Mødedato: 27.01.2026, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

A. Beslutning vedr. høring om udviklingsplan for Amager Fælled

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. udviklingsplan for Amager Fælled på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.

Problemstilling

Klima-, Teknik- og Miljøudvalget har sendt en ny udviklingsplan for Amager Fælled i interessenthøring med frist 2. februar.

Udviklingsplanen vil være gældende for en femårig periode (2026 - 2031). Udviklingsplanens formål er at sikre, at det fredede område plejes, drives og udvikles i overensstemmelse med fredningen. Planen beskriver retningslinjer for naturplejen og hvilke naturmæssige, rekreative og landskabelige tiltag, der kan igangsættes i planperioden. Der er ingen garanti for, at alle tiltag bliver udført, da implementeringen kan være afhængig af, at der tildeles nye ressourcer.

Amager Vest Lokaludvalg har været inddraget i udarbejdelsen af udviklingsplanen sammen med en række andre grønne interessenter.

Udkastet til udviklingsplanen er vedlagt som bilag.

 
Arbejdsgruppens indstilling

Arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv har behandlet sagen og udarbejdet en udkast til høringssvar, som indeholder følgende pointer:

A. At Københavns Kommune fortættes, befolkningsudviklingen er stigende og siden corona gør flere og flere brug af byens grønne områder. Hvis ikke vi passer på, mister vi langsomt, bid for bid vores bynære natur.

B. Nej tak til etablering af flere stier

C. Regulér lysforurening fra Hekla Park

D. Regulering af langtidsparkering på Fælleden

E. Biodiversitetskorridor nord for Hekla Park

F. Kommunen bør have plejeansvaret

G. Opsætning af hegn under hensyn til træer og buske

H. Bedre afvikling af den nordlige cykelsti

Der har i arbejdsgruppen været en uenighed om, hvorvidt lokaludvalget skulle bakke op om eller være imod, at der placeres toiletter og læringsfaciliteter ved indgangen til Amager Fælled. 

Høringssvaret er vedlagt som bilag.

Løsning

At lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. udviklingsplan for Amager Fælled på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.

Videre proces

Efter høringen samler vi op på alle indkomne høringssvar. Vi udarbejder en hvidbog, hvor vi redegør for om forslag er indarbejdet eller afvist. Et endeligt udkast til udviklingsplan og hvidbogen forelægges først Det Grønne Råd (marts 2026) og dernæst skal planen godkendes politisk i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget (april 2026) inden den sendes til Fredningsnævnet. 

Til top