B: Beslutning: Høringssvar vedr. modernisering og udvidelse af det eksisterende botilbud Kollektivet på Sundholm
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender høringssvar på sag om modernisering og udvidelse af det eksisterende botilbud Kollektivet på Sundholm, efter anbefaling fra socialarbejdsgruppen (Uffe Meulengracht, Jann Kuusisaari, Christine B. Andersen, John Hansen).
Problemstilling
Socialforvaltningen har bedt om lokaludvalgets bemærkninger i en sag ang. modernisering og udvidelse af det eksisterende §108 botilbud Kollektivet (Sundholmsvej 10AB i Amager Vest) med 8 nye pladser, som genoptages til de kommende budgetforhandlinger Budget 2026.
Socialarbejdsgruppen har formuleret flg. høringssvar:
"Amager Vest Lokaludvalg er af den holdning, at Sundholm er et område, hvor der skal være god plads til borgere, der har brug for hjælp, men har ingen yderligere bemærkninger. Lokaludvalget vil gerne inddrages i processen, når flere detaljer er afklaret i løbet af byggeriets planlægning."
Baggrund
Socialforvaltningen ønsker at inddrage Amager Vest Lokaludvalg tidligt og modtage evt. bemærkninger til botilbuddets placering. Botilbuddets målgruppe er plejekrævende borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsniveau, og de 8 nye pladser oprettes til samme formål.
Udvidelsen af kollektivet planlægges på samme måde som ved forrige overførselssag at bidrage til at løse kommunens fremtidige kapacitetsbehov, samt bidrage med øget sikkerhed ved etablering af en mellemgang imellem to bygninger under samme tilbud, Sundholmsvej 10N og 10 AB.
I forbindelse med udvidelsen kan der opstå et behov for at etablere genhusning for beboerne i Kollektivet i pavilloner på Sundholms område. Dette afklares i løbet af byggeriets planlægning.
Socialforvaltningen vil gerne høre, hvis lokaludvalget har bemærkninger til den mulige udvidelse af Kollektivet på Sundholmsvej 10AB.
Løsning
At lokaludvalget godkender høringssvaret som anbefalet af Socialarbejdsgruppen.
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Bydelspuljen 2025.
Videre proces