjort Økonomiforvaltningen opmærksom på misforholdet.

 

Økonomiforvaltningen har anmodet staten om at bortfalde krav om overførsel af 10,7 mio. kr. (2006 p/l), som udgør forskellen.

 

Staten har ikke for indeværende truffet afgørelse i sagen.

 

Bortfald af tidligere gennemførte besparelser  

 

Det tidligere Uddannelses- og Ungdomsudvalg gennemførte i perioden 2004-2006 besparelser med en samlet økonomisk konsekvens på 6,5 mio. kr. (2006 p/l) på de uddannelser, som overføres ved kommunalreformen.

 

Disse besparelser bortfalder fra 2007. Bortfaldet af de tidligere vedtagne besparelser indebærer, at sparekravet væltes over på Børne- og Ungdomsudvalgets tilbageværende aktiviteter.

 

Musikalsk Grundkursus m.v.  – L 51

 

Loven overfører finansiering af Musikalsk Grundkursus og Skolekoncerter til staten.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har opgjort udgifterne til 1,9 mio. kr. (2006 p/l). Staten har pålagt Københavns Kommune at overføre 4,0 mio. kr. (2006 p/l). Børne- og Ungdomsforvaltningen forstår ikke kravet og har bedt Økonomiforvaltningen om begrundelse herfor. Det har ikke været muligt at få en redegørelse for forholdet. Økonomiforvaltningen oplyser, at det ikke har været muligt at få de relevante oplysninger fra Kulturministeriet.

 

Der er ikke i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme for 2007 midler til at dække det yderligere krav på 2,1 mio. kr. til Musikalsk Grundkursus m.v.

 

Særlige dag- og klubtilbud – L 38

 

Loven overfører de særlige dag- og klubtilbud i amtsligt regi til kommunerne. Samtidig ændrer staten refusionsordningen på området.

 

Staten har pålagt Københavns Kommune at overføre 3,8 mio. kr. (2006 p/l), hvoraf de 2,7 mio. kr. føres tilbage til kommunen over en treårig årrække som konsekvens af ændringer i den statslige refusionsordning.

 

De resterende 1,1 mio. kr. udgør kommunens bidrag til finansiering af den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO). Formålet med VISO er at bistå kommuner og borgere med ­rådgivning i de mest specialiserede og komplicerede sager vedrørende handicappede. Formålet med VISO er dermed bredere end Børne- og Ungdomsudvalgets opgaveportefølje. 

 

Der er ikke i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme for 2007 midler til finansiering af Københavns bidrag til VISO. 

 

Center for Undervisningsmidler – L 107

 

Loven overfører Centre for Undervisningsmidler fra amterne til staten.

 

I København er Center for Undervisningsmidler endvidere blevet tillagt varetagelse af nogle fælles formål for kommunens folkeskoler ved siden af de opgaver, der fremgår af loven.

 

København har forhandlet med staten om at udskille den del af centret, der skal overføres. Resultatet af forhandlingerne er blevet at København afgiver 11,7 mio. kr. (2006 p/l).

 

Center for Undervisningsmidler er i budget 2006 pålagt en rammebesparelse, som indebærer, at der kommer til at mangle dækning for 0,1 mio. kr. i budgetrammen for 2007. 

 

Ordblindeundervisning – L108

 

Loven overfører undervisning af voksne ordblinde, støtte til afasiramte og administration af den Forberedende Voksen Undervisning (FVU) til staten. Børne- og Ungdomsforvaltningen har opgjort udgifter til aktiviteterne til 13,0 mio. kr. (2006 p/l). Staten har pålagt København at overføre 12,9 mio. kr. Der er dermed dækning inden for budgetrammen.

 

Administration

 

Staten har fastsat at Københavns Kommune skal overføre 58,9 mio. kr. (2006 p/l) til staten som samlet resultat af kommunalreformen vedrørende administration af de overførte opgaver.

 

Økonomiudvalget har fordelt overførslen på de berørte udvalg. Børne- og Ungdomsudvalget er derved blevet pålagt at bidrage med 12,1 mio. kr. (2006 p/l).

 

Børne- og Ungdomsudvalget overfører personale m.m. til staten, som helt eller i overvejende grad er beskæftiget med de opgaver, der overføres. Derved aflastes Børne- og Ungdomsudvalget for udgifter, som er opgjort til 8,6 mio. kr. (2006 p/l).

 

Børne- og Ungdomsudvalget mangler således dækning i budgetrammen for 2007 for forskellen på 3,5 mio. kr. (2006 p/l).

 

 

Sammenfatning

 

I nedenstående tabel er virkningerne (2006 p/l) på budgetrammen for 2007 af overførslerne til staten sammenfattet:

 

Tabel 1

Statens krav

BUU's korrigeret budget 2006

Justering som følge af ændringer i DUT-krav

Manglende budgetmæssig dækning

mio. kr. i 2006 p/l

 

 

 

 

Ungdoms- og Voksenuddannelserne (L 106)

552,5

513,9

32,1

6,5

Musikalsk Grundkursus (L 51)

4,0

2,0

2,1

0,0

Dag- og klubtilbud - special (L 38)

3,8

0,0

1,1

2,7

Center for Undervisningsmidler (L 107)

11,8

11,7

0,0

0,1

Ordblindeundervisning for voksne (L 108)

12,9

13,0

0,0

-0,1

Administration

12,1

8,6

3,5

0

 

597,2

549,3

38,8

9,1

 

 

 

 

 

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

Høring

Ingen bemærkninger.

 

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

 

                                            Peter Rasmussen

                                                                                       /Søren Stahl Nielsen


 

Til top