A. Beslutning om midler til forlængelse af faste annoncer og annoncer på sociale medier
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget bevilliger 183.000 kr. til annoncering i lokalaviser og på sociale medier i 2026, efter anbefaling fra Arbejdsgruppen Borgerinddragelse; Kresten Thomsen og Christian Eggert Jørgensen.
Problemstilling
Lokaludvalget bruger årligt 183.000 kr. på faste helsiders annoncer i de tre lokalaviser AmagerLIV, Ørestad Avis og Bryggebladet. Arbejdsgruppen anbefaler at udkomme med en halv side om måneden i de tre aviser i stedet for en helside, hvilket betyder, at den årlige pris reduceres til i alt 123.340 kr. i 2026.
De resterende 59.660 kr. (183.000 kr. minus 123.340 kr.) anbefaler arbejdsgruppen at sætte af til annoncer om lokaludvalgets arbejde på lokaludvalgets sociale medier. På Instagram og Facebook kan annoncer i modsætning til trykt lokalavis målrettes skarpere efter geolokation og andre demografiske faktorer som alder og interesseområder. Annoncer på sociale medier kan desuden måles mere effektivt efter, hvem og hvor mange der rent faktisk ser og læser videre om indholdet, så det kan analyseres, hvad der fungerer godt og mindre godt.
Ved lokalaviserne har man blot et oplagstal at gå ud fra, men lokaludvalgets indhold kommer bredt ud til borgerne og til den vigtige målgruppe af engagerede borgere, der læser lokalavisen. Samtidigt er det en mulighed for at støtte lokalaviserne, særligt Ørestad Avis og Bryggebladet, hvor økonomiske støtte er afgørende. Lokalaviserne har tilkendegivet, at de er inspireret af lokaludvalgets annoncer og selv skriver artikler ud fra disse, så lokaljournalistikken påvirkes af lokaludvalgets annoncer.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor at fortsætte med trykte annoncer i mindre omfang, så der kan satses på sociale medier i større omfang uden at forhøje det samlede budget, der normalt bruges på annoncer.
Annoncernes indhold koordineres og produceres af sekretariatet i samarbejde med arbejdsgruppen Borgerinddragelse og øvrige lokaludvalgsmedlemmer, der ønsker dette. Indholdet omhandler lokaludvalgets arbejde, holdninger og projekter og er ikke nødvendigvis fokuseret på konkrete arrangementer, lokaludvalget afholder. Derfor afsættes der fortsat i forbindelse med indstillinger vedrørende arrangementer et beløb til kommunikation herom.
Løsning
At lokaludvalget godkender at bevillige 183.000 kr. fra Bydelspuljen 2026.
Økonomi
Indstillingen indebærer, at Bydelspuljen 2026 belastes med i alt 183.000 kr.
|
Post |
Beløb |
|
Bryggebladet – halv side pr. måned (resten af 2026) |
28.800 kr. |
|
Ørestad Avis – halv side pr. måned (resten af 2026) |
29.700 kr. |
|
AmagerLIV – halv side pr. måned (resten af 2026) |
64.840 kr. |
|
Annoncering på sociale medier |
59.660 kr. |
|
I alt |
183.000 kr. |
Videre proces
Sekretariatet koordinerer og producerer annoncerne i samarbejde med arbejdsgruppen Borgerinddragelse og relevante lokaludvalgsmedlemmer samt administrerer aftalerne med lokalaviserne og annonceringen på sociale medier.