Beslutning vedr. svar på intern høring om kommende lokalplan for Ulrik Birchs Allé 54
Indstilling
Det indstilles, at Amager Vest Lokaludvalg godkender forslag til svar på indledende høring vedr. ny lokalplan for Ulrik Birchs Allé 54 på baggrund af indstilling fra lokaludvalgets arbejdsgruppe for fysisk plan og erhverv.
Problemstilling
Klima-, teknik og miljøforvaltningen har sendt forslag til ny lokalplan for Ulrik Birchs Allé 54 i indledende høring med frist 29.4. Området ønskes udviklet til etageboliger med opholds- og friarealer, og det kræver, at bevaringsbestemmelserne for ejendommen ophæves og øger bebyggelsesprocenten i et tillæg til kommuneplanen. Her kan I læse medlemsforslaget til Klima, Teknik- og Miljøudvalget, som er baggrunden for forslaget: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Borgerrepr%C3%A6sentationen/m%C3%B8de-07112024/referat/punkt-29
Den indledende høring foretages for på et tidligt tidspunkt for at afsøge, om der er forhold af særlig interesse for dem, der bliver hørt. Formålet er at sikre, at der bliver taget højde for de rigtige forhold i den videre planlægning.
Ejendommen er i dag reguleret med lokalplan nr. 592 ”Englandsvej 51”, som blev vedtaget i 2024
I kommuneplanen er området udlagt til boliger med en bebyggelsesprocent på 40 og en friarealprocent på 100. I praksis vil det sige, at bygherre skal sikrer sig, at friarealet skal være minimum 100% i størrelse til den bolig som er opført. Eks.: en grund på 600m2 kan bygge et hus på 240 m2. Friarealet på grunden er da 360 m2 og overholder altså minimum friareal udregning på 100% af grundstørrelsen.
I det videre arbejde er forvaltningen bl.a. opmærksom på, hvordan en ny boligbebyggelse indpasses mellem randbebyggelse mod Englandsvej og villakvarteret Gimle.
Arbejdsgruppens indstilling
Arbejdsgruppen har på et møde d.8.4. behandlet høringen og formuleret nedenstående høringssvar:
Amager Vest Lokaludvalg opfordrer til, at man i det videre arbejde med lokalplanen for Ulrik Birchs Allé 54 i videst mulige omfang tager hensyn til, at bygningen er en del af villakvarteret Gimle. Derfor bør det kommende byggeri ikke overstige højden på de omkringliggende villaer. Og friarealprocenten bør sikre, at der levnes god plads til grønne kantzoner, have m.m. som er definerende for villakvarteret. Årsagen er, at lokaludvalget kan være bekymret for, at vores villakvarterer langsomt forsvinder, når man gang på gang tillader stigende bebyggelsesprocenter i villakvarterets udkant. Det er vigtigt, at vi bevarer de forskellige kvarterer vi vores bydel med hver deres særkende, fordi det giver livskvalitet - også for os, der ikke bort i villaerne.
Løsning
At Amager Vest Lokaludvalg godkender forslag til svar på indledende høring vedr. ny lokalplan for Ulrik Birchs Allé 54 på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.
Videre proces
Forvaltningen forventer, at planforslag kan sendes i offentlig høring i tredje eller fjerde. kvartal
2026.
For at gennemføre projektet, og udarbejde lokalplanforslaget, er det nødvendigt med et tillæg til kommuneplanen.