Mødedato: 06.02.2013, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Evaluering af BørneVægtsCentret - FÆLLESINDSTILLING SUF, BUF

Godkendelse af fremtidige prioriteringer på baggrund af evaluering af BørneVægtsCentrets indsats til svært overvægtige børn og deres familier.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget godkender at fortsætte BørneVægtsCentrets tværfaglige behandlingstilbud til svært overvægtige børn og deres familier på baggrund af evalueringen af BørneVægtsCentret (bilag 1)

Problemstilling

BørneVægtsCentret blev i 2009 etableret som en del af bevillingen Øget Sundhed for Børn. Formålet er at tilbyde et tværfagligt behandlingstilbud med henblik på at skabe varige livstilsændringer hos såvel barnet og familien. Målgruppen for indsatsen i BørneVægtsCentret er svært overvægtige børn i alderen 8-15 år. Undersøgelser peger på, at indsatser med et smalt fokus, der eksempelvis kun fokuserer på kost og motion, ikke er så effektfulde til behandling af børn med svær overvægt, som bredere, mere tværfaglige indsatser. BørneVægtsCentrets indsats har et bredt fokus på både barnets og familiens liv. Svært overvægtige børn har ofte mange andre udfordringer end overvægt, og har derfor behov for en tværfaglig, helhedsorienteret indsats, hvor både sundheds - eller sygeplejerske, psykolog, kost - og motionsvejleder og læge inddrages i behandlingen. Det brede fokus på barnets og familiens sociale og psykologiske liv gør BørneVægtsCentret til en særlig indsats, som ikke findes tilsvarende i andre kommuner.
 

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets og Børne- og Ungdomsudvalgets møder henholdsvis den 14. og 13. juni 2012 blev BørneVægtsCentret tildelt 4.660.000 kr. årligt fra 2013 til 2016 med den bemærkning, at evalueringen af BørneVægtsCentret forelægges udvalgene med henblik på en politisk drøftelse af den fremadrettede prioritering inden for resten af udmøntningsperioden. Sundheds- og Omsorgsudvalget lagde yderligere vægt på, at der er en aktiv indsats i forhold til udslusning med inddragelse af eksempelvis idrætsforeninger. Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har foretaget evaluering af effekten af centrets indsats (bilag 1).

Løsning

Konsekvenserne af svær overvægt er ofte store og betydningsfulde for mange forhold i barnets liv. Barnet er i risiko for at udvikle livsstilssygdomme som voksne f.eks. type 2-diabetes, hjertekarsygdomme, blodpropper, slidgigt og visse former for kræft. Som barn og ung har overvægt i høj grad også en social og psykologisk betydning. Undersøgelse viser f.eks., at overvægtige teenagere har lige så dårlig livskvalitet som børn med cancer. Den generelle dårlige trivsel har betydning for den unges mulighed for at håndtere et skoleliv, en uddannelse og senere hen et arbejdsliv.


BørneVægtsCentrets ramme
BørneVægtsCentret har årligt kapacitet til at modtage 190 nye børn. Et behandlingsforløb på centret varer i gennemsnit 1½ år og koster i gennemsnit omkring 24.000 kr. Pr. 1. oktober 2012 var 484 børn registreret i centrets database. Af disse havde 158 børn endnu ikke påbegyndt deres forløb eller var aldrig mødt op på centret.

Omkring 18 pct. af de børn, som møder op til behandling på BørneVægtsCentret frafalder. Frafaldsprocenten er beregnet på baggrund af de børn, der ikke møder op ved 4. mødegang, hvilket vil sige inden for et års behandling. Samtidig er det velkendt, at særligt familier i denne målgruppe ofte har afbud eller udeblivelser til aftalte konsultationer. Centret har i gennemsnit en afbuds- og udeblivelsesfrekvens på 31 pct. Udfordringen med afbud og udeblivelser er et af centrets fokusområder i 2013. Centret lægger stor vægt på opfølgning med henblik på at etablere en ny aftale. Så vidt det er muligt, skræddersys aftaletidspunkter og formen til den enkelte familie.Centrets kapacitet udnyttes i dag fuldt ud.  


Evaluering af BørneVægtsCentret

Ud af de 326 fremmødte børn har i alt 122 børn enten afsluttet hele forløbet eller er fremmødt ved mindst fire helbredsundersøgelser. Det er disse 122 børn, som udgør grundlaget for effektevalueringen. Evaluator vurderede, at det var nødvendigt med mindst fire helbredsundersøgelser, svarende til ca. et års behandling, for at børnene kunne indgå i evalueringens datamateriale. Der er derfor en forholdsvis stor gruppe børn, som ikke indgår i evalueringens effektmåling, men det forventes, at denne gruppe børn vil få samme effekt i takt med, at behandlingen skrider frem, som det ses hos de 122 børn. Evalueringen af indsatsen bygger på gennemgang af børnenes journaler, suppleret med interviews af sundhedsplejersker, ledende sundhedsplejersker, medarbejdere fra forvaltningsniveau, praktiserende læger, samt medarbejderne fra BørneVægtsCentret.  


Evalueringens resultater og anbefalinger

Overordnet viser evalueringen, at BørneVægtsCentret i løbet af de sidste tre år har etableret en velfungerende indsats til svært overvægtige børn og deres familier. Indsatsen har en god effekt i forhold til at bremse børnenes vægtudvikling, som er et væsentligt succeskriterium. Udover at fokusere på kost og motion tager indsatsen højde for psykosociale problemstillinger i behandlingen. De indledende udfordringer særligt i forhold til organiseringen og familiegrupperne, som evalueringen beskriver, er nu løst.

 

Sundheds - og Omsorgsforvaltningen og Børne - og Ungdomsforvaltningen vurderer, at den tværfaglige indsats i BørneVægtsCentret pt. er hensigtsmæssigt organiseret.

 

Forvaltningerne anbefaler derfor, at BørneVægtsCentret:

·         fortsætter med at tilbyde svært overvægtige børn og deres familier en tværfaglig indsats, da den tværfaglige indsats har vist en klar effekt på børnenes vægtudvikling og sundhed.

·         øger samarbejdet med de praktiserende læger med henblik på at øge rekruttering af børn til centret.

·         ser på mulighederne for udvidelse af målgruppen til at omfatte aldersgruppen 3-18 år med henblik på at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bringer det ind i budgetovervejelserne for Budget 2014.

·         fortsat arbejder hen imod at sikre en større samarbejdsflade mellem de professionelle aktører, der arbejder omkring de særlig udsatte børn. Dette med henblik på at skabe sammenhæng i barnets og familiens liv, f.eks. ved at samarbejde på tværs af faggrupper som sagsbehandlere i børne-familieteams i Socialforvaltningen, PPR og sundhedsplejen.

 

Nedenfor præsenteres og uddybes udvalgte resultater og anbefalinger fra evalueringen baseret på en faglig vurdering.


1. Effekt af behandlingen

Evalueringen viser, at indsatsen klart har effekt i forhold til at reducere børnenes vægtudvikling.

 

Et samlet og tværfagligt fokus har vist sig effektfuldt. Det skaber synergi og kommer barnet og familierne til gode, idet barnets og familiens situation behandles på flere niveauer. Samarbejdet på tværs af forvaltningerne understøtter desuden selve implementeringen af indsatsen, hvilket har betydning for den daglige drift og herunder også kvaliteten af indsatserne.

 

Konkret viser evalueringen, at 71 % af de 122 børn har opnået effekt af behandlingen i form af et fald i alders- og kønsspecifik BMI. Til sammenligning med den svenske SOFT-model, der har været inspiration for centret, er der her et mindre fald i alders- og kønsspecifik BMI, end det er tilfældet ved BørneVægtsCentrets resultater. 68 % af de 122 børn er faldet i fedtprocent. Den gennemsnitlige fedtprocent ved behandlingsstart var 37,3 %, mens den ved sidste måling var faldet til 35,8 %. Resultatet understreger, at indsatsen i centret i høj grad indikerer at have effekt på børnenes vægttab og sundhed.

 

2. Rekruttering af børn til centret

Indsatsen i centret er ikke et alternativ til den tidlige indsats i sundhedsplejen, men supplerer sundhedsplejens tilbud til børn med moderat overvægt. Evalueringen viser, at samarbejdet med sundhedsplejen om rekruttering af børn til centret fungerer tilfredsstillende. 85 % af de henviste børn kommer fra sundhedsplejen.

 

3. Udvidelse af aldersgruppe

Evaluator anbefaler, at tilbuddet dækker aldersgruppen 3-18 år. Det er nemmere at motivere de yngste børn og deres forældre til at deltage i en indsats. Samtidigt ser sundhedsplejen de yngste børn til rutineundersøgelser i 0. og 1. klasse. Der er således godt fagligt belæg for at udvide aldersgruppen. BørneVægtsCentret har p.t. kapacitet til årligt at modtage 190 nye børn, som følges i 1½-2 år. En evt. udvidelse af målgruppen vil ikke nødvendigvis betyde en stor kapacitetsudbygning på den lange bane, idet der i nogle tilfælde vil være tale om at fremrykke indsatsen til et tidligere alderstrin. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil vende tilbage til dette i forbindelse med budgetovervejelserne.


4. Ulighed i sundhed

BørneVægtsCentret benyttes primært af socialt udsatte familier, som har et særligt behov for hjælp og støtte. En stor andel af børnenes mødre (58 %) og fædre (38 %) er ikke i lønnet job, og i 58 % af hjemmene tales et andet sprog end dansk.

Mange af børnene og familierne har svære sociale problematikker og har ofte ikke tilstrækkelige ressourcer og overskud i hverdagen til at følge en behandling kontinuerligt. BørneVægtsCentret tager særlig højde for denne udfordring, hvilket gør indsatsen unik i forhold til lignende tilbud. Evalueringen peger på, at det for nogle familier vil være nødvendigt med en støtte- eller kontaktperson, hvis de skal møde op til behandlingsaftaler. Forvaltningerne vil gå i dialog med Socialforvaltningen for at sikre et tættere samarbejde herom.


5. Udslusning til idrætsforeninger
BørneVægtsCentret gør en aktiv indsats for at udsluse børnene til fysisk aktivitet og inddrage idrætsforeninger. Det er en gennemgående metode i behandlingen, at livsstilsændringerne skal være varige, hvorfor aktivitet og idræt altid tænkes i et længere perspektiv, end i den periode barnet følges i centret. Udfordringen er, at idrætsforeningerne kun har ganske få tilbud, som kan rumme de svært overvægtige børn, som ofte har brug for ekstra støtte for ikke at opleve nederlag og miste motivationen.

Økonomi

Indstillingen medfører ikke yderligere tildeling af midler end den varige bevilling under Øget Sundhed for Børn på 10 mio. kr. årligt. Heraf går 4.660.000 kr. årligt til BørneVægtsCentret, som i 2012 fordelte sig således: løn 3.600.000 kr.; husleje og daglig drift 800.000 kr.; IT, telefon, journal osv.  180.000 kr.; samt 80.000 kr. til aktiviteter i form af familiegrupper, motion, madværksted mv. På udvalgsmøderne den 20. og 26. januar 2011 godkendte begge udvalg, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anvender 250.000 kr. årligt i 2011 og 2012 til en ekstern evaluering af BørneVægtsCentret.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil arbejde videre med evalueringens anbefalinger i forbindelse med budget 2014. Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalgets godkender BørneVægtsCentrets fortsatte tværfaglige indsats, vil BørneVægtsCentret i 2015 følge op på effekterne. På dette tidspunkt vil der foreligge mere uddybende og valide effektanalyser med et større antal børn. Udvalgene vil blive orienteret om resultaterne i forbindelse med en generel statusrapportering for Øget Sundhed for Børn primo 2015.                 

 

                   
                         Anne Skovbro                                             Else Sommer

Beslutning

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø.

Imod stemte ingen.

3 medlemmer undlod at stemme: C, O og V.

Anne Vang (A), Jesper Christensen (A), Sofie K. Led (A), Katrina Feilberg (B), Trine Schaltz (F), Pernille Gaarde Bendix (F) og Bjarne Fey (F) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Der er stor ulighed i sundhed. Det er derfor også væsentligt for os, at Børnevægtscentret fremadrettet tager udgangspunkt i, at det ofte er familier, der er ressourcesvage, der har behov for en særlig indsats. Partierne ønsker derfor, at centret har særligt fokus på at udvikle den opsøgende indsats og dermed mindske frafald / udeblivelse. Det vil i den sammenhæng være relevant at undersøge hvorvidt man kan øge tilgængeligheden ved at tilbyde forløb i samarbejde med sundhedsplejerskerne og de lokale forebyggelsescentre."

Rasmus Jarlov (C), Karin Storgaard (O) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi undlader at stemme, da vi finder enhedsprisen på 46.000 per barn (3 årlige bevillinger af 4,6 mio divideret med 300 børn, der har været igennem centret) alarmerende høj."



Til top