Mødedato: 07.06.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Skolen på Amagerbro - ændring af implementeringsplanen for fritidsinstitutionen ved Skolen på Amagerbro

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til forslag til ændring af implementeringsplanen ved Skolen på Amagerbro på baggrund af en ny mulighed for en samlet placering af fritidsinstitutionen på skolen.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at implementeringsplanen for fritidsinstitutionen ved Skolen på Amagerbro ændres, så matriklerne ved Jacob Holms Minde og Sundby Fritidshjem udgår og hele fritidsinstitutionen samles på skolen

2. at midlerne afsat i budget 2017 til Fritidsinstitutionen ved Skolen på Amagerbro anvendes til den ændrede implementeringsplan

Problemstilling

På Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 18.3.2015 blev den fysiske implementeringsplan for fritidsinstitutionen ved Skolen på Amagerbro (tidligere Sønderbro Skole) besluttet med en løsning fordelt på to matrikler Jacob Holms Minde og Sundby Fritidshjem, der ligger umiddelbart op til Skolen på  Amagerbros arealer, se bilag 1.  

I budget 2017 blev der afsat 175 mio. kr. til etablering af Fremtidens Fritidstilbud på 16 skoler, hvoraf etablering af den permanente løsning ved Skolen på Amagerbro forventes at udgøre 34 mio. kr. (inkl. 23,5 mio. kr. til en flytning og reetablering af 5 0-5 års grupper fra Jacob Holms Minde).  

I den konkrete planlægning efter budget 2017 er der fundet en ny mulighed for at etablere en samlet løsning på Skolen på Amagerbro.

Forvaltningen fremlægger derfor forslag om ændring af implementeringsplanen for fritidsinstitutionen ved Skolen ved Amagerbro. Fritidsinstitutionen er organiseret som en kommunal fritidsinstitution (BUU d. 20.5.15).

Løsning 

Forvaltningen har i arbejdet haft fokus på, hvordan der bedst kan etableres en samlet og helhedsorienteret løsning for fritidsinstitutionen ved Skolen på Amagerbro. Planlægningen har vist, at man ved at udgrave skolens nuværende høje kælderetage kan etablere alle fritidsinstitutionspladser i skolens lokaler i kælderen. En udgravning af skolens kælder vil skabe en lys og samlet løsning, hvor der vil være adgang til skolegården og de grønne arealer samt skolens faglokaler og idrætssal, hvor der kan etableres fællesrum, grupperum og værksteder til fritidsinstitutionen. Forvaltningen foreslår på den baggrund at samle fritidsinstitutionen på Skolen på Amagerbro, da løsningen i højere grad er i overensstemmelse med grundlaget for Fremtidens Fritidstilbud i forhold til en 1:1 struktur ved skolen.

En løsning på skolens areal vil betyde et reduceret arealbehov til fritidsinstitutionen, jfr. de besluttede arealkrav (BR d. 18.9.14) og dermed en samlokalisering og fælles lokaleudnyttelse mellem skole og fritidsinstitution. Samtidig vil der ikke være behov for en flytning og reetablering af 5 0-5 års grupper fra Jacob Holms Minde.  

En ændring af implementeringsplanen kræver en fornyet politisk behandling, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke er gennemført en fuld planlægningsfase. Derfor er den samlede anlægsøkonomi og projektets udformning ikke endeligt udarbejdet, se afsnittet om økonomi. Planlægningsfasen vil blive igangsat, hvis en ændret implementeringsplan besluttes.

Forvaltningen har igennem hele processen løbende inddraget og orienteret skolebestyrelsen og forældrerådet omkring de alternative forslag, og forvaltningen har efterfølgende modtaget brugerudtalelser fra skolebestyrelse og forældreråd om en eventuel ændring af implementeringsplanen, se bilag 2-3.  

Skolebestyrelsen og forældrerådet bemærker i sin udtalelse, at de foretrækker den samlede løsning på skolen, da det vil gøre det lettere at indgå et tættere samarbejde mellem skole og fritidsinstitution. Samtidig vil det give forældre til indskolingsbørn mulighed for at aflevere og hente deres børn ét sted. Skolebestyrelsen og forældrerådet vil gerne indgå i det videre arbejde med planlægningen og indretningen af fritidsinstitutionen på skolen, hvilket de bliver inddraget i.

Økonomi

I budget 2017 blev der afsat i alt 175 mio. kr. til etablering af Fremtidens Fritidstilbud på 16 skoler, hvoraf etablering af den permanente løsning SKolen på Amagerbro (tidligere Sønderbro Skole) udgør 34,0 mio. kr. Beløbet er sammensat af 10,4 mio. kr. til fritidstilbud og 23,5 mio. kr. til flytning af 5 daginstitutionsgrupper til ny placering for at skaffe plads til fritidstilbuddet. Et foreløbigt overslag viser, at den nye alternative løsning ikke overstiger de 34 mio. kr.

Midlerne, der blev afsat i budget 2017, er stjernemarkerede, og der skal således ikke søges om anlægsbevilling.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil implementeringen af den ændrede løsning blive igangsat med det samme.

Tobias Børner Stax                 /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev godkendt.
Til top