Mødedato: 06.12.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Opfølgning på medlemsforslag i BUU om elevers kommunikation via Teams

Børne- og Ungdomsudvalget skal behandle forvaltningens opfølgning på et medlemsforslag om begrænsning af elevkommunikation via Teams, og hvor udvalget også får en orientering om skolernes arbejde med at forebygge digital mobning. 

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at elevkommunikation via Teams på tværs af skoler begrænses og
  2. at forvaltningens arbejde med at forebygge digital mobning tages til efterretning.

Problemstilling

BUU besluttede den 15. november 2023 - pba. af et medlemsforslag fra et samlet udvalg - at forvaltningen skal fremlægge en sag til udvalget om mulighederne for at begrænse elevkommunikation via Teams samt orientere udvalget om skolernes arbejde med at forebygge digital mobning.

Løsning

Begrænsning i Teams

På baggrund af udvalgets tilkendegivelse på udvalgsmødet den 15. november 2023 ønsker  forvaltningen at implementere en teknisk begrænsning i Microsoft Teams, der afskærer elever fra at kommunikere på tværs af skoler. Det er forvaltningens vurdering, at afskæringen ikke vil have væsentlig faglig betydning for eleverne. Den tekniske begrænsning omfatter ikke lærere og personale, som forsat kan kommunikere på tværs af skoler.

Det er forventningen, at løsningen er implementeret primo 2024. Forvaltningen sikrer, at alle skoler er orienteret forud for ændringen, og skolerne får støtte, hvis de oplever tekniske udfordringer ved implementeringen.

En teknisk begrænsning gør ikke i sig selv op med digital mobning og kan derfor ikke stå alene. Skolerne arbejder løbende med at forebygge digital mobning, fx gennem dialog med eleverne om god digital adfærd handlemuligheder for elever, hvis de oplever ubehagelige eller truende henvendelser på digitale kanaler eller sociale medier.

Forebyggelse af digital mobning

Det har siden 2013 været et lovkrav, at alle skoler har en antimobbestrategi, og siden 2017 har det været et krav, at skolernes antimobbestrategi også skal forholde sig til digital mobning. 

BUU har i København suppleret dette med en kommunal antimobbestrategi, som blev vedtaget i 2017. Den kommunale antimobbestrategi forholder sig ligeledes til digital mobning, og skolerne kan bruge den direkte eller som udgangspunkt for at udforme deres egen strategi.

Af strategien fremgår det, at skolerne imødegår digital mobning ved at:

  • Opbygge trygge og tolerante børnefællesskaber, hvor man ser hinanden og det at være forskellige som en styrke for fællesskabet og vores læring.
  • Tage fælles ansvar for, at alle oplever skolen som et rart sted at være og hjælper hinanden til at blive en del af fællesskabet, så ingen oplever, at de står uden for. Man anerkender og respekterer hinanden, og tager affære, når man oplever eller erfarer, at nogen bliver mobbet.
  • Beskytte børn, der er udsatte og tage sig af de bagvedliggende problemer.
  • Reducere omfanget af digital mobning og sørge for, at eleverne er trygge og ved, hvordan de skal agere på de digitale medier.

Skolerne har derudover mulighed for at booke undervisning om digital dannelse og antimobning via Åben Skole portalen, hvor der løbende bliver tilbudt relevante kurser til skolerne.

Endeligt har Børne- og Ungdomsborgmesteren i samarbejde med Københavns Fælleselevråd og Ungerådet i sommeren 2023 udsendt opmærksomhedspunkter til alle skoler om digital dannelse, hvor der bl.a. er fokus på digital adfærd og trivsel og links til inspirations-materiale. Opmærksomhedspunkterne er desuden blevet drøftet på dialogmødet mellem BUU og skolebestyrelserne d. 16. november 2023 mhp. at skolebestyrelserne arbejder videre med dem lokalt.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte, at der ikke skal indføres en begrænsning af elevkommunikation på tværs af skoler, ligesom udvalget kan beslutte at fokusere på digital dannelse og digital mobning i skolernes udviklingssamtaler, kommende dialogmøder, kvalitetsdrøftelser mm.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                               Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 6. december 2023:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.

 
Til top