Mødedato: 03.10.2007, kl. 15:00

Høring om skærpet miljøprofil for kommunens taxi- og personvognskørsel

Se alle bilag

Høring om skærpet miljøprofil for kommunens taxi- og personvognskørsel

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2007

 

 

8.      Høring om skærpet miljøprofil for kommunens taxi- og personvognskørsel  J.nr. 2007-69799

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til forslag til høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget om at kommunen ved nyanskaffelse af egne/leasede personbiler vælger en A eller B-energimærket personbil.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1.                  at udvalget godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøudvalget

 

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har efter behandling i udvalget den 15. august 2007 sendt forslag om "Skærpet miljøprofil for kommunens taxi- og personvognskørsel " i udvalgshøring. 

 

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen forslår følgende høringssvar:

 

"Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler forslaget om, at kommunen ved nyanskaffelser af egne/leasede personbiler vælger en A- eller B-energimærket personbil. Med den nye Agenda 21 plan 2008-11 og klimakonferencen i 2009 er Børne- og Ungdomsudvalget indstillet på at søge løsninger på luftforureningen fra egen kørsel i personbil. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil således på alle tænkelige måder bidrage til, at Københavns Kommune kan fremstå som en miljømetropol i 2015, herunder at have reduceret CO2- udledningen med 20 % i forhold til 2005.

 

Børne- og Ungdomsudvalget mener, at forslaget om en skærpet miljøprofil, hvor der er udsigt til en miljøgevinst svarende til ca. 500 tons mindre CO2 udledning pr. år, vil bidrage positivt til nedbringelse af luftforureningen i Københavns Kommune.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har ca. 120 personbiler på under 3500 kg, hvoraf ca. 75 % består af minibusser med plads til 8 passagerer samt fører. Hovedparten af minibusserne er brugte biler, som er købt og betalt af den enkelte institution/skole.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har undersøgt markedet for minibusser og kan desværre konstatere, at det er vanskeligt at anskaffe A- eller B-energimærkede minibusser. Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejder en plan for, hvordan og hvornår målet om A- og B-energimærkede minibusser både ved køb og ved leasing nås.

 

Da det eksisterende datagrundlag vedrørende de økonomiske besparelser baserer sig på gennemsnitskørsel for alle former for kørsel og ikke kun bykørsel, ser udvalget gerne, at der skabes et forbedret datagrundlag for besparelser ved anvendelse af A- eller B-energimærkede personbiler og foreslår derfor, at der gennemføres praktiske test af biltyperne i bykørsel." 

 

Økonomi

Børne- og Ungdomsforvaltningen vurderer, at forslaget kan medføre budgetmæssige meromkostninger for forvaltningen ved anskaffelse af A- og B-energimærkede personbiler.

 

Forvaltningen vurderer, at der er behov for yderligere dokumentation og undersøgelser af det økonomiske besparelsespotentiale i driftsfasen.

 

 

Videre proces

Indstillingen behandles herefter af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

BILAG

1. Høringsmateriale fra TMU

 

 

 

                                              Else Sommer                       Jan Dehn

 



 

Til top