Mødedato: 30.06.2026, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

B. Orientering: Høringssvar vedr. Forslag til handleplan for udsatte byområder 2027-2028

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning efter anbefaling fra Socialgruppen og godkendt i forretningsudvalget.

Problemstilling

Amager Vest Lokaludvalg har modtaget en høring vedrørende Forslag til handleplan for udsatte byområder 2027-2028.

Lokaludvalgets Socialgruppe har behandlet høringen og formuleret et høringssvar. Da høringsfristen lå før lokaludvalgets møde, blev høringssvaret godkendt af Forretningsudvalget og efterfølgende sendt til forvaltningen. Det fulde høringssvar er sendt og kan læses i bilag.

Opsummering af høringssvar

Amager Vest Lokaludvalg opfordrer til, at handleplanen i højere grad bygger på lokale ressourcer, velfungerende fællesskaber og positive erfaringer fra de udsatte byområder. Lokaludvalget fremhæver betydningen af naboskab og lokale fællesskaber for tryghed og trivsel samt vigtigheden af en åben og ressourceorienteret tilgang til områdets beboere.

Lokaludvalget peger på, at Amager Vest har særlige udfordringer med ensomhed, psykisk mistrivsel og mentalt velbefindende, og anbefaler derfor et styrket fokus på forebyggende indsatser i bydelen.

Derudover anbefales det, at unge på Amager får samme adgang til uddannelsesvejledning som i andre udsatte områder, samt at BUF inddrages i arbejdet med at fremme fritidsjob og fritidsaktiviteter blandt unge.

Lokaludvalget understreger, at bemandede legepladser skal tilføres flere ressourcer, hvis de skal kunne løfte de opgaver, der beskrives i handleplanen. De grønne indsatser fremhæves som et positivt element, der både styrker fællesskaber og kan hjælpe beboerne økonomisk.

Afslutningsvis udtrykker lokaludvalget ønske om dialog med Socialforvaltningen og Socialborgmesteren om handleplanens indsatser og mulighederne for samarbejde.

Baggrund

Københavns Kommune har udarbejdet et forslag til handleplan, som beskriver, hvordan kommunen i perioden 2027-2028 vil arbejde for at nå målene i Politik for udsatte byområder 2025-2035. Forslaget er udarbejdet af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger i Københavns Kommune og blev godkendt til høring i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 27. april 2026. Forslaget til handleplan forventes forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse ultimo 2026. Handleplanen ajourføres hvert andet år.

Handleplan for 2027-2028 konkretiserer Københavns Kommunes indsats for at løfte udsatte byområder og modvirke dannelsen af parallelsamfund. Strategien fokuserer på to hovedmål: at sikre borgerne gode livschancer gennem uddannelse og beskæftigelse samt at skabe trygge og attraktive rammer i de lokale kvarterer. Planen beskriver en række projekter, herunder boligsociale helhedsplaner, forbedret sundhed og styrket trivsel for børn og unge. Der lægges desuden vægt på fysiske forbedringer, såsom byfornyelse, klimasikring og bekæmpelse af kriminalitet, for at gøre områderne mere indbydende. Handleplanen tydeliggør, hvilke indsatser der allerede er finansieret, og hvilke der kræver fremtidige budgetprioriteringer. Den overordnede ambition er at skabe en mere sammenhængende og socialt bæredygtig hovedstad frem mod 2035.

Københavns Kommune afholdt borgermøde om forslaget den 18. maj 2026, hvor medlemmer af lokaludvalgets socialgruppe deltog.

Det samlede høringsmateriale kan læses her: blivhoert.kk.dk/hearing/279

Løsning

At lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Bydelspuljen.

Til top