A. Beslutning vedr. forslag til organisering af Amager Vest Lokaludvalg
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget
- vælger to rep. til forretningsudvalget
- godkender forslag til organisationsstruktur
- understøtter, at arbejdsgrupperne vender tilbage på opgaven inden 16.11.26
Problemstilling
Som lovet på sidste lokaludvalgsmøde har formandskabet lavet følgende forslag til struktur:
Det nye lokaludvalg har manifesteret sig ved en vældig energi, stort engagement og deraf følgende 15 arbejdsgrupper. Det skaber en helt ny situation og vores gamle struktur er ikke tilstrækkelig. Det er en gave, at vi har fået sådan et lokaludvalg. Formandskabet har derfor fokuseret på, hvordan vi får en dynamisk struktur og en fornuftig fordeling af sekretariatets ressourcer.
Vedlagt er en oversigt over arbejdsgrupperne og dets medlemmer.
Struktur for forretningsudvalget
AVLU’s forretningsudvalg har hidtil bestået af tovholderne fra arbejdsgrupperne, formand og næstformand. Forretningsudvalgets opgave har næsten udelukkende været at færdiggøre høringssvar, når det ikke kunne nås med den normale procedure. Med 15 arbejdsgrupper vil det ikke fungere. Vi foreslår derfor, at forretningsudvalget skal bestå af formandskabet og to medlemmer, der vælges af lokaludvalget.
Formandsskabets engagement i arbejdsgrupperne
Formandsskabet ser det som sin opgave at skaffe sig et overblik ved så vidt muligt at deltage i arbejdsgruppernes arbejde, og på anden måde stille sig til rådighed med råd og koordinering mellem arbejdsgrupper, hvor det kan fremme sagen at samarbejde.
Ugen før lokaludvalgsmødet er der altid et møde, hvor dagsordenen laves færdig. Det møde vil vi nu udvide til at bestå af formandskabet og lokaludvalgssekretær Sofie, og vil ud over dagsordenen komme til at handle om, hvad arbejdsgrupperne har planlagt den næste måned, og hvad de har brug for af hjælp, herunder hvad de har brug for fra sekretariatet.
Tilbagemelding fra arbejdsgrupperne
Derfor har formandsskabet også brug for, at arbejdsgrupperne vender tilbage med oversigt over følgende:
Hvad vil arbejdsgruppen gerne arbejde med?
Hvor ofte vil de mødes?
Ønsker om sekretariatsbistand?
Fristen for tilbagemelding er inden 16.11.26
Løsning
at lokaludvalget
- vælger to rep. til forretningsudvalget
- godkender forslag til organisationsstruktur
- understøtter, at arbejdsgrupperne vender tilbage på opgaven inden 16.11.26