Mødedato: 31.01.2023, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Vedrørende temaaften om ensomhed

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget bevilger 15.000 kr. til afholdelse af en temaaften om ensomhed og fællesskaber for lokale foreninger, med oplæg om fællesskabsmålingen af VIVE. En indstilling fra arbejdsgruppen for naboskab mod ensomhed.

Problemstilling

Ifølge Region Hovedstadens opgørelse i Sundhedsprofilen 2021 er Amager Vest den bydel i regionen med den største stigning i antallet af socialt isolerede. Der findes allerede indsatser til de klassiske målgrupper (f.eks. unge, ældre, handicappede), men stort set ingen for voksne i alderen 30-65, da gruppen er uhomogen og svær at målrette.

Arbejdsgruppen Naboskab mod ensomhed arbejder med at nå ud til målgruppen af borgere og foreninger i bydelen, som har ressourcer til at række ud eller møde borgere i deres nærområde, der har brug for en imødekommende person (nabo) eller invitation til mulige fællesskaber i bydelen.

Tema-aften om ensomhed og social isolation

Arbejdsgruppen Naboskab mod Ensomhed (bestående af Christine Bang Andersen, Helga Mark og John Hansen) ønsker at afholde en temaaften om ensomhed i Maskinhallen eller et bibliotek i området. (Maskinhallen er førstevalg, men vi ved endnu ikke, om de er i gang med at installere deres nye udstyr, når arrangementet ønskes afholdt.) Til aftenen ønsker vi at invitere VIVE til at fortælle os om deres arbejde med ensomhed. Herunder, hvordan man taler om emnet og ikke mindst samler data om det for at skabe de bedste initiativer. Vi forventer et oplæg på omkring 30-40 minutter, efterfulgt at 20 minutters pause med kaffe og kage og sidst 30 minutter til spørgsmål og debat. Gruppen arbejder med den 13. marts fra 17-18 som foreløbig tidspunkt.

Vi vil invitere lokale initiativtagere og andre frivillige organisationer, der arbejder med ensomhedstematikken til at tage del i temaaftenen med henblik på at udbrede viden og skabe netværk blandt grupper i området, der arbejder mod samme mål.

Gruppen har også stor interesse i at tale med VIVE om, hvordan man metodisk undersøger ensomhed, herunder formuleringer, fokusgrupper o.l. Ligeledes forventer vi, at aftenen vil være med til at skabe fundamentet for vores samarbejde med organisationer i lokalområdet, der arbejder med ensomhed.

Budget til Tema-aften

Lokaleleje og forplejning: 5.000 kr.

Kommunikation: 5.000 kr.

Oplæg af VIVE: 5.000 kr.

Løsning

At lokaludvalget bevilger 15.000 kr. til afholdelse af Tema-aften om ensomhed med oplæg af VIVE.

Økonomi

Indstillingen indebærer, at bydelspuljen 2023 belastes med 7.000 kr.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top