Mødedato: 26.09.2023, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Svar på naboorientering vedr. byggeri på Metrovej 13

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender svar på naboorientering vedr. byggesag på Metrovej 13.

Høringssvaret er udarbejdet af arbejdsgruppen Børn & Unge.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en naboorientering ud vedrørende en byggesag omhandlende etablering af tidsbegrænsede pavilloner til omklædningsfaciliteter og kunstgræsbane med hegn og 4 lysmaster på adressen Metrovej 13, hvor Ørestad Idrætspark skal bygges med frist 4. oktober.

Forvaltningen har modtaget en ansøgning, hvori der skal søges dispensation fra lokalplan nr. 277 ”Servicecenteret” med tillæg 1. Det ansøgte byggeprojekt overholder ikke alle lokalplanens bestemmelser vedr. anvendelse, modulbyggeri, byggeri udenfor byggefelter og manglende fjernvarme tilslutning, og kommunen skal derfor træffe afgørelse om en eventuel dispensation.

Arbejdsgruppen Børn & Unge har formuleret flg. svar på naboorienteringen:

”Amager Vest Lokaludvalg er glade for at vi får mulighed for at knytte ikke uvæsentlige kommentarer til nabohøringen vedr. dispensation til midlertidige idrætsinstallationer i Ørestad.

Det er især forholdene omkring omklædning i det forelagte materiale, der set med vores øjne kan give problemer med at leve op til det behov, som Ørestad IF vil forvente at få behov for.

Der er set med vores øjne ikke taget det nødvendige hensyn til en kønsopdelt omklædning for både ungdom og voksne og i forbindelse med kampe på anlægget omklædningsmuligheder for dommere af begge køn.

Derudover vil vi gerne gøre opmærksom på tilgængeligheden: På tegningerne nævnes der handicaptoilet i pavillonerne, og det er fint, men på intet tidspunkt nævnes der adgangen hertil. Det må fastholdes, at der skal være niveau fri adgang til pavillonerne, og at adgangsdøren er mindst 90cm bred ind i pavillonerne. Derudover skal handicaptoilettet have en indvendig venderadius på 150cm fra yderkanten af toiletsæde og vask. Døren til handicaptoilettet skal desuden vende udad. Vi henviser til Dansk Handicap Forbunds huskelister under BR18. 

Amager Vest Lokaludvalg glæder sig til at følge projektet fremadrettet og vil afslutningsvis støtte op om en dispensation med de nævnte bemærkninger.”

Løsning

At lokaludvalget godkender svaret på naboorienteringen.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top