B. Beslutning vedr. afholdelse af gåture med den Den Bemandede Legeplads Øselsgade
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget bevilliger 1.000 kr. i forbindelse med gåture arrangeret af Den Bemandede Legeplads Øselsgade og Socialarbejdsgruppen, efter anbefaling fra Socialgruppen.
Problemstilling
Den Bemandede Legeplads Øselsgade og Socialgruppen vil afholde ugentlige gåture for borgere i lokalområdet. Deltagerne mødes ved legepladsen og går en tur i nærområdet på cirka en time. Efterfølgende er der fællesskab og kaffe/te på legepladsen. Turene ledes af en frivillig gå-vært, da legepladsens personale skal blive på legepladsen under aktiviteterne.
Gåturene er åbne for alle, men har særligt fokus på ældre borgere og på at aktivere lokale beboere med indvandrerbaggrund. Formålet er både at styrke motion og socialt samvær samt at fremme integration, naboskab og kendskab til bydelen. Der arbejdes derfor med at planlægge varierede ruter med fokus på bynatur og grønne områder, i det omfang det er praktisk muligt.
Den Bemandede Legeplads Øselsgade er tovholder på aktiviteten i opstartsfasen, med ambition om at gåturene på sigt bliver mere selvkørende. Aktiviteten sker i øvrigt i samarbejde med Hjerteforeningen København S og eventuelt andre relevante aktører. På længere sigt er der også et ønske om netværk og fælles aktiviteter med andre gågrupper i byen.
Medlemmer fra lokaludvalgets socialgruppe deltager både i planlægningen og på nogle af gåturene for at skabe dialog med borgerne og udbrede kendskabet til lokaludvalgets arbejde.
Socialgruppen ønsker derudover at støtte gåturene med forplejning i form af kaffe og te og foreslår derfor, at der afsættes midler til dette.
Løsning
At lokaludvalget godkender at bevillige 1.000 kr. fra Bydelspuljen 2026.
Økonomi
Indstillingen indebærer, at Bydelspuljen 2026 belastes med i alt 1.000 kr.