A. Beslutning: forslag til emner til behandling i Københavnertinget
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget vælger mellem "Københavns Biblioteker som værksteder for trivsel" eller "Støtteordninger for nye og skæve kultur-, fritids- og idrætsfællesskaber" som temaer til Københavnertinget 2027 på baggrund af indstilling fra biblioteksarbejdsgruppen og arbejdsgruppen for børn og unge.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen har henvendt sig til lokaludvalget med det formål at foreslå en forestående, relevant strategi/plan/projekt, som Københavnertinget kan bidrage til på en meningsfuld måde i løbet af 2027 - fristen er 26.8.26
Københavnertinget er et borgerting, som består af en repræsentativt udvalgt gruppe, som over en periode på ca. 2-3 måneder udarbejder anbefalinger til en given, politisk besluttet problemstilling. Undervejs får Københavnertingets medlemmer faglige input fra eksperter - både interne eksperter i kommunen, og eksterne eksperter som fx forskere.
I København og andre byer og lande har metoden især været brugt til at prioritere pladsen i byen, afveje moralske dilemmaer og komme med visioner for fremtidens by (ifm. Kommuneplaner) eller fremtidens velfærd. I kan læse om metoden og udkast til tidsplan i vedlagte bilag.
Arbejdsgruppens indstilling
Arbejdsgruppen for biblioteker har behandlet høringen og indstiller "Københavns Biblioteker som værksteder for trivsel", som tema for Københavnertinget 2027 - se vedlagte bilag.
Arbejdsgruppen for børn og unge har også behandlet høringen og indstiller "Støtteordninger for nye og skæve kultur-, fritids- og idrætsfællesskaber", som tema for Københavnertinget 2027 - se vedlagte bilag.
Løsning
At lokaludvalget vælger mellem "Københavns Biblioteker som værksteder for trivsel" eller "Støtteordninger for nye og skæve kultur-, fritids- og idrætsfællesskaber" som temaer til Københavnertinget 2027 på baggrund af indstilling fra biblioteksarbejdsgruppen og arbejdsgruppen for børn og unge.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Pba. alle indkomne forslag træffer Økonomiudvalget og evt. Borgerrepræsentationen beslutning om, hvor Københavnertinget skal anvendes i 2027.