Mødedato: 27.09.2022, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Kommende aktiviteter med borgerinddragelse ifm. idéfasehøring for metrolinje M5

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget,

- Arbejder for at afholde tre fysiske arrangementer ved de kommende stationsplaceringer i bydelen som del af borgerinddragelsen i forbindelse med idéfasehøringen for metrolinje M5.

- Bevilger 2.500 kr. til tryk af plakater samt andet kommunikationsmateriale.

 

Problemstilling

De trafikale fremskrivninger viser, at der i 2035 vil være kapacitetsudfordringer i metrolinjerne mellem Kongens Nytorv Station og Amager. For at skabe ekstra kapacitet og undgå de trængselsproblemer, der særligt i myldretiden belaster M1 og M2, bliver to forslag til linjeføring for M5 sat i høring - en orange og en lilla linje.

Vi ønsker at informere borgerne i Amager Vest om dette og inddrage deres forslag og meninger, om f.eks. stationsplaceringer, anlægsfasen eller miljøforhold, og sammenfatte det i et høringssvar.

Idéfasehøringen løber fra 5. september til 31. oktober og er første skridt mod en miljøkonsekvensvurdering af projektet. Inputs fra høringen vil indgå i det videre arbejde, hvor politikerne skal tage stilling til, om der skal anlægges en ny metrolinje.

Sekretariatet vil sammen med udvalgsmedlemmer tage ud på de tre stationsplaceringer i uge 40-41 og indsamle borgernes inputs. Vi planlægger at optegne den kommende skakt med kridt på asfalten, så borgerne bedre kan få en fornemmelse af omfanget.

Vi forventer at samarbejde med Metroselskabet om disse aktiviteter.

I forbindelse hermed søger sekretariatet lokaludvalget om 2.500 kr. til tryk af plakater og andet kommunikationsmateriale.

Løsning

At lokaludvalget godkender,

- Arbejdet med at afholde tre fysiske arrangementer ved de kommende stationsplaceringer i bydelen som del af borgerinddragelsen i forbindelse med idéfasehøringen for metrolinje M5.
- Bevilling af 2.500 kr. til tryk af plakater samt andet kommunikationsmateriale.

Økonomi

Sekretariatet søger lokaludvalget om 2.500 kr. til tryk af plakater samt andet kommunikationsmateriale.

Videre proces

Et høringssvar vil blive udarbejdet på baggrund af borgerinddragelse og inkluderet i dagsordenen for lokaludvalgsmødet 25. oktober.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top