Mødedato: 27.01.2026, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

B. Orientering vedr. høringssvar ang. ændring af lov om Cityring og trafikselskaber (M5 og M3)

Indstilling

Forpersonen for Amager vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget tager svar på høring vedr. udkast til forslag til lov om ændring af lov om en Cityring og lov om trafikselskaber (Anlæg af metrolinje M5 til Lynette-holm og justering af takster m.v.) til orientering på baggrund af indstilling fra trafikarbejdsgruppen og forretningsudvalget.

Problemstilling

I forbindelse med anlæggelsen af metrolinjen M5, har Transportministeriet udarbejdet et udkast til en ændring af loven om Cityring (M3) og lov om trafikselskaber, herunder justering af takster.

I lovudkastet indgår følgende væsentlige ændringer:

Lovforslaget er en anlægslov, der fastlægger linjeføringen og stationer for en ny metrolinje til Lynetteholm. Lovforslaget angiver, hvilken regulering, der skal gælde for anlægget, herunder blandt andet bestemmelser om ophævelse af fredninger, fravigelse af planbestemmelser for så vidt angår placering af kontrol- og vedligeholdelsescentret på Prøvestenen og placeringen af stationen v/Prags Boulevard Øst.

Lovforslaget omfatter således bl.a.:

  • Mulighed for at foretage ekspropriation, samt fastsætter regler om tilkøb.
  • Særlige bestemmelser om forurening og gener fra anlægget af metrolinje M5 til Lynetteholm og tilhørende regler om mulighed for kompensation til naboer. Herunder, aflastning til støjplagede naboer, som en ny kompensationsmulighed i loven.
  • Regler om ledningsomlægninger i forbindelse med anlægget, herunder at gæsteprincippet finder anvendelse. Der indføres mulighed for at gennemtvinge en flytning af en ledning, herunder i helt særlige tilfælde at give mulighed for at foretage ekspropriation til sikring af ledningernes nye placering og yderligere sikre ledningernes tilstedeværelsesret.

Derudover omfatter forslaget også:

  • En ændring i lov om trafikselskaber, idet det indgår i aftalen mellem regeringen og Københavns Kommune om at indføre et tillæg på taksten til og fra Københavns Lufthavn på 20 kr.
  • En forhøjelse af det eksisterende kvalitetstillæg for metrorejser med 1 kr. pr. rejse i metrosystemet, samt en ny takstzone både i Nordhavn og Østhavnen, når der idriftsættes nye metrostationer de to steder.

Læs mere om høringen her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/%C3%98konomiudvalget/m%C3%B8de-21012026/dagsorden/punkt-2

Arbejdsgruppens indstilling

Trafikarbejdsgruppen der består af tovholder Jan Oster, samt medlemmer Mark Gray, Chris Hvid Hansen, Allan Graversen, Arne Bjørn Nielsen, Uffe Meulengracht, Erhardt Franzen samt 3 lokale borgere, bemærker at selve lovforslaget ikke har direkte betydning i Amager Vest, hvor tunnelføring føres under jorden. 

Forretningsudvalget besluttede at kvittere for modtagelsen samt anmærke, at man ikke havde kommentarer.

Løsning

At lokaludvalget tager orienteringen til efterretning

Til top