B. Beslutning: Høringssvar Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender høringssvar til udkast til Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032, efter anbefaling fra arbejdsgrupperne Børn & Unge og Social.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget en intern høring om udkast til Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032.
Arbejdsgrupperne Børn & Unge og Social har behandlet høringen og har sammen formuleret følgende udkast til høringssvar:
”Lokaludvalget opfordrer til, at der etableres pårørenderåd i institutionerne, som får indflydelse på udarbejdelsen af de konkrete handleplaner.
Lokaludvalget oplever desuden gennem dialog med lokale skolebestyrelser, at der ofte serveres sukkerholdig mad på skolerne. Det kan være i modstrid med strategiens tema 3, ”Måltiderne skal understøtte den rette ernæring og styrke sundheden”. Lokaludvalget opfordrer derfor til, at det fremgår af strategien, at der lokalt skal være drøftelser om brugen af sukkerholdig mad, både den mad, der serveres på skolerne, og den, som eleverne deler ud til hinanden. Skolekantinerne bør generelt drives efter en sukkerpolitik, der stemmer overens med strategien.
Lokaludvalget mener desuden, at Socialforvaltningens samarbejdspartnere skal følge strategien, og at strategien bør indgå som grundlag for valg af samarbejdspartnere. Lokaludvalget oplever efter dialog med bl.a. SAND, at der vælges samarbejdspartnere, som serverer junkfood.
Endelig mener lokaludvalget, at der er behov for klare kvalitetskrav, implementering og tilsyn i forvaltningerne, så der følges op på, at strategien efterleves.”
Resume af strategien
Strategien udstikker kursen for fremtidens madkultur i København med fokus på både offentlige måltider og byens generelle madmiljø. Strategien bygger på værdier som velsmag, madglæde og fællesskab og indeholder mål for sundhed, økologi og klimahensyn. Der lægges op til en fleksibel implementering med fokus på borgernes ernæringsbehov og medbestemmelse, særligt i institutioner med fuldkost. Strategien omfatter desuden tværgående samarbejde, opkvalificering af personale, transparente forsyningskæder og reduktion af madspild.
Strategien er inddelt i to dele med fokus på henholdsvis de offentlige måltider og madbyen København. Begge dele udfoldes i en række temaer:
- Københavns Kommune skal servere offentlige måltider i verdensklasse
Tema 1: Måltiderne skal være af høj kvalitet og fremme madglæde
Tema 2: Måltiderne skal styrke fællesskab og trivsel
Tema 3: Måltiderne skal understøtte den rette ernæring og styrke sundheden
Tema 4: Mad og måltider skal tage hensyn til klima og miljø
Tema 5: Københavns Kommune skal arbejde for kortere og mere transparente forsyningskæder
- København skal være verdens bedste madby
Tema 1: Københavnere skal have nem adgang til madfællesskaber samt sund og grøn mad
Tema 2: København skal have en førende, bæredygtig og innovativ madbranche
Under hvert tema sættes målsætninger, som løftes med en række indsatsområder. Målsætninger og indsatsområder understøtter hinanden på tværs, og temaerne er afhængige af hinanden.
Løsning
At lokaludvalget godkender høringssvar til udkast til Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032.
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Bydelspuljen.
Videre proces
Sekretariatet sender lokaludvalgets godkendte høringssvar inden høringsfristens udløb den 22. september 2026.
Når den interne høringsproces er afsluttet, vil Økonomiforvaltningen justere strategien og præsentere Økonomiudvalget for de interne høringssvar den 27. oktober 2026. Herefter sendes Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 i offentlig høring. Strategien forventes endeligt godkendt i Borgerrepræsentationen primo 2027.